De bedste danske komedier i nyere tid – rangeret

De bedste danske komedier i nyere tid – rangeret

»Hvorfor er danske komedier så dårlige«, spurgte vi i en artikel i går, men nu skal det jo ikke være lutter pessimisme det hele.

Indimellem er det nemlig lykkedes de danske filmfolk at skrue film sammen, der rammer samtlige lattermuskler, og her lægger vi hovedet på blokken og rangerer de fem allerbedste fra nyere tid.

Der findes naturligvis ikke en universel opskrift på, hvordan man laver en god komediefilm. Der er ingen faste rammer, der skal opfyldes, og nogle gange kan det være svært at forklare, lige præcis hvorfor en bestemt film, scene eller vittighed rammer én rent. For hvordan definerer man i bund og grund hvad der er sjovt?

Man fristes til at hente inspiration fra den klassiske diskussionen om definitionen af pornografi: »I can’t define pornography, but I know it when I see it«.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’I Kina spiser de hunde’

Lasse Spang Olsens i dansk regi nyskabende actionkomedie fra 1999 er et glimrende eksempel på, hvordan en amoralsk drengerøvsfilm sagtens kan være sjov for et bredere publikum.

Dejan Cukic spiller bankrådgiveren Arvid, der ifølge sin kæreste er »verdens kedeligste mand«. Der kommer dog pludselig rigeligt med spænding i Arvids liv, da han med hjælp fra kollegaen homo-Hennings squashketcher afværger et bankrøveri. Og for at det ikke skal være nok fortryder han at have forhindret røveriet og prøver med hjælp fra sin kriminelle bror, spillet af Kim Bodnia, at stjæle pengene tilbage på anden vis.

’I Kina spiser de hunde’ er voldelig, politisk ukorrekt og følger i det hele taget en forskruet logik. Det er scenen, hvor Arvid sammen med sin bror opsøger et rockband, et godt eksempel på. Arvids bror råder ham til at hævne sig på guitaristen, der har overfaldet ham:

»Du arbejder i en bank, ikk’? Det vil sige, at du bruger dit hoved. Det værste, han kan gøre er, at slå dig oven i hovedet. Det værste, du kan gøre ved ham, er at skyde ham i hånden«.

Rollebesætningen tæller også Nikolaj Lie Kaas, Thomas Villum Jensen og Brian Patterson, der spiller menneske-testdukken Vuk. Netop behandlingen af Vuk, der gradvis bliver udsat for mere og mere voldsomme ting, der forvolder større og større skader på ham, resulterer ofte i lette, billige grin.

Filmen portrætterer på samme tid et råt og udueligt miljø, hvor der uden videre bliver slynget om sig med racistiske bemærkninger og stereotyper. Det gør, at humoren i filmen ikke altid fremstår videre sofistikeret, men det gør faktisk ikke så meget, for ’I Kina spiser de hunde’ er stadig absolut leveringsdygtig inden for rammerne af sit eget forskruede univers.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Den eneste ene’

»Bare ærgerligt, Sonny boy«.

Det er sjældent, at film leverer så mange replikker, der hurtigt bliver klassikere. Og det er endnu mere sjældent, at en romantisk komedie lykkes med at komme i mål uden at  blive kvalmende eller klichéfyldt.

Susanne Biers ’Den eneste ene’ fra 1999 er charmerende og sjov, og filmen imponerer med et bundsolidt cast bestående af blandt andre Sidse Babett Knudsen, Niels Olsen, Paprika Steen, Søs Egelind og Sofie Gråbøl.

Sidse Babett Knudsen spiller Sus, der er gift med sin flotte om end utilregnelige italienske mand Sonny, mens Niels Olsen spiller tøffelhelten Niller, der skal installere Sus’ nye køkken. Der er kemi mellem dem, men deres respektive forhold og de generelle omstændigheder komplicerer tingene, særligt når Sus opdager, at hun er gravid med Sonnys barn.

’Den eneste ene’ adskiller sig fra mange andre romantiske komedier ved ikke at være for simplistisk eller sukkersød. Den tager med et humoristisk twist seriøse emner op såsom graviditet, abort og adoption, alt imens det netop er den moderne kvinde, som er i centrum. Sus er både stærk og selvstændig, til trods for at hun også er en uperfekt hovedkarakter, der kæmper med ikke at lade sig forføre af Sonnys sleske charme. Sammen med veninderne taler hun åbent om sine drifter og længslen efter at få noget håndværkersex.

’Den eneste ene’ er ikke spor selvhøjtidelig og maler ikke noget glansbillede af den moderne kvindes jagt på oprigtig kærlighed, og det er netop den snært af realisme, der gør filmen til en af tidens bedste danske komedier.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Klovn: The Movie’

Det er en finurlig øvelse at malke en succes. Frank Hvam og Casper Christensens ikoniske serie ’Klovn’ blev vel modtaget hos såvel anmeldere som publikum, og man kunne let frygte, at beslutningen om at udvide serien med en spillefilm byggede på et letkøbt forsøg på at sælge gammel vin på nye flasker.

