Paul Dano får lige nu mest opmærksomhed for sin rolle over for Daniel Radcliffs pruttende lig i den opsigtsvækkende ‘Swiss Army Man’, men den 32-årige amerikaners ambitioner stikker i flere retninger og leder ham nu til også at prøve kræfter med instruktørrollen. Det bliver med filmen ‘Wildlife’, og Dano har fået to prominente skuespillere med ombord.
Ifølge Variety er Jake Gyllenhaal og Carrie Mulligan nemlig blevet castet i rollerne som et ægtepar, hvis forhold falder fra hinanden for øjnene af deres teenagesøn. Manuskriptet, der er skrevet af Dano og Zoe Kazan, er baseret på Richard Fords roman fra 1990.
Gyllenhaal og Mulligan har tidligere spillet over for hinanden i ‘Brothers’, det amerikanske remake af Susanne Biers ‘Brødre’, men Mulligan indtog her en birolle. Indspilningerne begynder til november.