’Westworld’ afsnit 3: Antydningens kunst lider overlast i ekspositionstung episode

Problemet med ethvert godt mysterium er, at det før eller siden er nødt til at blive opklaret.

Spørg bare ’Lost’-skaberne Carlton Cuse og Damon Lindelof, som slog knuder på sig selv for at få seriens ubesvarede spørgsmål til at gå bare nogenlunde op. Uden stort held.

Når først gåden har ligget og simret så længe, vil svaret aldrig være lige så spændende som gættelegen. Det et formentlig en del af forklaringen på, at kultfænomenet ’Twin Peaks’ kan blive ved med at fascinere selv efter 25 år: David Lynch og Mark Frost nåede aldrig at punktere deres mysterier, før serien blev taget af skærmen.

Nu har ’Westworld’s mysterier ikke simret særlig længe. Men serien har hidtil været dygtig til at støbe fundamentet for mytologien med små, pirrende spor og hints. Tredje afsnit, ’The Stray’, er det første, som Jonathan Nolan, den mest erfarne af seriens to showrunners, ikke har været med til at skrive, og det behersker ikke denne antydningens kunst nær så godt.

Intet mellem linjerne

Eksempel: I pilotafsnittet siger chefprogrammøren Bernard til Liam og Chris Hemsworths storebror, at han ikke har et barn. Alligevel ser vi ham i samme afsnit stryge fingrene hen over et flosset fotografi af en dreng, imens han betror en robot, at han »sommetider misunder deres glemsomhed«.

Det var en lille brødkrumme, der pirrede nysgerrigheden: Havde han mistet et barn? Og hvilke motiver kunne der på den baggrund tolkes ud af hans handlinger? I tredje afsnit bliver det udpenslet godt og grundigt og over så mange scener, at ingen længere kan være i tvivl om, at Bernards interesse for Dolores bunder i et hemmeligt ønske om at skabe en klon af hans afdøde søn.

Der var således intet at læse imellem linjerne, da dr. Ford formanede ham: »Don’t forget: The hosts are not real. They’re not conscious. You mustn’t make Arnold’s mistake. Forgive me, but I know that the death of your son Charlie still weighs heavily on you«.

Arnold – det er altså ham, der hvisker til robotterne, vækker dem, og som i ’The Stray’ får Dolores til at bryde sin programmering og skyde sin overfaldsmand, mens hun ser MIB for sig.

Idealisme og kynisme

I den noget ekspositionstunge dialogscene mellem dr. Ford og Bernard får vi denne Arnold introduceret som Fords tidligere partner, der døde inde i parken og blev slettet fra historiebøgerne.

Ifølge dr. Ford blev Arnold fortæret af sin iver efter at skabe ægte bevidsthed, og episoden etablerer en bastant modstilling mellem Arnolds misforståede (?) idealisme og dr. Fords beregnende kynisme. »As for the hosts, the least we can do is make them forget,« siger han, men det lyder unægtelig som et gustent overlæg i et afsnit, hvor han viser sig fra en mere tyrannisk side end i de foregående afsnit, såvel i hans maliciøse attitude over for Teddy Flood som i scenen, hvor han hudfletter en medarbejder for at dække en nøgen robot til med et tæppe.

»Doesn’t get cold! Doesn’t feel ashamed! Doesn’t feel a solitary thing that we haven’t told it to«, belærer han, mens han skærer i robottens kind med en skalpel, og Bernard ser tvivlende til.

Man kan så spørge sig selv, om ikke også Arnolds idealisme med årene er blevet mere egenkærlig end næstekærlig. Er han i færd med at befri robotternes bevidsthed, eller er han blot ved at kuppe dr. Ford og indsætte sig selv som robotternes nye diktator?

Dolores trykker først på aftrækkeren, da Arnold stanger en direkte ordre ud: »Kill him!«. Og selvom deres interesser måske var i vater denne gang, kan den barmhjertige samaritaner meget hurtigt blive en patroniserende manipulator.

Løst krudt

– Ligesom Bernard fik det af manuskriptforfatterne, fik også Teddy Flood sin mystiske baghistorie udfyldt med en maskeret kult anført af desperadoen Wyatt. ’Westworld’s store udfordring er at gøre de maskinelle værter komplekse nok som karakterer til at bære fem sæsoner på deres skuldre, og mens det hidtil er lykkedes glimrende med Dolores, Maeve og Peter Abernathy, er der stadig lidt for meget spejderdreng over James Marsdens dusørjæger.

– Teddy om Wyatt: »He claimed this land didn’t belong to the natives or the new settlers. That it belonged to something that had yet to come.« Det lyder bekendt…

– Imponerende specialeffekt-/makeupmagi, da Anthony Hopkins blev gjort 30 år yngre.

– Sådan som MIB børster værternes skud af sig uden at fortrække en mine, kunne man forledes til at tro, at det er smertefrit at blive skudt som betalende gæst i ’Westworld’. Men den mere blødsødne William blev slået omkuld, da han brysttæmmede Horace Calhouns ikke-dræbende patron, og har nok lært at skyde først og spørge bagefter til næste gang.

– »Forgive me if I’m not sympathetic to the fluctuations of your sleep cycle, Mr. Lowe«. Engelsk tungegymnastik til Sidse Babett Knudsen, der skaber en rank og rigid figur som den strammundede opsynskvinde.

– Dr. Ford med endnu en Shakespeare-reference, denne gang fra ’Julius Cæsar’: »A coward dies a thousand times before his death, but the valiant taste of death but once«. ’Julius Cæsar’ handler om den velmenende senator Brutus, der slutter sig til en sammensværgelse for at slå Cæsar ihjel, af frygt for at han vil lade sig krone til konge og blive opslugt af herskesyge. Det er en tragedie om magtsyge, manipulation og blind idealisme og således en velvalgt tematisk reference for afsnittet.

– I mellemtiden ignorerer Bernard formaningen fra dr. Ford og fortsætter i dølgsmål med at opmuntre Dolores’ vækkelse. Man fornemmer, at hans motiver måske er lidt ædlere end både dr. Fords og Arnolds.

Læs også: ’Westworld’ afsnit 2: HBO klapper sig selv på skulderen