Hvert år opnår mindst en håndfuld skuespillere deres karrieres første Oscar-nominering. I år modtog den franske legende Isabelle Huppert eksempelvis sin første nominering, mens notabiliteter som Jennifer Jason Leigh og Tom Hardy blev tilføjet det fornemme selskab sidste år.
Men det vil måske komme bag på mange, hvor stærkt feltet af glimrende, Oscar-nomineringsløse skuespillere stadig er. Vi udvælger 10 af de mest markante forbigåelser:
10. Gael García Bernal
Ser man bort fra Javier Bardem, er mexicanske Bernal uden tvivl den største mandlige spansktalende filmstjerne i det nye årtusinde (Antonio Banderas bliver næppe alt for fornærmet, hvis vi nøjes med at kalde ham for 90’ernes latino-hunk numero uno).
Det er han blevet, uden at han kan siges at have anglet stærkt efter det. Han har derimod haft en god næse for at vælge roller i spansksprogede produktioner, der på grund af deres almene kvaliteter er brudt gennem lydmuren til den amerikanske og europæiske offentlighed. Og det i en grad så Bernal hurtigt blev en selvstændig magnet for (især et kvindeligt) globalt filmpublikum, der ikke kan stå for hans bløde, skiftevis humørfyldte og melankolske, udstråling.
Hans indsats i sællerter fra 00’erne som ’Amores Perros’, ’Dårlig dannelse’, ’Motorcykeldagbog’ og ’… Og din mor!’ kunne godt have fortjent Oscaranerkendelse til deres hovedrollestjerne. BAFTA-akademiet nominerede da også Bernal for hans rolle som en meget ung (præ-revolutionær) Che Guevara i Walter Salles’ ’Motorcykeldagbog’.
Der har været længere mellem snapsene i de senere år, men især rollerne i chilenske Pablo Larraíns (aktuel med ’Jackie’) glimrende ’No’ og ’Neruda’ har været fine indsatser. Golden Globes-komiteen tildelte Bernal en lidt overraskende statuette for rollen i komedieserien ’Mozart in the Jungle’ sidste år, så han har også formået at profilere sig på nye måder.
Han har dog (klogeligt) valgt roller med hjertet frem for pengepungen. Det forringer hans Oscarmuligheder en smule, men er måske medvirkende til at holde hans navn varmt hos anerkendte instruktørnavne verden rundt.
Burde have været nomineret for: ’Motorcykeldagbog’ eller ’Dårlig dannelse’
9. Meg Ryan
Meg Ryan har om nogen lidt under, at kvindelige skuespillere ofte har vanskeligt ved at overleve i en branche, der dårligt er i stand til at håndtere, at søde, pigede starletter udvikler sig til modne kvinder. Ryan fyldte 40 kort efter årtusindskiftet, og stort set lige siden har hendes karriere ligget underdrejet. Hendes tvivlsomt udførte plastikoperationer kan næppe siges at have haft en gavnlig effekt.
Alt det skal dog ikke skygge for, at Ryan var en gave til romcomgenren, der sjovt nok i takt med hendes egen falmende stjerne har lidt gevaldigt (nutidens kvindelige A-listers gider ikke spilde deres tid på den slags). Romcom var til gengæld the shit i 90’erne, og Ryan var – sammen med Julia Roberts – genrens dronning.
Hendes sødmefulde udstråling kunne få publikums hjerte til at slå hurtigere, men derudover gemmer der sig en særdeles veludviklet komisk timing i hendes spil, der kommer til udtryk i nogle enormt veloplagte dialogscener, som de klassiske med Billy Crystal i ’Da Harry mødte Sally’ og Tom Hanks i ’Søvnløs i Seattle’ og ’You’ve Got Mail’ (tre roller, hun alle sammen blev Golden Globes-nomineret for).
