I butikker som den nyligt lukkede Fona på Strøget kunne man i bogstaveligste forstand være sin egen browser. Det var let at fortabe sig i det brede udvalg af populære klassikere og smallere titler. Sommetider var det nok bare at vandre rundt og lade sig inspirere. Bevæge sig forbi de andre kunder, hive forskellige covers ned fra hylderne, betragte den nørdede ekspedient klø sig i nakken og bagefter høre ham fremstamme: »Vi har desværre ikke ‘Maria Brauns ægteskab’ alene. Den findes kun i Fassbinder-boksen«.
Oplevelsen kan bedst kan sammenlignes med, hvordan Woody Allen bliver nærmest magnetisk tiltrukket af pladeforretningen i ‘Hannah og hendes søstre’. Man må bare derind og rode.
Men Fona overlevede ikke, foretagendet blev til Elgiganten. Den eneste Braun, man nu kan købe, er en barbermaskine.
Med streamingtjenester som Netflix, Blockbuster, Viaplay, HBO Nordic og C More har vores måde at se film på undergået en enorm omvæltning. Det er ikke det samme at vælge direkte på skærmen, som det er at gå i biografen eller begive sig på dvd-jagt i byen. Den sociale dimension mangler. Før var der hyggenak. Nu er der dialogbokse.
Den samme udvikling gør sig gældende for de velassorterede boglader, hvor en stor del af handlen er blevet overtaget af Amazon og Saxo. Men med filmen er der noget alvorligere på spil. Det handler nemlig ikke blot om, at udvalget flyttes online, men om at udvalget ordnes og præsenteres på en radikalt anden måde end tidligere.
Tunnelsyn
I Fona herskede der en slags lotteristemning. Man kunne helt tilfældigt gøre et fund, opdage en ny og anderledes titel, stå med et potentielt mesterværk i hånden. Det modsatte er tilfældet med streamingtjenesterne, hvor udvalget er stort, men ikke synderligt varieret. Og det giver os tunnelsyn.
Det er påfaldende, hvor få film fra andre lande end de engelsktalende, der er at finde på siderne. Hverken Viaplay eller Blockbuster har nogen særlig kategori for udenlandske film, og Netflix står alene med kategorien ’Verden rundt’. Denne betegnelse gælder dog blot alle de film, der ikke er hovedsagligt dansk eller amerikansk produceret. Titler som ‘Kongens store tale’ og ‘Mad Max: Fury Road’ springer med det samme i øjnene.
Og hvis man kigger på udvalget af franske film, er der tale om box office-succeser som ‘De urørlige’ og ‘Transporter 3’. Selvom vi krydser landegrænser, bliver vi ikke præsenteret for noget grundlæggende nyt. I Fona kunne man dyrke reolen med asiatisk film, hvor dyre Kurosawa-bokse stod side om side med nyere kritikerfavoritter som Apichatpong Weerasethakuls Guldpalmevinder ’Onkel Bonmee kan huske sine tidligere liv’.
Eller man kunne stoppe op i den østeuropæiske afdeling og diskutere med sig selv, om man burde begynde med Kieslowskis produktion før eller efter murens fald. Hvis man var rigtigt sær, kunne man kaste sig over en 70’er-provokation som Pasolinis ‘Salò eller de 120 dage i Sodoma’.
Filmhistoriske hjørnesten savnes
Titler som disse er svære at opstøve i dag. Det er desværre, som om der ikke er plads til dem i streamingens tidsalder. De nye smallere film må vi til festivaler som CPH PIX, CPH:DOX og Mix Copenhagen eller til det udenlandske dvd-marked for at opstøve.
Streamingtjenesterne lever af at promovere nye og hotte titler, og derfor har de det også svært med klassikerbegrebet. For Den Store Danske Encyklopædi er en klassiker ensbetydende med ’varig anseelse’. Viaplay og Netflix bruger derimod ordet mere lemfældigt. En hurtig søgning afslører, at Viaplay kun definerer tolv af sine film som klassikere, og de er alle engelsksprogede, folkelige hits fra 30’erne til starten af 50’erne. Netflix’ udvalg er betydeligt større, men der er stadig tale om den slags film, man kunne forvente at finde på filmreolen i et udlejnings-sommerhus. Kategorien rummer ganske vist fyrtårn som ‘The Godfather’ og ‘Lawrence of Arabia’, men også mere kulørte fænomener som ‘Den Store Gatsby’ med Robert Redford og ‘Sagen er bøf’ med Arnold Schwarzenegger.
Og hvor er et helt åbenlyst mesterværk som ‘Citizen Kane’, der gennem flere årtier lå nummer ét på det prestigefyldte britiske magasin Sight and Sounds liste over verdens bedste film? Hvad med den neorealistiske milepæl ‘Cykeltyven’? Eller Jean Renoirs altid relevante ‘Spillets regler’? Ingen af dem er af finde på de danske streamingtjenester. Det er ikke obskure titler. Det er hjørnesten i filmhistorien, og der bør være nem adgang til dem.