Enhver tvivl blev dog gjort til skamme. ’Klovn: The Movie’ har på alle måder retfærdiggjort sin eksistens som en selvstændig film. Den er lige så grænsesøgende og pinlig som serien, men den udnytter filmformatet til at fortælle en større og mere detaljerig historie, der udfordrer grænserne for, hvad man kan tillade sig at vise i en kommerciel komediefilm.

Frank og Casper er geniale i det overdrevne og selvkarikerende univers, hvor Casper er fuldstændigt opsat på at skeje ud på deres »tour de fiss’« i Jylland. Hovedkaraktererne er nådesløse i forhold til de situationer, de udsætter sig selv for. ’Klovn: The movie’ er en rendyrket komediefilm, der formår at underholde gennem halvanden times actionpacked akavethed og absurditet.

Der er utallige cameos fra andre danske kendisser, hvor Jørgen Leth blandt andet forklarer, hvad en pearl necklace er, Bent Fabricius-Bjerre er bordelejer, og Frank crasher scenen midt under en Thomas Helmig-koncert til Smukfest. Det er en imponerende bedrift at samle så meget dansk star power, og det er endnu et vidnesbyrd om, at ’Klovn’-foretagendet er uden sidestykke i Danmark komik.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Blinkende lygter’

»Det er en syg høne, der har lagt det æg«.

Hvilken bedre måde kan man rationalisere, at en viljestærk alfahan ikke kan finde ud af at puste påskeæg og i rendyrket irritation slår en kvinde med en knytnæve i hovedet? Barske mænd kan tilsyneladende også være følsomme i Anders Thomas Jensens geniale ’Blinkende lygter’ fra 2000, der har en rollebesætning bestående af prominente navne som blandt andre Søren Pilmark, Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas.

Søren Pilmark spiller Torkild, der sammen med sin bande stjæler et millionbeløb og forsøger at flygte til Barcelona. Banden havner dog uheldigvis i et faldefærdigt hus et sted i en skov i Jylland, og nu skal de pludselig både døje med deres forestående flugtforsøg og deres individuelle skrøbeligheder.

En af de primære årsager til, at ’Blinkende Lygter’ fungerer så godt, er, at den indeholder et forrygende farverigt persongalleri, hvor hver karakters baggrund og identitet bliver taget seriøst. Filmen benytter sig af dramatiske greb i eksempelvis de hjerteskærende flashback-scener, hvilket giver historien en dybde, der er usædvanlig i komedier. Man har lettere ved at grine med, fordi man forstår karaktererne på et dybere plan.

Hver karakter gennemgår en eller anden form for personlig udvikling, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan det simple brug af ordet »halløjsa« på fortræffelig vis indkapsler deres humørskift. Der er noget forfriskende absurd over måden, de hver især pludselig begynder at romantisere åbningen af en restaurant frem for deres kriminelle løbebane.

’Blinkende Lygter’ er ikke alene et pragtstykke ud i historiefortælling, hvor karakterernes organiske udvikling bidrag til humoren, den er også spækket med tonsvis af kløgtig dialog.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Terkel i knibe’

»Terkel, mor og far diskuterer ikke, vi skændes«.

Multitalentet Anders ’Anden’ Matthesen er manden bag den geniale animationsfilm ’Terkel i knibe’ fra 2004, der er baseret på Matthesens originale radioføljeton af samme navn. Animationsfilmen lykkes med noget så sjældent som på én og samme tid at være relevant på tværs af generationer og et hæsblæsende sammensurium af højdepunkter, der ikke brydes op af så meget som ét kedeligt øjeblik.

Terkel er en ganske almindelig dreng, der går i 6. klasse, altså lige indtil han begynder at modtage trusler, der eskalerer mere og mere. Der er ikke meget hjælp at hente, så Terkel forsøger selv at opklare, hvem der er ophavsmanden til truslerne, men til sin store frygt kommer han på vildspor.

’Terkel i knibe’ har det hele. Jason fra Albertslund, bøllerne Steen og Saki, den altid stive onkel Stewart og så ikke mindst klassens tykke pige fede-Dorit er alle både sjove, skæve og besynderlige karakterer. Dialogen er mindeværdig med tidløse replikker som »du ved aldrig, hvornår du får brug for en jernstang«, »du er for grim til mig, og din mor er med på den værste« og »er det militær?«. Derudover indeholder filmen et væld af iørefaldende sange.

Til trods for at ’Terkel i knibe’ på mange måder er en børne-/ungdomsfilm, er den ikke spor sukkersød, hverken i sprog eller moral. Folk taler grimt til hinanden, fede-Dorit bliver mobbet og hopper ud af vinduet, og den stive onkel siger den ene vulgære ting efter den anden. Denne blanding, hvor voksent indhold indpakkes i et barnligt univers, gør filmoplevelsen til noget ganske særligt, hvor det bliver pludselig legitimt at grine af selv de mest ondskabsfulde ting.

Alle disse faktorer bidrager til, at ’Terkel i knibe’ står tilbage som den bedste danske komedie inden for de seneste 20 år.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af