Det er ikke mange comebackfortællinger, der er så bemærkelsesværdige, at de har fået deres eget navn. Men Matthew McConaugheys oprejsning har helt fortjent fået sit: The McConaissance.
Da texaneren med det selvsikre smil og den store forkærlighed for at smide trøjen for snart tre år siden vandt en Oscar for sit portræt af den HIV-smittede hustler Ron Woodruff i ’Dallas Buyers Club’ var der ingenlunde tale om en overraskelse. Sådan som den pågældende Awards Season var forløbet, lå det i kortene: McConaughey havde den stærkeste fortælling at trække på.
Det kunne dog ikke helt udslette en form for forbløffelse: Det skete sgu! Letvægteren fra Texas er pludselig filmverdenens hædersmand-du-jour!
Og med tanke på de hjernelamme romcoms McConaughey engang serverede, som var der tale om dovne sodavand i en strandbar, var en sund portion forundring da også helt på sin plads.
Nyskabelsen McConaughey
Comebackfortællingen kan antage flere former. Mickey Rourkes kortvarige, forunderlige opflammen (i kraft af den lige-ved-og-næsten-Oscarvindende præstation i ’The Wrestler’) efter 20 års vildfarelse førte snart over i en glansløs tilbagetræden til glemsel og forfald.
Mere vedholdende (og lukrativt!) har Robert Downey Jr.’s comeback været. Den fallerede misbruger med fængselsdom og så meget andet blev genfødt og har fastholdt sin status som verdens højest betalte filmstjerne i nu et lille årti. Selvom Rourke og Downey Jr. udgør to ekstremer, er fællesnævneren, at den fornyede interesse og anerkendelse faldt sammen med rehabiliteringen fra et misbrug. Den slags er en oplagt anledning til at blive forsonet med sit publikum.
Et comeback kan også handle om et ændret, ofte mere kritikerlødigt perspektiv på en stjerne at gøre: Nicole Kidman gik betragteligt ned i løn og sprang ud som en stærkere, mere uafhængig (og farligere) udgave af sig selv, i takt med at kærligheden til Tom Cruise kølnedes. Det skete i film som ’Eyes Wide Shut’ fra 1999 og ’The Others’, ’The Hours’, ’Dogville’ og ’Moulin Rouge’ i starten af 00’erne. Her var der ikke meget af den anæmiske bondepige fra ’Far and Away’ eller krøltoppen fra ’Days of Thunder’ tilbage.
Ben Affleck blev latterliggjort for ’Gigli’ (hans fadæse af et samarbejde med sin daværende kæreste, Jennifer Lopez), men begyndte sidst i 00’erne at tage sig selv seriøst som skuespiller og som senere Oscarvindende instruktør.
Tættest på vor hovedperson kommer dog i denne sammenhæng med-texaner Sandra Bullock, der efter at have tilbragt et årti i den inderste kreds af romcomhelvedet genopfandt sig selv som Oscarvinder med ’The Blind Side’ og siden scorede både kasse og kritikerapplaus for ’Gravity’.
Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om et comeback i forbindelse med en skuespiller som McConaughey, der med en ubrudt kæde af fornemt udførte trylleslag i årene 2011-14 skabte sig et navn og en form for anerkendelse, som hans første opblomstring i 1990’erne dårligt kan siges at have varslet om.
The McConaissance er måske snarere udtryk for en omdefinering, en genopfindelse, ja måske ligefrem en nyskabelse.
Fik det til at se nemt ud
Bag The McConaissance ligger en god portion held, timing og, må man formode, stærk managementindsats foruden en god del mediemæssig spin, da først snebolden begyndte at rulle.
Men ingen vil benægte, at McConaughey selv leverede star power og troværdige præstationer, der kunne vække genklang og skabe fascination. Filmene faldt som en maskingeværsalve: ’The Lincoln Lawyer’, ’Magic Mike’, ’Bernie’, ’Dallas Buyers Club’, ’Mud’, og en scenestjælende lille rolle i ’The Wolf of Wall Street’.
Mere end noget andet var det dog rollen som Rust Cohle i tv-fænomenet ’True Detective’, der gav McConaughey det helt afgørende momentum, ikke mindst i Oscarkapløbets finaleopløb i januar og februar 2014, netop som HBO-serien løb over skærmene i det amerikanske. Pissegod timing og dermed fuld valuta for (kampagne)pengene. At McConaughey ikke vandt en Emmy for sin rolle som Cohle, var den eneste lille hage ved et ellers uforligneligt 2014.
Efter at have brugt det 21. århundrede på at løbe panden mod en mur af enerverende romantiske komedier lykkedes Operation Giv Mig Min Selvrespekt Tilbage til overflod. Drejebogen kunne ikke have været skrevet meget bedre. Og almindelige dødelige ville formentlig have haft travlt med at nive sig selv i armen i forsøget på at komme overens med den form for karrierelykketræf.
Det er dog svært at forestille sig McConaughey have andet end et casual skuldertræk til overs for det hele. Han har fået noget meget vanskeligt – at genopfinde sig selv i en branche, hvor de faste forventninger klæber til én – til at se nemt ud. Som om det bare lige var noget, han fik til at ske, fordi han (lidt forsinket) kom i tanke om, at det ville være en god ide.
Virkeligheden er naturligvis langt mere grumset og sammensat.
Sexappeal med humor
Ligesom stoneren Wooderson fra ’Dazed and Confused’ blev skiftet ud med forsøget på retlinjet mainstream-accept i det tandløse retssalsdrama ’A Time to Kill’ midt i 90’erne, synes karakteren af McConaugheys rollevalg fra og med 2014 at vidne om en skuespiller, der er lidt for bevidst om sin nye status.
Som om han målrettet pønser på at vise verden, at han er andet og mere end et sydstatsvaskebræt med en nyvunden smag for indieproduktioner.
Rollen i Christopher Nolans voldsomt ambitiøse ’Interstellar’ kan siges at udgøre en parallel til ’A Time to Kill’-æraen (dengang han blev udskreget som den nye Paul Newman af blandt andet Time Magazine), al den stund at der stod skrevet prestige med fuldfede typer ud over filmen.
Nok er ’Interstellar’ en genrefilm, men det var samtidig Nolans ret bevidste forsøg på at lave en storstilet priskandidat. McConaughey er ikke dårlig i rollen som bonden/eks-NASA-piloten Joseph Cooper – slet ikke – men der er lidt af den samme glathed over hans forsøg på at kommunikere oprigtighed og alvor, som da den yngre version af ham tonede frem i jakkesæt og med blødt tilbagestrøgne lyse lokker i ’A Time to Kill’.
McConaughey kommer ikke for alvor til sin ret i roller, hvor han ikke får mulighed for at parre sin svært nedbrydelige sexappel med humor og komik. Den arketypiske McConaughey-figur lommefilosoferer, samtidig med at et skævt smil eller en indskudt joke punkterer selvhøjtideligheden. Fratages han det våben, står han temmelig blottet.
Når McConaughey spiller mænd, der dybest set inkarnerer sunde all-American dyder, er det, som om der er en om ikke falsk toneart et eller andet sted, så en bevidsthed om en mand, der foregiver at være noget, han ikke er.
Hvilket selvfølgelig er en skuespillers opgave! Det er bare McConaugheys ene problem som stjerne: At han ikke er specielt troværdig som, nå ja, en Tom Hanks-kind-of-guy. Når han tilmed forsøger at drive alvorsfuldheden ud i det absurde, som i Gus Van Sant-floppet-over-alle-flop, ’Sea of Trees’ (der blev set af sølle 400 mennesker i premiereugen over there!), vokser problemet eksponentielt.
Nu skal jeg gerne indrømme, at jeg kun har set traileren til filmen, der blev sablet ned i Cannes sidste forår. Men McConaughey spiller en professor, der har det svært med sin kone og tager til Japan på en terapeutisk rejse, hvor han gør en selvmordstruet japaner selskab i en skov. Hmm, ok så. Det er der altså ikke meget good ol’ Texas boy over, vel?
Dekonstruktion af amerikansk maskulinitet
Det andet problem er så, at hans foretrukne gebet som sydstatssærling med drævende accent, seksuel swagger og maskuline dyder grænsende til det primitive i betænkelig grad er begyndt at ligne en schtick, en gimmick.
Hans nylige anmassende præstation i endnu en tvivlsom premierefilm, ’Free State of Jones’, peger så afgjort i den retning. Her vil selv dedikerede McConaughey-aficionados formentlig opleve, at deres tolerancetærskel for manierede McConaughey-ismer overtrædes med op til flere længder.
McConaughey har et look og en stil, hvor han kan signalere en særlig brysk og branket form for sleskhed og charme ved et simpelt smil, et lille nik med hovedet, et løftet øjenbryn eller en langt udtrukket vokal. Romcom-versionen af McConaughey udnyttede denne side af talentet (og skuespillerens egen personlighed?) til at spille temmelig kompromitterede typer, der – når den rigtige kvinde møvede sig hårdt ind i intimsfæren – fik hans karakterer til at opgive deres skørlevned og i stedet satse på vægtløs kærlighed.
I den stærkeste del af hans comebackfase var denne forudsigelighed pludselig byttet ud med en excentricitet og moralsk tvetydighed, der fik ham til konstant at ligge et ulæseligt sted mellem den type mand, der enten kunne begå sig med en nærmest bibelsk gestus af godhed eller udgøre prototypen på en mand, der uden fortrydelse kan købes for penge.
Rollerne i ’Magic Mike’ og ’Mud’ spiller for eksempel fornemt på en spillevende dualitet, hvor det rådne æble og kimen af noget smukt er i intern splid i hjertet af hans sjæl. Det spændende er jo, at McConaughey i de to nævnte film investerer hele sin mandige kæphøjhed i en fremstilling af to i grunden tragiske figurer. Dermed vender han sine fortrin på hovedet og viser os bagsiden af medaljen, det futile i blærerøvsstilen, om man vil.
Den brysthamrende, hujende cameo i ’The Wolf of Wall Street’ kan siges at udgøre en tredje dekonstruktion (eller afklædning!) fra McConaugheys side. Ikke bare af hans egen persona, men af amerikansk maskulinitet i det hele taget.
Læg i det hele taget mærke til (well, kan man undgå det?) den seksuelle energi, der gør sig gældende i McConaugheys spil, uanset om han er nihilistisk filosoferende og indadvendt som i flashback-afsnittene af ’True Detective’, advokatgrønskolling med Adonis-profil i ’A Time to Kill’ eller udmagret, sårramt Aids-patient i ’Dallas Buyers Club’.
Det er fascinerende, at seksualiteten er så understreget i sidstnævnte rolle på en måde, der måske nok er en afglans af den in-your-face-machismo, der præger bar-torso-mandetypen i ’Mud’ og ’Magic Mike’, men ikke desto mindre brænder som en ukrænkelig trækning i ansigtet, en sulten glød i øjnene eller den drevne aflevering af en replik hos en mand, der ellers bærer dødens kainsmærke i hele sin afpillede statur.
Peakede og dykkede på samme aften
The McConaissance er blev et eksempel til efterfølgelse.
Skuespillere som Reese Witherspoon (i ’Mud’, ’Devil’s Knot’ og ’Wild’) og Colin Farrell (i anden sæson af ’True Detective’ og senest ’The Lobster’) synes tydeligt at have taget ved lære af McConaughey. Begge står de med den udfordring, at de skal genopfinde sig selv efter nogle lidt magre år og gøre det ved at finde sig til rette i en ny filmstjernepersona, nemlig en post-sexsymbol-type, der kræver gennemført og modig karriereplanlægning for at lykkes.
Witherspoon, Farrell og mange andre kan med fordel tage bestik af McConaugheys devise: Glem pengene, sats på indie, brug det som et springbræt til igen at score de helt gode mainstreamroller og find din værdighed og integritet frem fra bunden af klædeskabet.
Men der er også en forbløffende kort vej fra signatur til selvparodi. Så kort, at det kan være svært selv at se problemet, før man står i mudder til halsen. Slående var skiftet i det offentlige syn på McConaughey, da han holdt sin takketale efter at have vundet Oscar’en for ’Dallas Buyers Club’, hvor han i lidt for selvhøjtideligt vrøvlefilosoferende stil – nærmest ufrivilligt parodierende Rust Cohle – talte om sit fortidige, nutidige og fremtidige selv. Det var kulminationen på comebacket, men samtidig øjeblikket hvor det igen blev ok at gøre grin med McConaughey, at udstille Texas-karikaturen, uden at han selv var med på joken. På én og samme aften peakede og dykkede han – dét er showbiz.
Så lad os bare slå fast: The McConaissance er et overstået kapitel. Det var sjovt, så længe det varede. Og fascinerende!
Betyder det, at McConaughey er en færdig mand? Slet ikke. Han spås allerede gode chancer som Oscar-outsider i guldgraverdramaet ’Gold’, der er instrueret af Stephen Gaghan, manden bag manuskripterne til ’Traffic’ og ’Syriana’. Filmen får amerikansk premiere første juledag, lige i tide til at McConaughey kan entrere Oscarkapløbet i ellevte time.
McConaughey kan siges at foretage en ’omvendt Dallas Buyers Club’ med ’Gold’. Han har taget 20-30 kilo på til rollen som en uheldsramt og falleret guldgraver, der satser hele butikken på at finde guld i Borneos uvejsomme jungle.
Med tanke på McConaugheys aktuelle hastige formdyk er det lidt et sats at stille sig halvskaldet og helkvabset frem i en prestigefilm og så regne med, at klaveret spiller uden mislyde. For kikser han – og med ham, filmen – står han netop i lyset af anstrengelsen ved sin makeover ekstra udstillet. Måske vil det ligefrem virke lidt lattervækkende eller, værre endnu, desperat.