’Hunt for the Wilderpeople’: Newzealandsk storhit har gode vibes og lidt for meget slapstick
Det er bestemt ikke hverdagskost, at en newzealandsk film lander i de danske biografer. Stærkest i hukommelsen står den benhårde ’Once Were Warriors’, Lee Tamahoris film, som i 90’erne fortalte fornemt om maori-underklassens alkoholrelaterede genvordigheder og indre splid.
Nu kommer så Taika Waititis indie-hit ’Hunt for the Wilderpeople’, der er af en ganske anden støbning.
Dramakomedien tager sin begyndelse, da det forældreløse problembarn Ricky Baker (Julian Dennison) efter utallige ophold hos plejefamilier og institutioner placeres hos det barnløse par Bella og knudemanden Hec. De bor langt ude i skoven i en lille hytte, og da Ricky afleveres, får de fortalt, at deres nye plejebarn »stjæler, spytter, kaster med sten, sparker til ting, smadrer ting«.
Ricky Baker er nu ikke så slem endda. På overfladen er han godt nok en uvorn (og ekstremt fedladen) oprører fra storbyen, som overhovedet ikke har lyst til at skulle bo hos sine nye plejeforældre. Men hurtigt viser det sig, at han er en følsom dreng, der godt kan lide hiphop – og haiku.
Ricky knytter sig straks til den søde Bella, men da hun pludselig dør, befinder den gnavne enspænder Hec og den ligefremme teenager sig med ét alene i verden. De skal have tingene til at fungere, selv om de virkelig ikke gider hinandens selskab. Ellers kommer socialmyndighederne og fjerner Ricky og flytter ham til en ny familie.
Hec (Sam Neill) og Ricky beslutter sig for at stikke af og flygte ind i bushen sammen med to hunde, hvoraf den ene af Ricky er døbt ’Tupac’. Langsomt begynder den ældre mand og maori-problembarnet at få nyvunden respekt for hinanden, og herefter følger en række skønne scener, hvor det umage makkerpar skal overleve i den barske natur.
Men, men, men. Er den ellers sympatiske grundhistorie så nok til at få filmen helt i mål? Nej. For trods fint spil af både veteranen Sam Neill og stortalentet Julian Dennison går der amatør-teater og falden på halen i den. Især på birolleplan ageres der til den store slapstick-guldmedalje, og da kameraet i et droneskud for 100. gang overflyver det frodige landskab, er det for meget af det gode.
’Hunt for the Wilderpeople’ er inddelt i kapitler med titler som ’Broken Foot Camp’ og ’The Bad Egg’, tydeligt inspireret af Wes Andersons stilistiske univers. Denne newzealandske komedie har dog ikke samme kunstneriske elegance over sig, og til slut bliver den vilde menneskejagt en smule forceret og trukket i langdrag.
Taika Waititi, der selv har en mindre rolle som en aparte præst, har tidligere stået bag den kuriøse, stærkt veloplagte vampyrfilm ’What We Do in the Shadows’. Han er netop nu i gang med sit største projekt til dato, Marvel-filmatiseringen ’Thor: Ragnarok’. Det bliver spændende at følge. Især hvis han holder igen med høhø-humoren.
Kort sagt:
’Hunt for the Wilderpeople’ er fyldt med gode vibes og sjove replikskifter mellem den uvorne Ricky Baker og den gnavne Hec. Dramakomedien skæmmes dog af de mange kulørte, tåkrummende biroller.