’Julieta’: Almodóvars inciterende skæbnefortælling
I ’Julieta’ er spansk films excentriske mester Pedro Almodóvar tilbage på velkendt filmterritorium med et drama om mødre og døtre, fortidens synder og en kvinde på randen af et nervøst sammenbrud.
Og skønt ’Julieta’ ikke klassificerer sig blandt instruktørens hovedværker som ’Tal til hende’ og ’Alt om min mor’, rejser filmen interessante spørgsmål om skyldbearbejdelse på tværs af generationer.
Den omtrent halvtredsårige Julieta (Emma Suárez) forbereder sig på at flytte fra Madrid til Portugal med kæresten Lorenzo (Darío Grandinetti), da et tilfældigt møde med Julietas datters tidligere hjerteveninde (Michelle Jenner) åbner et betændt sjæleligt sår. Julieta har ikke set sin forsvundne datter Antía i 12 år, men fatter pen og papir for at nedfælde sin egen historie og herigennem søge en form for syndsforladelse med datteren som åndelig modtager.
Vi er erfarer, at Antía i sin tid blev undfanget i et anfald af passioneret skyldfølelse, da Julieta i 80’erne (spillet af billedskønne Adriana Ugarte) en sen nattetime møder sit livs kærlighed på et tog. Julieta bænker sig i spisevognen for at slippe væk fra en opmærksomhedssøgende, tungsindigt udseende ældre herre og flirter i stedet med den jævnaldrende Xoan (Daniel Grao). Kort efter kaster den ældre mand sig under togets hjul.
Julieta fortvivler af sort samvittighed og finder trøst i armene på Xoan, som hun sidenhen flytter sammen med i hans hus ved kysten. Xoan lever en frihedselskende tilværelse som fisker med en mangeårig kunstnerelskerinde, Ava (Inma Cuesta), og en særdeles dedikeret husholderske (Almodóvar-veteranen Rossy de Palma), der som en anden ildevarslende sandsigerske advarer Julieta mod at lægge bånd på manden. Efter en årrække mister Julieta alligevel tålmodigheden med at spille hengiven husmor – og så trækker mørke skyer sammen over havet.
Tro mod instruktørens interesse for kunst og kvindeskikkelser taget ud af græske tragedier er ’Julieta’ propfuld af skæbnesymbolik: En stoisk kronhjort galoperer igennem natten ved siden af det buldrende tog, Ava skulpturerer amputerede mandekroppe med desperat strittende kønsdele, og inden Antías fødsel underviser Julieta sågar i klassiske studier, navnlig Odysseus, uvidende om at hun selv skal komme til at indtage sirenernes uheldsvangre rolle over for Xoans rastløse søfarer.
Som ofte før i Almodóvars universer gennemsyrer farven rød desuden lærredet fra første scenes close-up af et sensuelt stykke kjolestofs vagina-lignende folder som metafor for kvindens lige dele livgivende og i mytologien fatalt forførende skød. Og en visuel påmindelse om, at blodets bånd angiveligt er tykkere end vand, hvorfor Antía synes at være født til en forudbestemt skæbne lig sin mors. Kan man arve sine forældres skyld? I ’Julieta’ ligger konklusionen (lidt for) lige for.
Filmen refererer direkte den amerikanske thrillerforfatter Patricia Highsmiths ’Strangers on a Train’ (filmatiseret af Alfred Hitchcock), men ’Julieta’s tonale vekslen mellem sørgmodigt karakterstudie og anslag af noir-mysterium forløses ikke gnidningsfrit og truer ofte med at udmunde i melodramatisk soap, det velspillende cast til trods.
Production designer Antxón Gómez farvemættede scenografi kræser for øjnene, men ‘Julieta’s fortælling føles ultimativt en kende amputeret, akkurat som Avas skulpturer.
Kort sagt:
’Julieta’ er ikke noget Almodóvar-mesterværk, men historien om en kvindes traumatiske skyldfølelse ovenpå fortidens tragedier og spørgsmålet om, hvorvidt skyld kan nedarves som en genetisk butterfly effect, sætter tankerne i gang. Læg dertil en karakteristisk kunstfærdig scenografi, og resultatet er en inciterende, om end ikke helt forløst skæbnefortælling.