Hun burde naturligvis have været Oscarnomineret for sin rolle som Sally i Nora Ephrons og Rob Reiners klassiske romcom fra 1989, men desværre har komedie altid stået på den sorte liste i Oscarregi. Og hvordan skal man så blive en del af det gode selskab?
Ryan forsøgte sig med det mere tåreperseragtige i melodramaet ’When a Man Loves a Woman’ midt i 90’erne, hvor hun spillede over for en anden gammel (og næsten glemt) kending i form af Andy Garcia. Også her var hun ægte og overbevisende, men måtte nøjes med en ærefuld nominering fra det amerikanske skuespillerforbund (SAG). Oscar holdt sig fortsat for næsen.
Burde have været nomineret for: ’Da Harry mødte Sally’
8. Oscar Isaac
Umiddelbart kan det måske virke lidt overraskende, at vi har valgt at medtage en så forholdsvis uprøvet skuespiller som Oscar Isaac i dette fine selskab, men kigger man på listen over præstationer, der kunne (eller rettere: burde) have gjort ham Oscaraktuel, peger det på, at han hører hjemme på listen.
Isaac er en formidabel, karismatisk skuespiller, der har en uforlignelig evne til at overbevise med meget forskelligartede karakterer, hvor han i øvrigt også udseendemæssigt synes at undergå en umærkelig transformation fra rolle til rolle.
Mange danskere lagde måske allerede mærke til ham som Carey Mulligans mand i ’Drive’ (2011), men to år senere blev han allemandseje i indieland for sin forbilledlige indsats som titelfiguren i Coen-brødrenes mesterligt trøstesløse komedie, ’Inside Llewyn Davis’. At Oscarakademiet ikke fandt anledning til at nominere ham for den indsats, hører ind under kategorien for åbenlyse fejltagelser. Isaac blev nomineret af stort set alle andre væsentlige priskomiteer den sæson (og vandt blandt andet en pris for bedste mandlige hovedrolle fra den prestigiøse National Society of Film Critics).
Året efter havde Akademiet en ny chance for at nominere Isaac for hans rolle som Abel Morales i J.C. Chandors ’A Most Violent Year’. Men ak.
Sidste år var han højaktuel for sin fremragende, både isnende præcise og komisk finurlige præstation som den videnskabsgale rigmand Nathan i Alex Garlands virtuose ’Ex Machina’. Alicia Vikander løb med hovedparten af opmærksomheden for sin rolle som robotten Ava, men det er Isaac, der leverer filmens stærkeste præstation. En birollenominering havde været mere end på sin plads.
Hans medvirken i ’Star Wars: The Force Awakens’ har uden tvivl betydet en del for hans mainstreamappel, så mon ikke det er et spørgsmål om tid, før Oscarakademiet får øjnene op for ham?
Burde have været nomineret for: ’Inside Llewyn Davis’ og ’Ex Machina’
7. Jeff Daniels
Daniels er velsignet med et ansigt, der kan registrere et væld af nuancer – lakonisk træthed, grundfæstet melankoli, pueril komik, saglig alvor og såret forfærdelse – uden at han behøver anstrenge sig nævneværdigt. Det har han udnyttet i en lang række både komiske og dramatiske roller gennem årene.
Han havde nogle stærke år midt i 80’erne med roller i film som ’Terms of Endearment’, Jonathan Demmes dragende ’Something Wild’, hvor han excellerer i spændingsfeltet mellem det hæmmede og handlekraftige, og Woody Allens opfindsomme og vellykkede metafilm ’The Purple Rose of Cairo’.
Han er fremragende i sidstnævnte, hvor han i dobbeltrollen som filmfiguren Tom, der bryder gennem biografsalens ’fjerde væg’, og skuespilleren, der gestalter ham, Gil, får rig lejlighed til at inkarnere både den fiktive karakters patosfyldte fatalisme og filmstjernens opblæste selvbevidsthed over for Mia Farrows meget menneskelige naivitet.
