Det taler for en ’La La Land’-sejr:
1. Den imponerende nomineringshøst
At ’La La Land’ opnåede 14 nomineringer ved annonceringen 24. januar indikerer, at filmen står med særdeles gode kort i kampen om at vinde filmverdenens fornemste hæder.
Konkurrenterne ’Moonlight’ og ’Manchester by the Sea’ har opnået henholdsvis otte og seks nomineringer, og SAG-vinderen for bedste ensemble (skuespillerforbundets pendant til ’bedste film’) ’Hidden Figures’ opnåede sølle tre. Dermed tillader vi os at se bort fra sidstnævnte som en reel konkurrent.
De 14 nomineringer til Chazelles musical fordeler sig over et bredt udsnit af kategorier, således at der er en harmonisk vekselvirkning mellem de mest prestigefulde, kunstnerisk betonede kategorier (instruktion, manus, skuespil) og de mere håndværksbetonede og tekniske kategorier (below the line, som det hedder i Oscarjargon).
Hvor de store tekniske og visuelt betagende udstyrsstykker ofte har svært ved at hive nomineringer i land i de fire skuespillerkategorier (for eksempel fik ’The Lord of the Rings: The Return of the King’ ikke en eneste skuespillernominering i rekordåret 2003, hvor den ellers vandt 11 ud af 11 kategorier), er det en klar fordel, at ’La La Land’ gør sig på den front også (med nomineringer til Ryan Gosling og Emma Stone i de to hovedrollekategorier).
Det samme kan siges om manuskript. Også her er ’La La Land’ med, modsat for eksempel en tidligere topscorer som ’Titanic’.
Med andre ord: ’La La Land’ synes noget nær optimalt dækket ind på nomineringsfronten. Der er ingen slagside. Den har hele pakken.
2. Golden Globes-rekord gav stærkt momentum
Den begejstringsbølge, der har båret filmen frem i det nye år (indtil for ganske nylig, hvor et noget desperat backlash er sat ind), hænger sammen med den overraskende overbevisende sejr ved Golden Globes, hvor Chazelles film ikke bare gjorde rent bord, men satte rekord med syv trofæer (ud af syv mulige), hvilket aldrig er set tidligere.
Nok var filmen placeret i den ofte mere tyndt besatte kategori for musical og komedie, men det var sigende, at filmen også vandt i de to vægtige kategorier, hvor alle film optræder på lige vilkår, nemlig for instruktion og manuskript (i GG-regi skelner man ikke mellem adapteret og originalt manuskript). Især var det sigende, at Chazelle slog Kenneth Lonergan (’Manchester by the Sea’) for sit manuskript, en kategori, hvor mange iagttagere ellers havde travlt med at udpege Lonergan som en forholdsvis klar favorit.
Nu er det så op til ’La La Land’ at vise, at den kan levere et lignende sweep ved Oscaruddelingen, og det er langt fra utænkeligt: Akademiet er traditionelt tilbøjelige til at favorisere en eller to film frem for at dele sol og vind lige mellem en håndfuld film.
3. Kritikerne er begejstrede
Brancheanerkendelse og -beundring er ikke nødvendigvis lig med kritikernes gunst. Der er talrige eksempler gennem tiden på Oscarvindere, der har modtaget en ganske lunken kritikermodtagelse for siden at tromle al modstand til side, når de store brancheheste melder sig på hippodromen.
Den slags er der ekstra bevågenhed omkring nu om stunder, hvor alle sten vendes og drejes i forbindelse med Oscarkapløbet, blandt andet takket være de mange internetfora, der beskæftiger sig med Oscar 24/7. Det er vanskeligere at vinde en Oscar i dag med lunkne anmeldelser, end det var for 15 eller 25 år siden, hvor der ikke var en horde af passionerede bloggere til at starte en ildebrand.
På kritikeraggregatsitet Metacritic har filmen en score på 93 ud af 100, hvilket er lig med betegnelsen »universal acclaim«. Det er endog så flot en score, at filmen, hvis den vinder den 26., vil gå over i nyere Oscarhistorie som en af de mest kritikerfeterede Oscarvindere.
Det er et aspekt, som det bestemt er værd at tænke med i sine overvejelser, hvis man forventer, at ’La La Land’ i sidste ende vil blive opfattet som en ’lavkalorie’-kandidat sammenlignet med den mere socialt bevidste (og derfor angiveligt mere vægtige) ’Moonlight’.
Når ikke bare en films produktionsværdi og kommercielle appel, men også dens filmkunstneriske kvalitet synes hævet over diskussion, er der tale om en kraftfuld cocktail.
4. De meget gunstige box office-tal
’La La Land’ er en stor biografsucces i USA for øjeblikket, og selvom Oscar ikke i direkte forstand handler om, hvorvidt en film kan lokke folk i biografen (for eksempel vandt ’The Hurt Locker’ Oscaren i 2009 med en meget beskeden indtjening på 18 mio. dollar sammenlignet med konkurrenten ’Avatar’, der hev for over 700 mio. dollar i land alene i USA!), så skader det bestemt ikke, at en film kan mønstre nogle fornuftige tal på bundlinjen.
