’Skønheden i alting’: Værst af alt er Will Smith
Hvorfor?
Hvorfor er denne film overhovedet blevet lavet? Hvorfor er ellers dygtige skuespillere som Edward Norton, Helen Mirren og Kate Winslet med? Hvorfor har ingen sagt stop undervejs? Hvorfor er den i sidste ende kommet ud i biograferne?
Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Spørgsmålene er mange, når man har set ’Skønheden i alting’.
Will Smith har hovedrollen som den succesfulde reklamemand Howard, der mister lysten til at eksistere, da hans lille datter på tragisk vis dør. Midt i sin sorgproces beslutter han sig for at skrive breve til Kærligheden, Døden og Tiden for at få en form for svar på håbløsheden ved det hele.
Brevene opsnappes af tre af hans nærmeste kolleger på reklamebureauet, og de hyrer derefter tre skuespillere fra en lille teatergruppe til over for Howard at spille de fysiske manifestationer af de tre begreber. Således bliver Howard konfronteret med Kærligheden (Keira Knightley), Døden (Helen Mirren) og Tiden (Jacob Latimore).
Her er en af de første ting, der virkelig er galt med ’Skønheden i alting’. For Will Smiths kolleger hyrer ikke skuespillerne for at redde ham ud af hans mismod – næ, de gør det, fordi de har brug for, at han kommer tilbage på arbejde, så han kan køre en enormt vigtig handel i hus. Absurd!
Men det bliver værre endnu. Manuskriptet, som instruktør David Frankel har skabt filmen ud fra, er fortænkt og forstillet og fortalt på en måde, så selv en femårig ville fatte alt. Man krymper mange gange tæer undervejs, eksempelvis da Edward Norton, en af Will Smiths kolleger, som er arbejdsnarkoman, på et tidspunkt siger følgende om, hvordan han oplevede det, da han holdt sin datter i sine arme for første gang:
»Det var ikke, fordi jeg blot følte kærlighed, det var, fordi jeg følte, at jeg var blevet kærligheden selv«. Puha.
’Skønheden i alting’ er som en Coldplay-sang med flormelis uden på. Eller karamelkrymmel. Som en Coldplay-sang, der bygger op og bygger op og bygger op – for hver gang at ende i ingenting.
Undervejs bliver man ved med at tænke, at det er utroligt, at disse dygtige skuespillere (Michael Pena og Naomie Harris er også på rollelisten) overhovedet har sagt ja til at være med i projektet. Kate Winslet ser i filmen mest af alt ud, som om hun har lyst til at forsvinde ud af kameraet. Selv Helen Mirren er irriterende. Så ved man, at der er noget ravruskende galt.
Men værst af alt er Will Smith. Har han altid været så dårlig en skuespiller? Var han ikke god engang? I både ’Independence Day’ og ’Ali’ var han da meget sej og slagkraftig. Her, som reklamemanden Howard, skal han foregive at være i sorg og viser det med en endeløs række af besværede trækninger i sit ansigt. Det er faktisk pinefuldt at se på.
Og til slut bliver filmens store overraskelsesnummer, der omhandler, hvem Will Smiths kone egentlig er, serveret. Men den har man jo for længst luret. Det er for dumt. Det er en hån mod publikums intelligens. Det er lommefilosofi på et infantilt niveau, der aldrig burde have ramt biograferne.
Kort sagt:
’Skønheden i alting’ er den dårligste film, jeg har set i år. Uden sammenligning. Måske i flere år. Og for nu at blive i filmens egen klichefyldte lingo: Den er som at se en togulykke i slowmotion.