’Dark Night’: Knugende film om biografmassakren i Aurora
CPH PIX: Den amerikanske independent-instruktør Tim Sutton excellerer i at mane stemninger frem fra Forstadsamerika.
I sin første film, ’Pavilion’ (2013), tog han den anæmiske puls på en flok teenagere, der drev formålsløst rundt på deres bmx’ere i Arizonas sommerhede. I den CPH PIX-aktuelle ’Dark Night’ er vi endnu engang hensat til suburbias endeløse parkeringspladser, indkøbscentre, græsplæner og brede fortove. Men hos Sutton er forstaden alt andet end et idyllisk mål.
Filmen tager afsæt i en virkelig begivenhed: Den tragiske massakre på 12 tilfældige biografgæster i Aurora, Colorado i 2012 under en midnatsvisning af ’The Dark Knight Rises’. Her trængte den såkaldte Batman-morder, James Holmes, ind i biografen via nødudgangen og åbnede ild mod gæsterne. 12 mistede livet, og 58 blev såret, inden politiet pågreb ham.
’Dark Night’ er en art meditation over massedrabet uden dog direkte at handle om den specifikke begivenhed. Suttons optik følger et større persongalleri og udspiller sig i en lille by i Florida i dagene op til en lignende situation: episodisk og uden tilsyneladende sammenhæng, hvilket gør filmen til lidt af en prøvelse at sidde fuldt koncentreret igennem.
En ung mand og dennes mor interviewes i sofaen i dokumentaristisk stil om hans computerspilvaner, og han fantaserer om at blive overfaldet af paparazzi’er på gaden. I en samtalegruppe for krigsveteraner ruller en våbenentusiastisk mand øjne af en grædende deltager. En kvinde tager selfies foran badeværelsespejlet og filmer sig selv hjemme i stuen, når hun træner vægtløftning. En ung mand går tur med en ladt riffel i parcelhuskvarteret ved højlys dag.
Hélène Louvarts kameraarbejde er eminent. Hun skaber på én og samme tid uhygge og smukke øjeblikke med flydende kameragange, kloge beskæringer og abrupte klip. Uden Louvart, hvis seneste arbejde bag kameraet tæller både Wim Wenders’ dansedokumentar ’Pina’ og Alice Rohrwachers sanselige ’Miraklerne’, kunne ’Dark Night’ meget let have endt som en overtænkt moralprædiken fra Tim Sutton om amerikansk våbenliderlighed, PTSD, selviscenesættelse og forstadsblues. Louvarts blik hæver heldigvis fortællingen og får billederne til at krybe helt ind under huden på dig.
Der hænger mørke skyer på himlen og lysmasternes statiske brummen rumler konstant og ildevarslende på lydsiden. Lige fra filmens første billede – et nærbillede af et øje, skiftevis badet i flimrende rødt og blåt lys fra politisirenen – skaber Sutton en urovækkende grundfølelse.
Undervejs indsætter han mere eller mindre subtile henvisninger til virkelighedens tragedie i Aurora. En ung mand farver sit hår orange (James Holmes havde ligeledes farvet sit hår Joker-orange, da politiet pågreb ham). I en anden scene kører et nyhedsklip om retssagen mod Holmes på et tv i baggrunden. Og endelig ser vi den unge mand, der tidligere gik tur med sin ladte riffel, prøve forskellige masker foran spejlet. En af disse er en Batmanmaske.
Karaktererne udveksler yderst få replikker i ’Dark Night’, og Sutton gør det således mere end almindeligt svært for beskueren at hægte sympati på eller fatte interesse for disse navnløse mennesker. Desto mere invaderende føles filmens soundtrack derfor også. Maica Armatas klare, messende vokal lægger sig som en kvælende tung dyne over Louvarts ellers suggestive tableauer. Det skurer i ørerne og forstyrrer den ret så minimalistiske filmoplevelse, når du pludselig skal forholde dig til en nedbarberet, akustisk version af ’You Are My Sunshine’ midt i det hele.
Trods minimal dialog og det lidt anonyme ensemble af karakterer, der befolker fortællingen, lykkes det alligevel Tim Sutton at skabe en til tider direkte hypnotiserende historie om en mørk nat i Amerikas forstad. ’Dark Night’ er et knugende stemningsbillede.
Kort sagt:
Tim Suttons tredje film, ’Dark Night’, er en dvælende langsom meditation over massedrabet på 12 tilfældige biografgæster en mørk nat tilbage i 2012 – nært beslægtet med Gus Van Sants mesterlige ’Elephant’. Franske Hélène Louvarts arbejde bag kameraet får billederne af et urovækkende hjørne af Forstadsamerika til at krybe ind under huden.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted