Fra ’Inception’ til ’Harry Potter’ og ‘RoboCop’: De mest vanvittige fortolkninger af populære film

Fra ’Inception’ til ’Harry Potter’ og ‘RoboCop’: De mest vanvittige fortolkninger af populære film

For nylig florerede en mere end fantasifuld teori om musical-klassikeren ’Grease’ lystigt på det store internet – indtil én af skaberne af Broadway-opsætningen afviste den uden at tøve.

Men ’Grease’ er ikke det eneste eksempel på vilde teorier om populære film. Vi har samlet nogle af de bedste.

(Spoiler alert: I det følgende afslører vi slutningen på ‘Minority Report’,’ Inception’, ‘Fight Club’ og til dels ‘RoboCop’)

('Toy Story 3')
(‘Toy Story 3’)

1. ‘Toy Story 3’ handler om Holocaust

En mand ved navn Jordan Hoffman på UGO fødte en kontroversiel tolkning af Lee Unkrichs ‘Toy Story 3’: At det farverige univers i virkeligheden repræsenterer Holocaust.

Teorien er overraskende omfattende, men i brede træk går den ud på, at Andy efterlader legetøjet for at tage på universitetet, ligesom de allierede efterlod jøderne, da Hitler erobrede Europa. Woody holder et møde, hvor de bliver enige om, at de nok skal blive hentet, ligesom familien i Holocaust-dramaet ‘The Pianist’ også gør det.

Under mødet foreslår Buzz Lightyear tilmed, at de gemmer sig på loftet i bedste Anne Frank-stil, men de ender med at blive kørt til en dagpleje – eller koncentrationslejr – i en kasse, hvor de slutter sig til det øvrige efterladte legetøj. Her bliver de tævet af de legesyge børn, indtil de er så ødelagte, at de bliver smidt i skraldekværnen, hvor de dræbes, brændes og bliver hældt i en deponering.

Teorien er uden tvivl langt ude, men det er alligevel imponerende, hvor mange af filmens elementer der passer med den.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. I ‘Pulp Fiction’ bærer Samuel L. Jackson rundt på sin sjæl i sin sorte kuffert

På intet tidspunkt i ‘Pulp Fiction’ afsløres det, hvad der er i den sorte læderkuffert, som Jules og Vincent skal skaffe tilbage til deres chef Marcellus Wallace. Det eneste vi ser, hver gang nogen åbner, er et skærende orange lys. Se selv ved 3:33 i ovenstående klip.

Det startede naturligvis spekulationer om, hvad der kunne være i den, men der er en gammel fanteori , som er markant mere interessant end de andre. Den hævder, at kufferten indeholder Marcellus Wallaces sjæl, som han har solgt til djævlen, og som de to lejemordere har skaffet tilbage for ham. Hvorfor skulle koden til den ellers være 666?

Det forklarer også, hvordan de på mirakuløs vis overlever kugleregnen i lejligheden: Gud beskytter dem, fordi de redder en sjæl fra djævlen!

Kufferten kunne også bare være Tarantinos måde at metareferere til en klassisk MacGuffin, der sætter skub i handlingen, men lad det nu ligge.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Slutningen på ‘Minority Report’ er Tom Cruises fantasi

Science fiction-filmen ‘Minority Report’ er den mest ligefremme Philip K. Dick-filmatisering. Sammenlignet med ‘Blade Runner’ og ‘A Scanner Darkly’, for eksempel, sker der ikke pokkers meget under overfladen, selvom præmissen med forbrydelser, der kan blive stoppet, før de bliver begået, er et originalt og veludført koncept.

Filmen har endda en forløsende happy ending, hvor helten Anderton (Tom Cruise) slipper væk, besejrer skurken og får pigen, som tilmed bliver gravid.

Men hvad hvis denne slutning var en illusion? Mod slutningen lukkes Anderton inde i drømmefængslet, og vagten siger: »De siger, at livet blinker for dine øjne, og alle dine drømme bliver til virkelighed«. Hvad vi så ser, er Andertons happy ending, men en teori – formidlet af Darren Orf på gizmodo.com – går på, at vi i realiteten blot ser Anderton drømme i sit fangenskab.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. DiCaprios totem i ‘Inception’ er hans vielsesring

Få film har vakt lige så meget debat, som ‘Inception’ gjorde ved sin udgivelse i 2010. Alle diskuterede, hvad det hele betød, hvordan drømmelagene fungerede, og vigtigst af alt hvad der skete med DiCaprios snurretop i slutningen af filmen.

Men mens alle stirrer på den spindende top, beskriver en teori tilvejebragt af nme.com, hvordan det faktisk er Cobbs (Leonardo DiCaprio) vielsesring, der er hans totem. Vi ser Cobbs tage den af i den virkelige verden, men i drømmeverden har han den altid på. Lige bortset fra i slutningen hvor det ser ud, som om Cobbs ikke længere har ringen på, hvilket altså skulle indikere, at slutningen er den skinbarlige virkelighed.

harrypottercupboard
(‘Harry Potter og De Vises Sten’)

5. Harry Potters liv som troldmand er en fantasi

Før Harry Potter kommer på Hogwarts, lever han et miserabelt liv hos familien Dursley. Han er lille og tynd, fordi de ikke giver ham nok mad, og hverken hans tante eller onkel behandler ham  med nogen form for værdighed.

Der er altså omsorgssvigt for alle pengene, og derfor beskriver en teori konciperet af Karl Smallwood på cracked.com, hvordan hele hans fantastiske liv på Hogwarts er resultatet af, at han synker længere og længere ind i sin egen bevidsthed for at flygte fra tilværelsen.

Det er også grunden til, at Harry altid kommer så spektakulært til skade og ender på hospitalet flere gange end nogen anden Hogwarts-elev. Misbrugte børn opfinder nemlig ofte historier om, hvordan de er kommet til skade, for at bekæmpe den smerte, virkeligheden påfører dem.

tyler_durden
(Tyler Durden i ‘Fight Club’ – endda med pels på)

6. ‘Fight Club’ er direkte inspireret af ’Steen og Stoffer’

Navnet på Edward Nortons karakter i ‘Fight Club’ (1999) holdes hemmeligt under hele filmens spilletid, og det har Galvin P. Chow spundet en teori ud fra. Nortons karakter er nemlig den voksne Steen, der efter årelang bitterhed og smerte genskaber sit fiktive plysdyr i form af Tyler.

Den voksne Norton – eller Steen – kan ikke længere forlige sig med et menneskelignende plysdyr, og derfor er det Tyler Durden og ikke Stoffer, han opfinder, da han ikke længere kan holde virkeligheden ud.

Derudover havde Steen og Stoffer også en hemmelig kun-for-mænd-klub ved navn G.I.S.P. (Godkender Ikke Slimede Piger), hvor møderne altid startede med, at Stoffer læste referatet op fra det tidligere møde. Uenigheder i klubben, der kun havde Steen og Stoffer som medlemmer, blev tilmeld løst gennem slåskamp.

Teorien er langt mere omfattende, end som beskrevet her, men sitet, hvor den oprindelige teori blev lagt op, er desværre lukket ned. Lugter vi endnu en sammensværgelse?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Steve Buscemi eksisterer kun i John Goodmans hoved i ‘The Big Lebowski’

Har du nogensinde undret dig over, at det kun er Walter (John Goodman), der konstant beder Donny (Steve Buscemi) om at holde sin kæft? I så fald er du ikke alene, for en gammel fanteori tilvejebragt af The Telegraph beskriver, hvordan Donny i virkeligheden er Walters hallucination.

Ifølge teorien døde Donny i Vietnam, hvor han kæmpede side om side med Walter. Vi ved, at Walter er traumatiseret, og derfor giver det også mening, at han skulle have varige hallucinationer som resultat heraf.

The Dude (Jeff Bridges) taler kun til Donny på et tidspunkt, da Donny fortæller ham, at hans telefon ringer, og The Dude svarer tak. Ellers er det kun Walter, der konstant råber af ham.

Donny dør som bekendt af et slagtilfælde i filmen, hvor The Dude og Walter tager på stranden for at sprede hans aske. Denne scene forklarer teorien ved, at asken i virkeligheden tilhører Walters hund, og at The Dude bare spiller med på sin vens vrangforestilling.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Bekræftet: RoboCop er Jesus

Indtil nu har alle teorierne været ubekræftede spekulationer, men der eksisterer heldigvis én teori, som instruktøren selv har bekræftet er sand.

Teorien omhandler den ultravoldelige sci-fi-film ‘RoboCop’, hvor RoboCop hævdes at være ingen ringere end Jesus, der er kommet tilbage for at få retfærdighed. Først brydes politimanden Alex Murphy ned til ingenting (korsfæstelsen), hvorefter han genopstår som RoboCop (genopstandelsen): En superbetjent, der kan gå på vand, som man kan se ved 5:43 i ovenstående klip.

Denne teori lyder måske lige så langt ude som de ovennævnte, men instruktør Paul Verhoeven bekræftede den faktis selv i et interview med MTV i 2010:

»Pointen med ‘RoboCop’ er selvfølgelig, at det er en Kristus-historie. Det handler om en fyr, der bliver korsfæstet efter 50 minutter, derefter genopstår i de næste 50 minutter og derefter er som en superbetjent for verden, men også en Jesus-figur, der går på vandet i slutningen«.

Læs også: Vanvittig, men populær ‘Grease’-teori skudt ned af medforfatter

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af