Islandsk instruktør genbruger lidt for meget af bagkataloget i den bjertagende ’Sparrows’
Ved de pittoreske Vestfjorde i Island går solen aldrig rigtig ned om sommeren. Alt er badet i et blåligt, urovækkende skær, der umuligt kan gøre noget godt for et allerede tvært teenagesind. Men det er her, den 16-årige Ari sendes hjem til, da moderen og den nye mand skal flytte fra Reykjavik til Afrika. Ari er nødsaget til at flytte sammen med sin fordrukne far i en grim klods af et hus. Tvunget til at arbejde på den lokale fiskefabrik. Jaloux over, at barndomsveninden Lára er blevet kæreste med en dum bøf på en BMX.
Og herfra; i et trøstesløst hjørne af Island, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én, går det udelukkende yderligere ned ad bakke for Ari.
Islandske Rúnar Rúnarsson, der er uddannet fra Den danske filmskole, genbesøger i sin anden spillefilm, coming of age-dramaet ’Sparrows’, samme miljø og samme vaklen mellem at være barn og voksen som i hans kortfilm ’Småfugle’ fra 2008. Ikke bare genbesøger han tematikken, nej, Rúnarsson genindspiller hele handlingsforløbet fra kortfilmen, der nu bliver spillefilmens kulminerende og stadig chokerende, sidste akt (der derfor ikke kan afsløres her).
I tilgift ses den nu syv år ældre Atli Óskar Fjalarsson i en reprise af sin oprindelige hovedrolle. Ikke længere præpubertær og skrøbelig drenget, men ranglet og mere ambivalent moden. Således er filmen, der hjemtog hovedprisen på sidste års filmfestival i San Sebastian, en slags udvidelse af universet og karaktererne fra den oprindelige kortfilm. Og ser du nøje efter, vil både scener og miljøer fra andre af instruktørens kortfilm også gå igen. ’Sparrows’ er med andre ord en best of Rúnar Rúnarsson og ikke et fuldstændigt originalt filmværk.
Med imponerende sans for de vilde, islandske vidder og det fortumlede, vindblæste landskab indrammer filmens fotograf, Sophia Olsson, gang på gang Ari som den akavede fremmede i barndomsbyen. Landskabet tager bogstaveligt luften fra én i ’Sparrows’, og desto grimmere er sovebyens betonbyggeri, blikskure og bilkirkegård. Det er, som om der hænger tæsk og alkoholinduceret armod i luften.
Kun hos Aris elskelige farmor, der bor i et lille, arkitektonisk velproportioneret rækkehus, synes der at være plads og luft nok. Her søger faren tilflugt over et solidt måltid med både kartofler og sovs og syltetøj. Blot for at vende tilbage til sin egen bule af et hus, hvor venner og bekendte ynder at feste og forfalde natten lang.
Veteranen Kristbjörg Kjeld er et varmt fikspunkt som farmoren midt i filmens blå tristesse. Hun modtager Ari med åbne arme og interesserer sig ægte for hans følelsesliv. Og, som et dryp komisk lettelse, erfarer vi, at hun netop er hjemvendt – helt orange – fra sydens sol, hvor hun og veninderne har hygget og drukket sig igennem ferien.
I ’Sparrows’ er følsomme Ari, der ikke kan bringe sig selv til at skyde en sæl, da han endelig drager med faren på jagt, modgiften til byens farlige machokultur. Hjemme i Reykjavik sang han i kirkekor med sin smukke, lyse røst. I barndomsflækken får han én på hovedet, da han bare så meget som vover at interessere sig for den søde Lára.
Lige så forfinet smuk, yndigt bleg og mørkøjet Ari er, lige så uendelig grim og grusom er den virkelighed, han er tvunget tilbage til. Det bliver næsten for meget med Rúnarssons insisterende indramning af afskallede huse, overfyldte askebægre, tomme øldåser, rædderligt tapet, kitschede klokkestrenge og gennemsigtig voksdug på køkkenbordet. Trøstesløsheden vil ingen ende tage.
Kort sagt
’Sparrows’ er en overrumplende grum coming of age-fortælling fra et langt fra postkortpænt hjørne af Island. Rúnar Rúnarsson genbruger dog lidt for meget fra bagkataloget til, at filmen hæver sig over tidligere, mere helstøbte (kortfilms)værker.