CPH PIX: Når man møder Tim Sutton, er det svært at tro på, at han er manden, som har turdet tage et af USA’s mest følsomme emner under behandling i filmen ‘Dark Night’, der er stærkt inspireret af masseskyderiet i Aurora for fire år siden, hvor James Holmes åbnede ild udover publikum til en midnatspremiere på ‘The Dark Knight Rises’.
Med hans store, venlige øjne og afslappede udstråling tror man mere på, at han underviser i filmæstetik på et universitet i New York og er familiefar med kone og to drenge.
Ikke desto mindre rummer han det hele. Sutton skabte ‘Dark Night’ for at dokumentere masseskyderiet, der krævede 12 døde og 70 sårede, men også for at tage del i en mere langsigtet dialog om voldsbølgerne, der år efter år hærger USA.
Forgængerne ud i det ærinde inkluderer først og fremmest Gus Van Sants stærke skoleskydningsdrama ‘Elephant’ og Michael Moores dokumentar ‘Bowling For Columbine’. Sidstnævnte er Sutton dog ikke synderligt imponeret over.
Sutton har tidligere instrueret coming of age-dramaet ‘Pavilion’ (2012) og det følsomme blues-drama ‘Memphis’ (2013), der med deres iagttagende, dvælende stil skabte ham et navn på diverse filmfestivaler som en af de mest interessante stemmer på den amerikanske indiescene.
‘Dark Night’ er Suttons tredje film og følger over 85 minutter en række vidt forskellige menneskers sammenfiltrede skæbner op til det masseskyderi, som skulle koste dem alle livet. Den stilsikre film er optaget over sølle to uger, og benytter sig hovedsageligt af unge, ukendte amatørskuespillere.
Tim Sutton, hvad inspirerede dig til at lave filmen?
»Jeg var forfærdet på vegne af de mennesker, som var i biografen, og deres familier. Men episoden slog mig også som det mest dystre stykke performancekunst i amerikansk historie. I hvert fald i min tid. Og jeg følte, at noget var blevet korrumperet i den biograf – i det rum – hvor instruktører laver film, så folk kan drømme oppe på lærredet sammen.
Jeg tænkte ikke over, at jeg ville lave en film over den tragiske begivenhed, før to år senere, hvor jeg bad mine studerende om at tage film med, som jeg havde glemt at vise dem. Og en kvinde tog Gus Van Sants ‘Elephant’ med. ‘Elephant’ er en fremragende film og en meningsfuld film, og det er den afgørende erklæring om Columbine. Meget mere end ‘Bowling For Columbine’ efter min mening.
Men det var også en genindspilning af Alan Clarkes film, der også hedder ‘Elephant’ (engelsk kortfilm fra 1989, red.), som handler om urolighederne i Irland. Filmen (Gus Van Sants, red.) var en fortsættelse af den samme samtale om vold og samfundet, og lige der vidste jeg, at jeg ville lave en film løst baseret på begivenhederne i Aurora. Jeg overvejede endda at kalde den ‘Elephant’«.
Hvorfor valgte du at slutte filmen, før volden starter?
»Jeg ønskede at afslutte filmen i stilhed. Det er ikke kun en respektfuld måde at afslutte filmen, men også en eftertænksom måde at afslutte filmen. Du oplever ikke blodsudgydelsen og kaosset, men nogle publikummer vil stadig have det, som om volden stadig er derude, og at den er på vej, selvom de har forladt biografen. Filmen er designet sådan. Det er ikke meningen, at den skal tilbyde katarsis. Det er ikke meningen, at den skal tilbyde dig en slutning. Den sidder stadig i dig, når du går hjem«.
Mediernes voldscyklus
Selvom masseskyderier i USA har kostet liv i både skoler, biografer og natklubber, er det i dag stadig muligt at købe militære automatvåben til privatbrug.
Alligevel opstår der stor furore, hver eneste gang ordet våbenkontrol kommer over en politikers læber, og det har fået filmskaberne til at gribe deres kameraer i protest.
Suttons forgængere Clarke og Van Sant var nogle af de tidligste stemmer, mens der i år er sket et boom, hvor vi ud over ’Dark Night’ også ser de to Sandy Hook-dokumentarer ‘Under the Gun og ‘Newtown’.
Var du nervøs ved tanken om at skulle skildre et så kontroversielt emne?
»Ja, absolut. Alt, jeg kan gøre, er at lave den mest respektfulde version, jeg kan. Det betyder ikke, at jeg laver en sikker film. Jeg ville lave noget, som udforskede emnet på en måde, der var atypisk. Og at skabe en anderledes følelse hos publikum.
Jeg prøver på at skabe et dokument. Et dokument fra vor tid, der vil overleve, sådan at folk, der i fremtiden vil vide mere om vold, ikke bare kigger på CNN-bånd, men finder den her film på samme måde, som de i dag finder ‘Elephant’«.
Hvad tror du, at ‘Dark Night’ kan vise, som medierne ikke kunne?
