’Midnight Special’: Et af amerikansk films mest lovende navne står bag gådefuldt sci-fi-drama

’Midnight Special’: Et af amerikansk films mest lovende navne står bag gådefuldt sci-fi-drama

Jeg elsker starten på ’Midnight Special’.

En lokal nyhedsudsendelse fra Texas fortæller os, at en otteårig dreng med navnet Alton Meyer er blevet kidnappet fra sit hjem i byen Eldorado. Nyhedsudsendelsen bliver set fra et motel af knægtens to kidnappere, men Alton ser ud til at være ved godt mod. Han sidder med en lommelygte under et hvidt lagen og læser Superman-tegneserier og virker i det hele taget indstillet på at hjælpe hans kidnappere med deres plan.

Drengen har høreværn på ørerne og dykkerbriller for øjnene, men vi får ikke at vide hvorfor. Imens de tre forlader hotellet og kører ud i mørket, krydsklipper filmen til en religiøs menighed på en gård, der også synes at lede efter drengen Alton – det samme gør FBI. Det er en utroligt fængslende start, der med garanti efterlader publikum sultne efter flere informationer.

Indledning akkompagneres i øvrigt af David Wingos stemningsfulde score, der kun tager til, i takt med at flugten ud gennem natten tager til. Jeg kunne se den del af filmen igen og igen.

Læs også: Kom til særvisning på ‘Midnight Special’ med Soundvenue og Cinemateket fredag 1. september kl. 19.15

Modsat forventningerne herfra er ’Midnight Special’ ikke en fortælling fra et barns perspektiv, og filmen læner sig også mere op af dystopisk science fiction som ’Children of Men’ frem for 80’er-nostalgi som Netflix-serien ’Stranger Things’. Instruktør Jeff Nichols har ikke travlt med at forklare, hvordan det hele hænger sammen, men fodrer os på intelligent vis med brudstykker af viden omkring Alton, hans kidnappere og filmens øvrige karakterer og temaer. En af kidnapperne viser sig at være Altons far (Michael Shannon), der vil beskytte sin søn mod alle dem, der ønsker at udnytte hans overnaturlige kræfter.

Denne information fører til nye spørgsmål, og ikke alle sammenhængene bliver forklaret. Tilbageholdelsen af information er for det meste fascinerende, men enkelte gange føles mystikken også som to teenagepiger, der fniser over noget, som du ikke må være en del af.

Alton og hans kidnappere Roy (Michael Shannon) og Lucas (Joel Edgerton) står over for adskillige udfordringer på deres flugt gennem mørket, og den modstand driver plottet flot fremad. Men hver gang det ser sortest ud for vores helte, slipper de lidt for let og tilfældigt ud af problemerne.

Adam Drivers karakter, NSA-agenten Paul Sevier, har også svært ved at finde fodfæste i fortællingen. Han er den digitale detektiv, der skal finde mening med det hele ved at afhøre folk om Alton og hans specielle kræfter. Det er således igennem ham, at vi får størstedelen af baggrundsinformationen om Alton, men det føles en smule påklistret.

Til gengæld optræder Kirsten Dunst i en overraskende moden og nedspillet rolle som Altons mor. Selvom det egentlig ikke er filmens ærinde, at man skal sidde med våde øjne under afslutningen, giver hun historien følelsesmæssig dybde. Alton bliver spillet af Jaeden Lieberher (St. Vincent), og han står distancen over for store stjerner som Joel Edgerton og Michael Shannon, der som altid leverer ansigtsmimik, som siger mere end hans sparsomme replikker.

’Midnight Special’ er en genrefilm, men den bevæger sig uden om Hollywoods klassiske fortælleskabelon. Jeg er stor fan af Jeff Nichols seneste to film, ’Take Shelter’ og ’Mud’, hans fortællestil er forfriskende underspillet og dragende, hvilket også gør sig gældende i ’Midnight Special’, der dog ikke står lige så helstøbt tilbage.

Det er en særpræget film, hvis fantasifulde og gådefulde stemning hænger ved efter første gennemsyn. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg vil elske den mere for hver gang.


Kort sagt:
Jeff Nichols viser endnu engang, at han respekterer publikums følelser og intelligens, og selvom fortællingen måske ikke helt er på niveau med ’Take Shelter’ eller ’Mud’, er ’Midnight Special’ et så fortættet og stemningsmættet drama, at du ikke må misse den på det store lærred.

Kom til særvisning på ‘Midnight Special’ med Soundvenue og Cinemateket fredag 1. september kl. 19.15 – læs mere HER.

Spillefilm. Instruktion: Jeff Nichols. Medvirkende: Michael Shannon, Joel Edgerton, Kirsten Dunst, Adam Driver, Jaeden Lieberher, Sam Shepard, Paul Sparks. Spilletid: 112 min.. Premiere: Den 2. september som Månedens Film i Cinemateket i København
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af