’Weiner’: Sex, medier og politik i stærkt underholdende cocktail

’Weiner’: Sex, medier og politik i stærkt underholdende cocktail

Til at begynde med ligner det et helt usandsynligt comeback:

To år efter han forlod sin plads i kongressen på grund af en sag om upassende sms’er og billeder til fremmede kvinder, kaster Anthony Weiner sig ind i kampen om at blive demokraternes kandidat til borgmesterposten i New York. Hans kone har tilgivet ham det virtuelle utroskab, og Weiner er omgivet af et ungt hold af frivillige, rådgivere og kommunikationsfolk, der tror på den højtråbende og engagerede newyorker.

Selv vælgerne synes forført af Weiner og hans visioner for middelklassen i New York, og de første meningsmålinger sender ham helt i front i kapløbet. Men blot en måned inde i Weiners kampagne og en halv time inde i dokumentaren rammer lynet igen: Nye tekstbeskeder og billeder med seksuelt indhold, som Weiner har sendt til forskellige kvinder, dukker op i pressen. Resten af kampagnen bliver et i stigende grad krampagtigt forsøg på at holde kampagnen i live – i kamp mod en umættelig presse, der mæsker i skandalens slibrige detaljer.

Som tilskuer følger man affæren med både latter og medynk.

Midt i det hele står Anthony Weiner og ikke mindst hans karismatiske, men lettere sky kone, Huma Abedin, der selv er dybt involveret i politik – dog ikke foran kameraerne, men som en af Hillary Clintons nærmeste rådgivere og medarbejdere. Hun har derfor også meget på spil, men har tydeligvis sværere og sværere ved at mønstre nogen form for engagement i sin mands desperate kamp for sit politiske liv.

Og man forstår hende godt. Det kræver i forvejen sin ægtefælle at stille sig op og smile til kameraerne og snakke om tilgivelse – for så kort tid efter at blive svigtet igen og se sin mands intime beskeder og billeder køre i båndsløjfe i medierne. Dokumentaren har i august 2016 fået den ekstra krølle på halen, at der kom nye sexting-billeder frem i pressen med Weiner (og parrets søn i baggrunden!), hvilket har fået Human Abedin til at begære skilsmisse.

Men selv uden det ekstra drama, efter kameraerne blev slukket for sidste gang, fungerer filmen som et stærkt underholdende portræt af både det fejlbarlige menneske Anthony Weiner og såvel amerikansk politik som medierne. For vi er med, når Weiner og Abedin trækker de smilende stemmer på for at ringe til en lang liste af donorer og smigre dem – amerikanske politikere er afhængige af enorme bidrag fra rige privatpersoner.

De to dokumentarskaberes adgang er simpelthen uhørt, og det siger ikke så lidt om Anthony Weiners ekshibitionisme, at han kun ganske få gange – når ægteskabet virkelig er på spil – smider kameraholdet ud.

Vi ser også Weiner øve sig på sin tale ved en høj talerstol i et lillebitte kontor foran to-tre tomme stole. Og vi ser de uendelige klip fra nyhedsudsendelser og talkshows, der med en nærmest pavlovsk forudsigelighed dækker sagen minutiøst: Fra den både vellystne og påtaget forargede gennemgang af tekstbeskeder og tilslørede nøgenbilleder til analyser af parrets ægteskab. I et talkshow genopføres en af Weiners lumre korrespondancer med Glee-skuespilleren Jane Lynch. Og næsten alt for forudsigeligt indspiller en af kvinderne fra Weiners korrespondancer en pornofilm kaldet ’Weiner and Me’.

Samtidig er kernen i sagen egentlig hverken ulovlig eller nødvendigvis kritisabel. Selvom den handler om sex, var Weiner så vidt vides aldrig fysisk sin kone utro. Og offentliggørelsen af folks private tekstbeskeder og billeder er vel både juridisk og moralsk en slags hævnporno?


Kort sagt:
Sex, medier og politik er en underholdende cocktail i dokumentaren ’Weiner’, der skildrer den sexskandaleramte politiker Anthony Weiners fejlslagne forsøg på at kæmpe sig fri af sin fortid og egne impulser og blive borgmester i New York.

Dokumentarfilm. Instruktion: Elyse Steinberg, Josh Kriegman. Spilletid: 96 min.. Premiere: Udendørs visninger under Dokumania Live 13.-18. september. Vises på DR2 25. oktober.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af