De udenlandske håb
Man kan med nogen ret indvende, at flertallet af filmseere heller ikke opsøgte filippinsk filmkunst, dengang Fona eksisterede. De fleste dvd’er blev købt i Føtex.
Men det er alligevel trist, at muligheden nu er ophørt. Muligheden for at forstå, hvad den aktuelle filmkunst bygger ovenpå – og hvor den bliver bygget lige nu.
Især er det ærgerligt, fordi potentialet er så stort på en populær tjeneste som Netflix, der når så bredt ud. I april fortalte fansiden Wellesnet, at streamingtjenesten var interesseret i at færdiggøre Orson Welles’ sidste film, ‘The Other Side of the Wind’ (der blev optaget for over 40 år siden!), og producere en dertilhørende dokumentar.
Hvorvidt det kommer til at ske, vides ikke, men det er den slags ting, der giver håb for fremtiden. I mellemtiden må vi vende os mod eksotiske udenlandske tjenester for at blive udfordret på vores filmindtag.
Mubi tilbyder et fast udvalg på 30 film, der konstant forandrer sig. Hver dag tilføjes en ny film, og en anden tages ned. Idéen er skæg. Man kan faktisk skemalægge sine filmvaner efter tilbuddene på siden. Det er vel nogenlunde samme friske tilgang, som da man i gamle dage satte sig håbefuldt foran tv’et og bare så den film, der nu var på. Man kunne altid blive positivt overrasket.
Den legendariske filmkritiker Roger Ebert var i de sidste år af sit liv en flittig streamer, og i en artikel fra 2012 roste han i særlig grad tjenesten Fandor for ikke at følge det normale fokus på populære titler og i stedet specialisere sig i independentfilm, klassikere, stumfilm, udenlandske film og kortfilm. Med reference til Ridley Scotts dengang nyeste produktion udtalte Ebert, at Fandor henvendte sig til filmelskere »who have ‘Prometheus’ covered«.
Det nyeste skud på stammen er Filmstruck, der minder en del om Fandor, og som er resultatet af samarbejdet mellem to amerikanske giganter, tv-kanalen Turner Classic Movies og kvalitetsudbyderen Criterion Collection. Tidligere i år sammenlignede Soundvenue meget passende tjenesten med Cinemateket. Missionen er nemlig ikke bare at give adgang til en masse spændende film. Det er også et vigtigt aspekt at påtage sig rollen som formidler og sætte værkerne i en bestemt ramme.
Filmstruck præsenterer tre temaer som en sample på sit sortiment: ’The Masters: Akira Kurosawa’, ’Directed by Mike Leigh’ og ’Political Documentaries’.
Tjenesten lyder som en fantastisk god nyhed, men desværre er den (i lighed med Fandor) for øjeblikket kun tilgængelig i USA. Danske aficionados må vente eller omgå de regionale barrierer med amerikanske ip-adresser. Den klassiske, hårde kamp om rettigheder er en massiv udfordring for hele streamingmarkedet.
Så hvad er alternativet herhjemmefra?
Bagsiden af medaljen
Dem, der er, er gratis!
Filmstriben, der er bibliotekernes tilbud, kan varmt anbefales. Siden er hverken elitær eller kommerciel. Den er ’public service’ og dermed underlagt en lov om ’kvalitet, alsidighed og aktualitet’. Den skal kunne favne bredt, men søger man lidt i arkivet, dukker der hurtigt perler som den tyske krigsfilm ‘Broen’ og den franske musical ‘Pigerne fra Rochefort’ op.
Samlingen udvides konstant og bliver kun bedre. Ofte rulles hele serier ud. Således blev 400-året for Shakespeares død markeret med et udvalg af skjaldens værker på film, der spændte fra Laurence Oliviers ikoniske ‘Hamlet’-tolkning til Taviani-brødrenes eksperimentelle opsætning af ‘Julius Cæsar’ i et fængsel med en rollebesætning af indsatte.
Man har dog kun tre lån per måned at gøre godt med, så for den inkarnerede cineast forbliver Filmstriben et supplement.
Man kan selvfølgelig også hoppe over på Youtube. Her er der jo på ingen måde tale om en samling, men man være heldig at støde på guld blandt de store mængder skrald. Der kan faktisk gå sport i de. For et par måneder siden var det muligt at se Robert Bressons svært tilgængelige spillefilmdebut ‘Syndens engle’. Normalt er den kun at finde på koreansk dvd. Og den blev ikke engang vist, da Cinemateket kørte Bresson-retrospektiv i 2014. Så her var tale om en virkelig opdagelse!
De store streamingtjenester er stadig – i det store billede – unge, og man ville ikke undvære deres mange kvaliteter, heriblandt serier på tårnhøjt niveau. Men bagsiden af medaljen er kulturel forsnævring og historieløshed.
Forhåbentligt er det bare en børnesygdom.