Efter nogle svagere år i 90’erne (selvom han sammen med Jim Carrey lokkede folk i biografen i stor stil med ’Dum og dummere’), markerede han sig stærkt i 00’erne i indiefilm som ’The Lookout’, en mindre birolle i George Clooneys ’Good Night, and Good Luck’ og Noah Baumbachs perle af en giftigt-vittig miljø- og familieskildring, ’The Squid and the Whale’.
Daniels’ karakter, Bernard Berkman, er svær at holde af (han er faktisk nævenyttigt selvoptaget), men det er umuligt ikke at knuselske Daniels’ gestaltning af ham.
Burde have været nomineret for: ’The Squid and the Whale’
6. Scarlett Johansson
Scarlett Johansson, der på trods af, at hun har været stjerne i en menneskealder, utroligt nok kun er 32 år, oplevede et markant voksengennembrud i 2003, hvor hun opnåede den sjældne ære at blive nomineret hele to gange i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle ved BAFTA-uddelingen: For ’Pige med perleørering’ og for ’Lost in Translation’.
Trods den overhængende fare for stemmespild vandt hun endda for sidstnævnte. Det burde have været en formsag at sikre sig en Oscarnominering oven på den bemærkelsesværdige entre på den store scene, men nej: Ingenting. I stedet blev Diane Keaton nomineret for nulliteten ’Something’s Gotta Give’. Tsk!
Johansson var allerede mere end god i 2001-kultfilmen ’Ghost World’, hvor hendes slacker-energi er slående, fordi den er mere dreven og oplyst end pubertær eller surt indadvendt, men også efter 2003 – altså efter hun blev en regulær filmstjerne (med alt hvad det indebærer af også tvivlsomme rollevalg i inferiøre mainstreamfilm) – har hun leveret varen.
Hun slap hæderligt fra særligt to Woody Allen-samarbejder (’Match Point’, ’Vicky Christina Barcelona’), men var først en åbenbaring igen i 2013, dels i Jonathan Glazers fascinerende ’Under the Skin’, dels i Spike Jonzes Oscarnominerede fremtidsfabel, ’Her’. I førstnævnte møder det hjemsøgte score (af Mica Levi) et kongenialt match i Johanssons rumvæsen-forklædt-som-smuk-kvinde. Der er mange interessante aspekter ved filmen (der dybest set vender køns- og objektiviserings-problematikker på hovedet), men Johanssons forsøg på at dræne al personlighed ud af sin fremstilling er bestemt en af dem.
Det er en radikal form for ’anti-præstation’, men som sådan både modig, uforfængelig og paradoksalt frisættende (særligt fra en stjerne af hendes kaliber). Usædvanlig var også hendes rolle i ’Her’, hvor Johansson lægger stemme – og hvilken stemme! – til en avanceret dating-app (en ganske avanceret form for kunstig intelligens).
Vi er endnu ikke nået derhen, hvor en ’ansigtsløs’ præstation kan gøre sig i Oscarsammenhæng, men der er ingen tvivl om, at Johansson har skubbet gevaldigt på i retning af, at det vil kunne lade sig gøre i fremtiden. Men det er ikke mange, der er begavet med en så varm og levende stemmepragt som hende: Fyldig, blød, varm, intelligent, rund, sexet, drillende, sårbar.
Burde have været nomineret for: ’Lost in Translation’ (og ’Her’, sgu!)
5. Martin Sheen
For mange er Martin Sheen nok så identisk med rollen som Jed Bartlett på ’The West Wing’, at det kan være vanskeligt at forestille sig, at han skulle kunne bryde ud af den (tv-)kasse og levere noget, der ville kunne tilfredsstille den ’finere storebror’, der går under navnet filmbranchen.
Men pointen er nok heller ikke, at jeg eller særlig mange andre forventer, at Sheen får en sidste chance for at hjemtage en nominering i karrierens absolutte efterår, det er snarere en undren over, at en flot karriere ikke allerede har ført til en eller flere af slagsen, længe før han trådte ind i tv-land.
De mest oplagte roller er uden tvivl ’Badlands’ – Terrence Malicks klassiske krimi, der deler et vist tematisk slægtskab med hans mentor Arthur Penns ’Bonnie & Clyde’, men som er et fuldgyldigt kunstværk i egen ret – og ’Dommedag nu’. Sheen overbeviser i førstnævnte som Kit Carruthers, en 25-årig James Dean-agtig hellraiser, der tager på et morderisk togt sammen med sin 15-årige kæreste Holly, spillet af uforlignelige Sissy Spacek, efter Kit skyder Hollys far.
Sheen opnåede en BAFTA-nominering for sin hovedrolle i sidstnævnte, Francis Ford Coppolas klassiker om det fejlslagne amerikanske engagement i Vietnam, hvis sagnomspundne indspilningsproces heldigvis matches af en hovedsagelig blændende åbenbaring af et slutresultat. Sheen – i rollen som kaptajn Benjamin Willard – er fortællingens anker, dens både uroligt bankende hjerte og søvngængersikre kompasnål med kurs mod mørkets hjerte.
Sheen kunne såmænd også have gjort sig fortjent til forsinket Oscarkærlighed for sin rolle i særlig David Cronenbergs ’The Dead Zone’ (1984), en rolle, der på alle måder udgør lidt af en modpol til Jay Bartlett. Men hverken han selv eller sønnerne (Charlie Sheen, Emilio Estevez) har haft held til at erobre Oscars hellige haller.
Burde have været nomineret for: ’Dommedag nu’ og ’Badlands’
4. Steve Buscemi
Få skuespillere er så umiddelbart genkendelige – og derfor egenartede – som Buscemi, der måske af samme grund har arbejdet sammen med en lang række af denne verdens mest prominente indie-instruktører (Coen-brødrene, Jim Jarmusch, Tarantino, Tim Burton etc.).
På mange måder er Buscemi et godt billede på skævheden på den alternative amerikanske filmscene i 1990’erne, hvor netop hans ansigts fundamentale særhed var en betragtelig fordel.
Buscemis speciale er da netop også at spille særlinge, gerne med karakterbrister af mere eller mindre åbenlys karakter. Han var allerede bemærkelsesværdig som Mr. Pink i Tarantinos ’Reservoir Dogs’. Hvis Tarantinos nybrud af en filmstil var slået hårdt igennem til mainstream allerede med hans første film, kunne Buscemi måske have scoret en nominering allerede da, men sådan gik det ikke.
Skal vi pege på to andre højdepunkter fra en meget lang værkliste, må det være som ’the kinda funny-looking guy’ i Coen-brødrenes ’Fargo’ – hvem ellers kunne have spillet den rolle? – og hans portræt af en overvintret musiknørd med hang til fløjl og vinylplader i Terry Zwigoffs ’Ghost World’. Buscemi rammer her en meget fin balance mellem den autistiske besættelse, der kendetegner den ægte nørd, en vis creepy kvalitet (hvad vil han med de unge piger, der ser en sær form for antihelt i ham?) og en øm menneskelig varme, der samtidig forlener figuren med en hverdagslig tragik.
Buscemi blev nomineret af en lang række pris- og kritikergrupper det år (2001), men Oscar havde det nok svært med en figur, der var så sær, samtidig med at han fremstod så menneskelig.
Burde have været nomineret for: ’Ghost World’ (og måske ’Reservoir Dogs)
3. Mia Farrow
Nu om dage er Mia Farrows karriere som skuespiller en biting. Hendes navn forbindes lige så ofte – eller oftere – med dels hendes velgørenhedsarbejde og dels hendes rolle i den fortsatte storm, der står om navnet Woody Allen og anklagen mod ham om seksuelle overgreb på deres adoptivdatter, Dylan (og ægteskab med Farrows adoptivdatter fra et tidligere ægteskab, Soon-Yi).
Det er en pikant saga, der bestemt ikke ubetinget har kastet et positivt lys på Farrow og hendes opdragelsesmetoder, hvor stærk følelsesmæssig manipulation, ifølge flere af hendes nu voksne børn (hun har 14 børn i alt, heraf er de 10 adopterede), synes at have været hverdag.
Al ’støjen’ risikerer altså at overskygge en lang skuespillerkarrieres fornemme præstationer, ikke mindst i sin tidligere samlevers filmunivers. Skal man fremhæve en håndfuld af de 13 Allen-film, hun har medvirket i, kunne det være ’Broadway Danny Rose’, ’The Purple Rose of Cairo’, ’Alice’, ’Hannah og hendes søstre’ og ’Små og store synder’. Hun har modtaget både BAFTA- og Golden Globes-nomineringer for flere af de nævnte roller, men Oscarakademiet har ikke bidt på krogen.
Underligt al den stund, at Allens manuskripter jo ellers har kastet Oscarnomineringer i hobetal af sig gennem årene. Mia Farrows problem i den sammenhæng – og det bør bestemt ikke forveksles med en svaghed – er, at Allen har haft blik for at give hende roller, der ikke skriger på opmærksomhed, men tværtom er ydmyge, forsigtige eller fragile kvindeportrætter, der i prissammenhæng måske blegner ved siden af de mere ekspressive kvindetyper, der også befolker Allens film.
Hendes ultimative calling card og claim to fame forbliver dog hendes præstation i Roman Polanskis ’Rosemary’s Baby’ fra 1968, som hun indspillede som kun 23-årig. Hendes look bliver fortsat kopieret næsten 50 år senere, men vigtigere er det, at hendes præstation er en fornem gestaltning af både ungdommelig naivitet og en gradvis nedsmeltning i sindssyge og en isnende accept af ondskaben, uanset om den er en ydre eller ’blot’ indre manifestation.
Burde have været nomineret for: ’Rosemary’s Baby’ (og mindst én af Allen-roller)
2. John Goodman
Ligesom en anden Coen-samarbejdspartner, ovennævnte Buscemi, har Goodman haft mange af sine fornemste stunder i film af det mageløse jødiske brødrepar. I de senere år er der ofte i Awards Season-sammenhæng blevet fokuseret på ham, særligt fordi han har medvirket i Oscarvindende film som ’The Artist’ og ’Argo’.
De roller har dog været for små til for alvor at give grobund for troværdige birollekampagner, men ikke desto mindre er han blevet nævnt som en mulighed igen og igen (også for meget små roller i film som ’Flight’ og hans stærkt underholdende variation over den homeriske kyklop i ’Inside Llewyn Davis’).
Men hvis man ser på hans samlede oeuvre, kunne og skulle Oscarguderne have tilsmilet ham i 1990’erne, årtiet, hvor han etablerede sig som birollemester i Coen-regi. Hans skiftevis vennesæle og diabolsk destruktive præstation som hotelgæsten-fra-helvede i Cannes-vinderen ’Barton Fink’ burde have resulteret i en stensikker Oscarnominering (og faktisk også i en gylden statuette, hvis man kigger på feltet det år). I stedet blev Michael Lerners lille, men sublime cameo som selvforblændet studio exec i samme film foretrukket af Akademiet, hvilket ikke kan kaldes ufortjent, men heller ikke helt retfærdigt.
Herefter skulle man tro, at Akademiet havde lært lektien. Men man overså også Goodmans fænomenale præstation i endnu en Coen-klassiker, ’The Big Lebowski’, hvor han som bowling-entusiasten Walter Sobchak leverer en af de mest fornøjelige Coen-karakterer overhovedet.
Nu er ’The Big Lebowski’ en film, der er vokset gevaldigt med tiden og i dag måske indtager positionen som den ultimative kultfilm fra et kultfilmtynget årti. Oscar har sjældent været first movers, så at de heller ikke var det i tilfældet ’The Big Lebowski’ er måske mere forståeligt, end at man negligerede Charlie Meadows-karakteren i en Cannes-vinder som ’Barton Fink’.
Burde have været nomineret for: ’Barton Fink’ (og ’The Big Lebowski’)
1. Donald Sutherland
Lad mig bare slå fast, at jeg aldrig var i tvivl om, hvem jeg skulle placere på denne listes førsteplads. Donald Sutherland er ubetinget den nulevende skuespiller, der kan tillade sig at føle sig mest overset i Oscarsammenhæng. I en lang række filmroller fra starten af 1970’erne og frem har han leveret varen, tilmed i en type film, der burde have kunnet skaffe ham Oscar-anerkendelse.
Han har opnået Golden Globes-nomineringer for sine biroller i Robert Altmans krigssatire ’M.A.S.H’ (1970) og ’Without Limits’ (1998) foruden for sin hovedrolle i ’Ordinary People’ (1980). I lyset af den Oscarsucces sidstnævnte i øvrigt hentede, kan han med rette ærgre sig over, at det ikke blev til en nominering på tærsklen til 80’erne.
Sutherland modtog desuden BAFTA-hovedrollenomineringer for to roller i det samme år (1973), for ’Steelyard Blues’ og ’Don’t Look Now’. Om nogen er rollen i Nicolas Roegs thriller/gyser en fremragende præstation, hvor Sutherland giver den som sorgramt ægtemand, der bevæger sig rundt i et fantasmagorisk uhyggeligt Venedig og desuden lægger krop til en af filmhistoriens mest overbevisende sexscener (med Julie Christie).
I de samme år leverede han varen i film som ’Kelly’s Heroes’ og ’Klute’. Sidstnævnte gav en Oscar til Jane Fonda for bedste kvindelige hovedrolle, og en nominering til Sutherland havde været mere end på sin plads.
Sutherland har også været konsekvent glimrende i film som ’Six Degrees of Separation’, ’A Dry White Season’, ’Backdraft’, ’A Time to Kill’ og ’Pride and Prejudice’, film der med lidt held sagtens kunne have gjort sig i Oscarsammenhæng, men heldet og timingen er udeblevet. Den nu 81-årige skuespiller har opnået fornyet opmærksomhed i kraft af sin medvirken i ’Hunger Games’-filmene, så mon ikke der kunne ligge en fremtidig nominering til ham, hvis han bliver tilbudt en livskraftig alderdomsrolle i en passende Awards-contender?
Man har da lov at håbe. Hvis ikke det sker, burde han stå øverst på listen over potentielle modtagere af en Æresoscar.
Burde have været nomineret for: ’Don’t Look Now’, ’Klute’ og ’Ordinary People’
Boblere: Steve Martin, Richard Gere, Kurt Russell, John Cusack, Val Kilmer, Jim Carrey, Paul Dano, Isabella Rossellini, Sam Rockwell, Claire Danes, Danny Glover, Bruce Willis, Kevin Bacon, Jeff Goldblum, Ray Winstone, Sam Neill, Jamie Lee Curtis, Harry Dean Stanton, Ray Liotta, Timothy Spall, Ewan McGregor, Guy Pearce, Hugh Grant, Idris Elba, Robin Wright, Cameron Diaz, Bill Nighy, Colin Farrell, Ellen Barkin, Brendan Gleeson, Dennis Quaid, Alfred Molina
Internationale boblere: Bibi Andersson, Anna Karina, Brigitte Bardot, Antonio Banderas, Gong Li, Julie Delpy og (hvis vi skal kippe lidt med Dannebrog) Trine Dyrholm: Kan ni Robert’er ikke veksles til én Oscarnominering?
Læs også: Er ’La La Land’ en sikker Oscar-vinder?