’The War Show’: Dansk dokumentar er et majestætisk øjebliksbillede af den uendelige krig
2011. En gruppe unge, syriske venner sidder i en lejlighed. De stener og ryger joints. Smiler og griner til kameraet. Deres samtaler emmer af håb. De drømmer om frihed og om, at der snart vil blive sat en stopper for Assad-regimets undertrykkelse af befolkningen.
»I 2014 vil vi være frie«, siger den ene. Hvortil en anden i vennegruppen replicerer: »I 2014 vil vi alle være døde«.
’The War Show’ tager sin begyndelse samtidig med fødslen af det arabiske forår. Radioværten Obaidah Zytoo og hendes lille gruppe af potrygende venner kaster sig i det små ud i at optage den fredelige opstand i Syrien. Demonstrationer på gaderne. Slagsangene. Fælleskravet om Bashar al-Assads afgang.
Vennegruppen har sin base i kunstaktivist-kollektivet Waw Al Wasel, og her møder vi musikeren Rabea, digteren Hisham, den jurastuderende Lulu, den tandlægestuderende Argha, aktivisten Amal og den arkitektstuderende Hossam. Samt gruppens adopterede hund Fifi.
Obaidah Zytoon og hendes venner går med deres kameraer og mobiler ud på gaderne og taler med befolkningen, og i de indledende sekvenser af ’The War Show’ kan man nærmest ud gennem filmlærredet mærke den spirende tro på, at oprøret rent faktisk vil ende med, at Assad bliver fjernet fra magten.
Sådan skal det ikke gå. For mens vi følger vennegruppen rundt i Zabadani, Homs og Damaskus med deres kameraer som våben, ændrer opstanden sig fra folkelige demonstrationer til regulær borgerkrig. Dem, der har kameraer på sig, er især i fare for at blive ramt af snigskytterne. Vennernes hund Fifi er dog den første, der ryger, og siden falder mange, mange flere for regimets kugler, mens befolkningens samlede håb fader ud og erstattes af udtalt håbløshed.
’The War Show’ er fortalt i syv kapitler med titler som: ’Revolution’, ’Frontlines’, og ’Extremism’. Især de første fem kapitler er rørende. Her lærer vi vennegruppen at kende. Almindelige mennesker med almindelige drømme om frihed. Almindelige mennesker, der drikker øl, ryger smøger og tager på udflugter på landet. Men hele tiden er der en lurende undertone af, at det hele kan ende galt. Hvilket det jo også gør.
Med Obaidah Zytoons stemme som ledsager bliver vi ført gennem de borgerkrigshærgede byer i et land, der langsomt, men sikkert, er ved at falde fra hinanden.
»Jeg har set den værste ødelæggelse. Af den slags jeg har hørt om i myterne og i fortællingerne fra vores forfædre. Om dommedag og verdens ende. Der er ikke nogen kur, ingen redning. Kun voldshandlingerne resterer«, siger Zytoon i sin voice over.
Til slut bliver det næsten ubærligt at se på. Obaidah Zytoons venners skæbner er frygtelige. Nogle af dem bliver tortureret til døde og får i fængslerne huden flået af deres kroppe.
Zytoon og hendes danske medinstruktør Andreas Dalsgaard har klippet filmen sammes af over 300 timers optagelser. Ud af det har de skabt et majestætisk vidnesbyrd om krigen i Syrien, der helt fortjent løb med hovedprisen i sidekonkurrencen Venice Days på Biennalen i Venedig i år.
’The War Show’ er ikke den mest perfekt konstruerede eller mest øjenåbnende dokumentarfilm, jeg nogensinde har set. Det er heller ikke den flottest fotograferede eller visuelt mest udfordrende dokumentar, der nogensinde har ramt de danske biografer. Men det er en af de vigtigste.
Kort sagt:
Den danskproducerede ’The War Show’ fortæller modigt og i øjenhøjde om konflikten i Syrien og har et nært slægtskab med Omar Shargawis ’½ Revolution’ og Anders Østergaards ’Burma VJ’. Et foruroligende dokument om krigens mange ansigter og om syv venners bristede håb om revolution.