’The Family Fang’: Christopher Walken er trumkortet i Jason Batemans komediedrama
CPH PIX: I hænderne på en mere excentrisk og visuelt legende instruktør kunne Jason Batemans ’The Family Fang’ være endt som en langt bedre film. En instruktør som Wes Anderson, for eksempel. Fortællingen om den elskeligt dysfunktionelle familien Fang føles også beslægtet med Andersons ’The Royal Tenenbaums’ – et let sardonisk, sorthumoristisk familieportræt, hvor så godt som ingen er egentlig sympatiske.
Baxter (Jason Bateman selv) og Annie (en afdæmpet Nicole Kidman) har haft en mildest talt mærkværdig opvækst. Forældrene Caleb og Camille var kendte performancekunstnere, der yndede at inkorporere ungerne i deres ’værker’.
Det er med et af disse performanceværker, Bateman åbner sin anden film i instruktørstolen: Vi er tilbage i 1970’erne, og lille Baxter træder ind i en bank, går op til kassen og beder om at få udleveret alle pengene. Bankassistenten giver drengen en slikkepind, hvorefter han trækker en revolver. Far Caleb, der er klædt ud som politibetjent, kaster sig over Baxter, der når at affyre et skud, hvorpå mor Camille falder til jorden med et skrig.
Blodet flyder, og kunderne i banken tror ikke deres egne øjne. Lige indtil Baxter tværer en finger rundt i blodpølen, smager på det og med et smil konstaterer, at det smager ligesom ahornsirup. Lektionen ifølge far: »Livet er sødt, så smag på det, imens du stadig kan«.
Klip til nutiden, hvor Kidmans Annie trawler gamle optagelser af familiens performances igennem for at finde ledetråde til, hvad der er blevet af forældrene. Politiet har fundet Caleb og Camilles bil forladt på en rasteplads med store mængder blodspor. Er de blevet slået ihjel eller bortført? Annie tvivler. Baxter ligeså. Faktisk er de sikre på, at forsvindingsnummeret blot er endnu en af de lige dele berømte og berygtede Fang-performances.
Barn A og B, som forældrene stadig benævner dem, er tydeligt mærket af deres opvækst. Annie er falleret skuespillerinde med fast plads i sladderspalterne takket være et alkoholmisbrug, mens forfatteren Baxter lider af en svær omgang skriveblokade på nu femte år. De to apatiske søskende må se fortiden i øjnene, konfrontere forældrene (hvis de vel og mærke stadig er i live) og vriste sig fri fra familien Fangs hugtandsgreb. Den lektie er sådan cirka så banal, som de kommer, hvad angår familiedramaer.
’The Family Fang’ har heldigvis et trumfkort oppe i ærmet. Christopher Walken leverer i rollen som Caleb Fang en så bred vifte af bidende, usympatiske ubehageligheder og ’det-sagde-han-bare-ikke’-øjeblikke, at man knap tror sine egne øjne. På den ene side er han en omvandrende performancekunstner-kliché, der ikke kan åbne munden uden at tale i statements, sjovest i de Christopher Guest-lignende mockumentary-scener, hvor han interviewes om familiens kunstneriske virke.
På den anden side er han en overambitiøs far, der ikke kan forlige sig med, at børnene ikke lever op til deres fulde Fang-potentiale. Walken balancerer fermt det dybe familiedrama med veldoseret komisk absurditet og holder én nysgerrig på karakteren til det sidste.
Jason Batemans efterfølger til den mere rendyrkede komedie ’Bad Words’ er ikke ubetinget vellykket. Bedst er de få scener, hvor hele familien Fang er samlet, og du fornemmer den unikke, sarkastiske, selvoptagede, selvhadende kompleksitet, der holder sammen på lortet. Næsten som familien Pfefferman i Jill Soloways eminente tv-serie ’Transparent’.
Men blandet med et måske-mordmysterium, en mockumentary om to lidt for engagerede performancekunstnere og en bror og søsters lille opgør med en træls barndom ender ’The Family Fang’ som en ufokuseret fortælling, der hverken er så rørende eller morsom, som enkelte scener lover.
Kort sagt:
’The Family Fang’ byder på en Christopher Walken i sit excentriske es, en velspillende Nicole Kidman og Jason Bateman fra sin sædvanlige, selvhadende side. Men Bateman er ingen Wes Anderson og det dysfuntionelle familie-komedie-drama sætter sig tungt mellem to stole.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted