»Lige inden jeg glemmer det, så lad mig lige starte med at give jer begge én af dem her, som jeg tog en stor bunke af fra den amerikanske premiere«. Viggo Mortensen sidder med hovedet og begge hænder dybt begravet i sin taske, imens han fisker filmens miljøvenlige pressemateriale frem til os. Det er et lille grøn stykke pap med blomsterfrø i, som man kan så i jorden, og hvis man vander det dagligt, skulle der komme blomster.
»Denne films hensigt er jo at redde vores planet, såå…«. Den 57-årige skuespiller har et stolt blik i øjnene.
’Captain Fantastic’ er en rørende og morsom fortælling om en familie med seks børn, der bor isoleret ude i skoven. Viggo Mortensen spiller faren Ben, der opdrager sine sønner og døtre til at blive humanistiske og filosofiske genier, der hygger med musik og bøger frem for computerspil og telefonapps.
Med deviser som ’Power to the people’ og ’Stick it to the man’ lærer de især, hvordan de kan forblive uafhængige af det etablerede system. Men da moren, Leslie, begår selvmord på et behandlingscenter flere stater væk fra familiens tilflugtssted, står Bens levevej nu over for dens hidtil største trussel.
Vi møder den halvdanske verdensstjerne i København på det moderne Hotel SP34, der med deres økologiske menukort passer perfekt til filmens grønne tema og ambitioner. Ved siden af ham sidder filmens 48-årige instruktør og manuskriptforfatter, Matt Ross, hvis ansigt mange nok ville kunne genkende for hans rolle som Gavin Belson i tv-serien ’Silicon Valley’.
Selvom begge mænd både har været til Sundance-festivalen i januar og på Cannes-festivalen i maj for at promovere ’Captain Fantastic’ virker de begge stadig oplagte på at skulle bruge endnu en halv time på at tale om filmens mange idealistiske idéer og tabubelagte temaer.
Skrev du Ben med tanke på, at han skulle spilles af Viggo Mortensen?
Matt Ross: »Nej det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg skriver aldrig mine karakterer med nogle særlige skuespillere i tankerne, da man som manuskriptforfatter ikke ved, hvem man har mulighed for at få tilknyttet projektet«.
Viggo Mortensen: »Ja. Du har vel heller ikke lyst til at blive skuffet, hvis vedkommende du forestiller dig i rollen, ikke har mulighed for at være med«.
Matt Ross: »Ja, for du ved jo heller aldrig, hvem der har plads i kalenderen til at indspille filmen. Så jeg var simpelthen ikke klar over, hvem jeg havde mulighed for at få med. Helt ærligt, så havde jeg nok et billede af Harrison Ford i mit hoved fra da han var omkring 40-50 års alderen.
Når jeg anbefaler ’Captain Fantastic’ til venner og familie, så er responsen den samme: ’Åh nej, ikke endnu en af Marvels superheltefilm’. Havde du , Matt, problemer med at få dig Viggo til at læse manuskriptet med den titel tilknyttet projektet?
Viggo Mortensen: »Da jeg først så titlen, havde jeg ikke nogen idé om, hvad ’Captain Fantastic’ handlede om. Jeg tænkte, at det nok var en flabet eller ironisk kommentar til superheltefilmene, men jeg vidste ikke, at fortællingen centrede sig om en familie, der lever i skoven.
Jeg blev virkelig behageligt overrasket efter de 3-4 første sider, da jeg straks kunne se, at det var en ret usædvanlig film. Jeg kunne godt lide den retning, fortællingen tog, og jeg var ret overbevist om, at jeg var klar over i hvilken retning, det var. Det var en utopisk venstreorienteret fantasyfortælling om en gruppe mennesker, der lever et alternativt liv, og jeg kunne snildt se alle de konflikter, og alt den humor og al den drama, som det kunne medføre, hvis denne familie blev konfronteret med samfundets konservative elementer. Jeg blev alligevel konstant positivt overrasket over manuskriptet, og udviklingen af fortællingen.
Jeg elsker, at Ben har sine fejl, problemer og modsætninger. Det er sjældent, man finder manuskripter, der er så godt sat sammen. Alle karaktererne er så veldefinerede. Jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, hvordan teenagepigerne ikke blot var til stede som en funktion til at agere kontrast til mændene i filmen. De stod faktisk alene og havde deres egne tanker – selv de yngste karakterer i filmen. Det er desværre usædvanligt for manuskripter«.
Matt Ross: »Titlen har selvfølgelig skabt lidt forvirring – især blandt distributører og marketingsfolk, der gerne ville ændre den. Hvem ved, om jeg gjorde det rigtige ved at kæmpe for at beholde den?
Filmen handler om børneopdragelse og de superheltekvaliteter, det kræver at være forældre. Det var ikke et uheld at kalde den noget, der gav folk associationer til en superhelt, men til en hvis grad undervurderede jeg nok, hvordan den amerikanske filmbranche totalt er domineret af dumme superheltefilm.
Jeg voksede ellers op og læste tegneserierne og elskede dem. Jeg havde en hel boks fyldt med dem. Men jeg kan godt forstå, nogle folk er trætte af de film. Titlen er dog intentionel. Det er et spørgsmål. Er han heroisk faderfigur, eller er han ikke?«.
Viggo Mortensen: »Ja, og du tog den rigtige beslutning ved at beholde titlen. Så snart folk ser traileren, så forstår de godt ironien«.
En faderlig samtale om sperm
Filmen handler meget om Bens tanker, om hvorvidt han har opdraget sine børn til det bedre eller helt har ødelagt dem. Har I fundet inspiration i jeres eget liv som fædre i forhold til dette portræt om børneopdragelse?
Matt Ross: »Ja alle mine erfaringer er med i filmen. Noget af det er ren og skær ambitioner, andre elementer er taget direkte fra mit liv. Jeg voksede op under lignende omstændigheder. Mine forældre startede også alternative samfund, hvor vi nogle gange boede uden elektricitet eller sanitetsvarer.
Om sommeren boede vi ofte i en tipi. Så da jeg var ung, havde jeg selv en kæmpe trang til at forlade skoven for at opsøge unge på min egen alder – især når man kommer til en alder, hvor man får øjnene op for det modsatte køn. Men vi var halvanden time væk fra civilisationen, så det var ikke bare noget, man lige gjorde.
Men i forhold til børneopdragelse viser filmen mere mine egne ambitioner for at opdrage mine børn. Jeg tror på en modereret balance. Min søn er ni år gammel, og jeg giver ham lov til at spille computerspil – ikke alle spil, ikke hver dag og ikke flere timer af gangen.
Jeg går meget op i altid at fortælle ham sandheden, ligesom Ben gør i filmen. Børn er nysgerrige, og de har brug for, at man er ærlig over for dem. Lad mig komme med et eksempel fra det virkelige liv. Min søn og jeg sad i bilen og lyttede til radioen. NPR (National Public Radio, red.) – jeg ved ikke om I kender den? Det er den store og den bedste radiostation i USA. Det synes jeg i hvert fald«.
Viggo Mortensen: »Formidlingen er mere objektiv, og der er ingen reklamer, og ingen specifik farvet politisk vinkel«.
Matt Ross: »Præcis. Den er meget centreret omkring midten. Eller de højreorienterede vil nok sige, at den er venstreorienteret, fordi udsendelserne faktisk er baseret på fakta og analyse«.
Viggo Mortensen: »Ja, det er den ene radiostation, der ikke ligger skjul på, at der rent faktisk befinder sig lande udenfor USA’s grænser«.
Matt Ross: »Ja, lige præcis. Min søn og jeg lytter til radioen, imens vi er på vej til supermarkedet, og ordet ’sperm’ bliver sagt i radioen. Min søn spørger straks: ”Hvad er sperm? ” Og så havde vi en meget kort samtale om det, som faktisk er meget lig den i filmen mellem Ben og hans søn. Jeg gav ham en meget kort, biologisk forklaring på sperm, og han svarede bare ’ok.’ Og det var det«.
Hvad med dig, Viggo? Brugte du dine erfaringer som far til rollen som Ben?
Viggo Mortensen: »Ja, som skuespiller er det naturligt, at du trækker på de erfaringer, du har. Hvis jeg skal spille en atomforsker, har jeg brug for en del forberedelsestid for at nå frem til at kunne spille den rolle, men nogle roller kommer man hurtigere frem til, fordi man har erfaringen på plads fra start.
I det her tilfælde har vi at gøre med en far, der bor i skoven. En fyr der ved, hvordan man fisker, går på jagt og laver havearbejde – alle ting som jeg kan i forvejen, og som jeg selv elsker at gøre. Derfor blev jeg også ret hurtigt komfortabel med rollen. Selv mange af de bøger, som Matt gerne ville have, at jeg skulle læse på forhånd, havde jeg allerede læst. Særligt dem af Noam Chomsky og bøger omkring oplevelsen ved at bo isoleret i skoven. Andre elementer måtte jeg lige lære først. Jeg lærte at klatre op af stejle bjergsider samt spille guitar og sækkepibe.
I forhold til børneopdragelse er jeg enig med Matt. Jeg har altid lagt vægt på at have en god dialog med min søn. Både nu og da han var lille. Jeg var ikke helt så brutal ærlig, som Ben er i filmen. Jeg serverede nok min ærlighed med en anden tone eller fremgangsmåde, men mere eller mindre er jeg enig i forestillingen om at være ærlig omkring sex og sygdom«.
Matt Ross: »Det kommer også an på sammenhængen. Jeg ville ikke vise min 9-årig en ISIS-halshugnings-video«.
Viggo Mortensen: »Ja, det ville Ben nok«.
Matt Ross: »Min søn hører om det i radioen og spørger ind til det, og jeg holder ikke sandheden fra ham, men det handler mere om i hvilket omfang, du ønsker at udsætte ham for detaljerne«.
Viggo Mortensen: »På den ene side bliver mange kunstnere inspireret af de hindringer, som man som barn oplever i kommunikationen med deres omgivelser. Vi fantaserer om de ting, som vores forældre ikke fortæller os om. Måske en dag skriver man et manuskript eller en roman omkring det. Og nogle gange er indholdet netop godt, fordi det kommer fra et særligt beskadiget sted.
Men du kan også blive lige så kreativ ved at kende sandheden. Der er bare nogle ting, man ikke ved som barn. Jeg kan huske, at jeg som barn havde en forvrænget opfattelse af, når personer brækkede et ben, en arm, en fod og så videre. Jeg havde en forestilling om, at det var ligesom, hvis man brækkede et kyllingeben i to, smed de brækkede stykker i en bunke med de andre brækkede ben og derefter i skraldespanden. Fra da jeg var syv år frem til midt i tyverne, brækkede jeg konstant mine knogler. Heldigvis er denne hyppighed stoppet – nu sker det kun én gang i årtiet«.
Matt Ross: »Hvad lavede du som barn? Hoppede du ud fra høje bygninger eller hvad?«.
Kasserede kyllingeknogler
Viggo Mortensen: »Første gang jeg brækkede noget, var jeg syv år gammel, og det var til en fodboldkamp, hvor en ældre knægt landede på mit ben i samme moment, som jeg skulle til at smække bolden i kassen. Jeg brækkede mit ben omkring foden, og det lød som en gren, der blev knækket af et træ. Jeg græd og skreg så højt, at jeg vækkede min far, der sov et stykke væk fra banen.
Dernæst husker jeg, at jeg sidder i hans skød med min fod i hænderne, fordi den sad så skævt på mig, og fordi jeg var i chok, stillede jeg ham alle mulige spørgsmål: ’Hvad vil de gøre med foden, far?’. ’De vil rette den ud, og alt skal nok blive godt igen’. Og mit svar var blot: ’Får jeg lov at beholde den?’ Det var min naturlige respons, fordi jeg havde en forestilling om den her bunke af kasserede, brækkede ben og arme, der måske bare lå smidt ud i en skummel afdeling på hospitalet.
Hvis ikke man får svarene fra sine forældre, så ved man jo ikke, hvad der kommer til at ske, og som barn får man de skøreste idéer om, hvordan tingene hængene sammen«.
Matt Ross: »Ja, specielt med sex«.
Viggo Mortensen: »Ja, men det er også en skøn ting. Lige meget hvor meget, man som forældre underviser på et specifik emne, så kan man som barn først forstå sammenhængen, når man selv oplever det. Og det viser denne film også på en herlig måde. Familien har mange ærlige samtaler, og børnene læser alt, hvad de kan få fingrene i.
Når den ældste søn, Bo, for første gang befinder sig i en flirtende situation med en anden pige, så ved han stadig ikke, hvordan han skal forholde sig til situationen. Man kan ikke udskifte livserfaringerne med den viden, man får fra bøger eller sine forældre. Man bliver nødt til selv at være til stede og opleve den virkelige verden. Ellers vil man aldrig forstå dens kompleksitet eller opnå den betydelige konklusion, at der ikke findes én endegyldig sandhed.
En af de modsigelser ved Ben-karakteren, som jeg elsker, er, at han har trænet sine børn til, at de kan begå sig som selvstændige individer i samfundet, men samtidig er han slet ikke parat til at give slip på nogen af dem«.
Dengang Viggo Mortensen planlagde sin egen død
Når I en dag skal forlade denne jord, hvordan ville I så selv foretrække, at det blev markeret?
Matt Ross: »Der må jeg nok svare, ligesom de gør det i filmen. Noget med personlige taler, der hylder det liv, jeg har haft, kombineret med musik og dans. Det ville nok være mit foretrukne valg«.
Viggo Mortensen: »Jeg har altid været ret uafhængig af andre, og lige siden jeg blev bevidst om døden, har jeg altid tænkt, at når jeg dør, vil jeg ikke være til ulejlighed over for mine nærmeste. Jeg har altid haft en idé om, at jeg ville lægge mig selv i graven. Jeg ville klare det hele selv.
Hvis jeg fik at vide, at jeg kun havde seks måneder tilbage at leve i, eller hvis jeg vidste, at jeg var ved at miste forstanden, forhåbentlig som en meget gammel mand, så ville jeg planlægge det hele på forhånd. Jeg ville sørge for, at jeg igen ville blive til jord ude i skoven, hvor jeg jo har boet over en periode. Jeg ville efterlade en bunke tørrede grene derude, så jeg hurtigt ville kunne tænde et bål«.
Matt Ross: »Siger du nu, at du ville sætte ild til dig selv?«
Viggo Mortensen: »Og når så dagen kom, ville jeg efterlade et brev og smide en ordentlig røvfuld benzin på de tørre grene, så jeg var sikker på, at der ville være gang i bålet i lang tid. Så ville jeg stille mig med ryggen til bålet, så jeg var sikker på, at jeg ville falde bagover ind i ilden«.
Matt Ross: »Åh gud«.
Viggo Mortensen: »Og så ville jeg tage en pistol, sætte den for panden og trykke på aftrækkeren«.
Matt Ross: »Wow«.
Viggo Mortensen: »Og så falde bag ud ned i bålet. Ja, jeg havde hele den store skøre idé om det over virkelig mange år. Men siden da har jeg tænkt mere over det og fundet frem til, at denne ene ting er noget, man ikke bare kan gøre alene. Det er nok vigtigere, at man lader sine nærmeste gøre det, som de har brug for«.
Matt Ross: »Ja, for du kan jo egentlig selv være ligeglad«.
Viggo Mortensen: »Ja, du er der jo ikke længere«.
Matt Ross: »Det er derfor folk siger, at selvmord er den mest egoistiske handling. Fordi det er alle omkring dig, som sidder tilbage med sorgen. Så oplevelsen med at begrave dig eller hylde dig tilhører egentlig alle andre«.
Viggo Mortensen: »Men jeg håber, at ceremonien vil repræsentere de glæder og kvaliteter, som jeg forhåbentlig har tildelt folk. Hvis der er en person, som ikke har brudt sig om mig, så håber jeg, at vedkommende kan finde en form for fred med det til sådan en begivenhed. Ja, det er nok en mindre selvisk tanke at lade det være op til andre, men jeg plejede altså at have denne forestilling om min død med bålet alene i skoven«.
Matt Ross: »Ja, tak for den – det er meget kompleks idé«.
Begge mænd griner afsluttende, men Viggo Mortensen fortsætter efterfølgende med at komme med flere vilde idéer til, hvordan han gerne så sin død blive markeret af hans efterladte. Det sidste og klart bedste forslag blev vi alle enige om burde realiseres i et særskilt filmprojekt. Vi har derfor lovet dem begge, at vi ikke bringer nogen detaljer om denne idé, før distributionen er på plads. Vi glæder os dog til at se det færdige resultat.
Læs også: Viggo Mortensens bedste roller i karrieren – og hans tre værste fejlskud
Læs også: Anmeldelse af ‘Captain Fantastic’: Viggo Mortensen i karrierens bedste rolle