»Det er meningen, at det skal være et dokument, som varer ved. Nyhedsmedierne er ikke bygget til at blive hos dig. Det er meningen, at det skal være en cyklus, hvor en voldelig hændelse sker, så vises akten, så vises vreden, så sorgen, så modstand, så fingerpegning, så apati, og til sidst glemmer de alt igen, indtil en ny bølge af vold starter. Det er ikke meningen, at ‘Dark Night’ skal være del af denne cyklus. Den skal ligesom ‘Elephant’ være del af en samtale, der er meget mere langsigtet«.
Mennesket og morderen
En af de største præstationer ved ‘Dark Night’ er måden, hvor dens mange vidt forskellige karakterer portrætteres, uden den intime forbindelse til dem brister.
Hvordan udvalgte du de karakterer, som du portrætterer?
»Jeg ville have, at det føles som amerikanske arketyper og ikke stereotyper. Jeg ville have, at det føles som en almindelig forstad i USA, fordi jeg tror, at det er her, hjertet af, hvad vi betragter som amerikansk kultur, lever.
Så en type, jeg ville have, var en krigsveteran. Der er mange militærfolk i Aurora, da der er en militærbase, og derfor var der også en masse militærfolk blandt publikum. Jeg tænkte på, hvor horribelt det måtte være at kæmpe en krig i et fremmed land for så at komme hjem og skulle lide gennem denne form for vold. Der er massere soldater, som kommer hjem og ikke passer ind i samfundet længere. Jeg ville have en af de karakterer med i filmen.
En anden var en af de her fitness-besatte, selfie-besatte type, fordi jeg tror, at det fylder rigtigt meget i samfundet lige nu. Vi prøver alle at dokumentere os selv, og på samme tid er vi begravet i vores skærme uden at se det større billede omkring os. Jeg ville have en forstyrret teenager og hans forhold til sin mor for at vise de formative år hos en person, der kunne blive til en voldelig person, men som ikke nødvendigvis er voldelig nu«.
Du portrætterer James Holmes på en meget menneskelig måde. Hvorfor valgte du det?
»To finansierer droppede projektet, fordi jeg nægtede at gøre gerningsmanden ond. Jeg tror, der er ondskab i verden, men jeg tror ikke nødvendigvis, at gerningsmændene er onde. Jeg tror, de er dybt, dybt forstyrrede og dybt isolerede og har dybe vrangforestillinger.
Jeg ønskede at give gerningsmanden den samme skærmtid i den samme observerende stil som ofrene, fordi også han er et menneske. Han er blandt andre mennesker, så han bør ikke blive behandlet på nogen anden måde«.
Publikum skal ud af balance
Størstedelen af ‘Dark Night’ er filmet på en observerende, fluen-på-væggen-inspireret måde, hvor vi nærmest svæver igennem de kommende ofres dagligdag.
Men som vi følger en ung, kunstnerisk teenager og hans mor, brydes stilen og erstattes af en dokumentarisk tilgang, der hastigt vender vores opfattelse af konteksten på hovedet.
Hvorfor valgte du det brud med stilen?
»Publikum ser dem snakke om deres forhold, i konteksten af at en grusom forbrydelse er ved at ske – eller måske allerede er sket – mens de spørger sig selv, hvad hans rolle er i den.
Så den dokumentariske stil får dig til at sætte spørgsmålstegn ved filmens autenticitet. Du begynder at tænke, at det hele måske er virkeligt. Det handler om at holde publikum ude af balance«.
Der er de her scener, hvor der ingenting sker, andet end vi ligesom glider igennem de kommende ofres liv. Hvordan tror du, at dette filmiske greb påvirker publikum?
»Jeg tror, at man mister dem, som er på udkig efter plot og action. Men dem, som kan nyde det, kan opnå en langt dybere forbindelse til karaktererne, fordi det bliver erfaringsbaseret. Vi følger karaktererne, sidder med dem, går med dem og lærer dem at kende på en måde, der ikke nødvendigvis giver information, men skaber følelser«.
Det tager cirka 40 minutter i filmen, før morderen afsløres. Hvorfor ventede du så længe?
»De første 40 minutter handler om at bruge sine egne fordomme. Nogle vil se den her krigsveteran, som kæmper med sit forhold, og tænke, ’han kan finde ud af at håndtere våben, han må være skytten’. Eller de ser den her teenager med orange hår og tænker, ’copycat, han må være skytten’. De ser måske teenageren med sin mor, og det er åbenlyst, at han bliver interviewet, og du tænker, ’han må være skytten, fordi han har alle disse dystre tanker’.
Så jeg ville skabe en masse idéer om, hvem det kunne være, og måske er teenageren ikke gerningsmanden, men det kan være, at han er det om et par år. Jeg ville skabe den her forvirrede atmosfære, fordi jeg tror, at der kunne have været en masse mennesker, som var gerningsmanden«.
‘Dark Night’ vises 8. november under CPH PIX, ’Pavillon’ 6. november og ’Memphis’ 7. november.
Læs også: Anmeldelse af ‘Dark Night’
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted