’Under the Shadow’: Hypet iransk horror rører mere, end den gyser

Babak Anvaris ’Under the Shadow’ er den ene halvdel af en ny minitrend, nemlig opblomstringen af genrefilm lavet af filmskabere med iransk baggrund.

Den anden halvdel er Ana Lily Amirpours ’A Girl Walks Home Alone at Night’ fra 2014, en vampyr/western-hybridfilm, der vandt lovprisninger på diverse filmfestivaler og de højeste roser fra anmelderne, heriblandt vores egen.

’Under the Shadow’ har også vakt opsigt og sågar scoret to BAFTA-nomineringer for bedste film og bedste instruktør, før Netflix nu forståeligt nok har sat kløerne i den.

Hypen skyldes især kombinationen af genrekonventioner og en dybt samfundskritisk historie sat i en tid og et sted, de færreste vesterlændinge kender meget til. Filmen spinder en spøgelseshistorie ud af en udbombet etagelejlighed i Teheran under Iran-Irak-konflikten i 1980’erne, og krigen fungerer som baggrund for det egentlige drama om en ung husmor, Shideh, og hendes datter, Dorsa, der hjemsøges af onde ånder, efter hendes mand har forladt dem for at pleje soldater ved frontlinjerne.

Krigssituationen er måske fremmed, men historien om en overstresset mor, der må beskytte sit barn imod overnaturlige kræfter påført af indgroede familieproblemer er lige så gammel som dæmongenren selv.

Allerede før dæmonerne begynder at hjemsøge den lille familie, føler Shideh sig undertrykt og forfulgt af andre grusomme kræfter. Hun nægtes adgang til universitetet på grund af en fortid som politisk aktivist, og dagligdagens trummerum brydes kun af bombesirenernes advarsler om irakiske missilangreb.

Hos manden, Iraj, finder hun ikke megen moralsk støtte. »Måske er det for det bedste«, trøster han sin grådkvalte kone, da hun har fået afvist sin ret til en uddannelse. Da han er tvunget til at forlade familien, virker hun næsten lettet.

’Under the Shadow’ bringer sig i prestigefuldt selskab med nyere gyserfilm som ’The Babadook’ og ’Don’t Breathe’, der er lige så interesserede i karakternes sociale kontekst personerne som i gyset selv. Imponerende skuespillerpræstationer fra Nargas Rasdhi og Avin Manshadi som mor og datter og en glimrende forståelse for filmens tid og sted tilføjer en troværdighed, som mange gysere savner.

Den socialrealistiske horror er dog den eneste form for gys, du bør forvente af ’Under the Shadow’, for som netop gyserfilm skuffer den.

I stedet for at bygge videre på den gru, Anvari så glimrende introducerer i første akt, er de mange sekvenser, der involverer de invaderende dæmoner, pinligt forudsigelige. En pludselig skikkelse, der løber foran kameraet akkompagneret af en høj hvinen, drømmesekvenser, som ender i et jump scare, Dorsa, der snakker med en gammel dame, som ikke er i rummet, og en stum nabodreng, der skulker fra legepladsen…

Kameraføringen er stiv og uinspireret, og man skal se langt efter James Wans eminente evne til at opbygge dødsens skræmmende scenarier eller Ti Wests tålmodige stemningsopbygning.

Mens dæmonerne undlader at skræmme, rører de menneskelige tragedier i ’Under the Shadow’ heldigvis dybt. Og det er en smuk metafor, at Shidehs usikkerhed og plageånder og udmønter sig i konkrete monstre.

Forhåbentligt er det ikke det sidste, vi har set til blodigt samfundskritiske iranske genrefilm.

Læs også: Oscar-nominerede Asghar Farhadi ramt af Trumps indrejseforbud: Nægtet adgang til årets ceremoni