Filmen har per 5. februar indspillet for 118 mio. dollar i USA (og 268 mio. dollar på verdensplan), og det skal holdes op imod et budget i den ganske beskedne ende: 30 mio. dollar. Filmen kommer altså til at give et meget fordelagtigt afkast.
5. Branchepriser er den bedste indikation
Den måske vigtigste årsag til, at ’La La Land’ ligner en kommende bedste film-vinder skal findes i det forhold, at filmen har vundet begge de vigtigste såkaldte precursor awards, DGA og PGA, de to mest tungtvejende branchepriser, der går forud for selve Oscaruddelingen, og som derfor traditionelt har en funktion som vejrhane for, hvilken vej vinden blæser.
Både DGA (instruktørernes forbund) og PGA (producenternes forbund) har et stort overlap af medlemmer til Akademiet, så også i den henseende er der tale om en langt mere håndgribelig indikator for Akademiets præferencer end for eksempel Golden Globes, hvor der ikke er noget overlap overhovedet.
Kombinationen DGA+PGA gør af indlysende grunde Chazelles film til en ret tung favorit. Men når det er sagt, skal det understreges, at der i nyere tid findes flere eksempler på, at en film, der har vundet begge priser, alligevel ikke har hjemtaget Oscaren for bedste film. DGA- og PGA-vinderen ’Apollo 13’ tabte i 1995 til ’Braveheart’, det samme gjorde ’Saving Private Ryan’ til ’Shakespeare in Love’ i 1998 og ’Brokeback Mountain’ til ’Crash’ i 2005.
Men her taler vi så netop også om de tre måske mest overraskende vindere af bedste film-kategorien i perioden fra 1995 og frem til i dag.
Hvis ’La La Land’ ikke vinder bedste film-prisen, vil der derfor også være tale om en kæmpe overraskelse. Det tæller heller ikke ned, at filmen i går vandt den britiske branchepris BAFTA, der også deler en pæn portion medlemmer med Oscar-akademiet.
Det taler imod en ’La La Land-sejr:
1. Mange (og flest) nomineringer er ikke lig med en bedste film-statuette
Nyere Oscarhistorie er rig på eksempler på film, der har hentet et tocifret antal nomineringer i land uden af den grund at kunne gøre sig gældende:
’The Curious Case of Benjamin Button’ kom til kort trods hele 13 nomineringer i 2008 (den tabte til ’Slumdog Millionaire’). I 2011 vandt ’The Artist’ Oscaren for bedste film, selvom ’Hugo’ opnåede flere nomineringer (11). Året efter modtog ’Lincoln’, Steven Spielbergs statelige historiske drama om ’Honest Abe’, 12 nomineringer og Ang Lees ’Life of Pi’ 11, men begge blev besejret af den mere friskfyragtige historietime ’Argo’, der ellers kun opnåede i alt syv nomineringer.
’American Hustle’ modtog ti nomineringer i 2013 uden at vinde en eneste af dem. Samme år modtog ’Gravity’ ligeledes ti nomineringer (og vandt syv Oscars), men den kom – ligesom ’American Hustle’ – til kort over for ’12 Years a Slave’ i bedste film-kategorien. Sidste år tabte ’The Revenant’ trods 12 nomineringer bedste film-kategorien til ’Spotlight’, der kun havde opnået seks nomineringer (en delt fjerdeplads målt på antallet af nomineringer – filmen vandt kun for sit manuskript i tilgift til hovedprisen).
Med andre ord: Mange nomineringer er ikke nødvendigvis lig med mange Oscars – og selv hvis det er (som i tilfældet ’Gravity’), er det ikke ensbetydende med, at en film vinder den mest eftertragtede i samlingen, nemlig for bedste film.
En forudsætning for at modtage et tocifret antal nomineringer er, at pågældende film er et visuelt udstyrsstykke, altså at den henter en væsentlig andel af sine nomineringer i ’below the line’-kategorierne, altså de kategorier, der har med det tekniske håndværk at gøre. Men en stor værdsættelse af den tekniske indsats på en filmproduktion betyder ikke nødvendigvis, at en film i fortællermæssig eller kunstnerisk forstand er af samme overbevisende støbning.
Af samme grund er det vigtigt – når man sammenligner favoritfeltet – at have blik for, hvilke typer film der er tale om. I årets felt er det slående, at de to angiveligt største trusler til ’La La Land’, nemlig ’Moonlight’ og ’Manchester by the Sea’, ikke i nær samme grad er teknisk betonede film. De kan faktisk med god ret (i hvert fald i Oscarregi) kaldes for indiefilm.
Dermed har ’La La Land’ en naturlig fordel i forhold til sine mest direkte konkurrenter i spillet om at opnå mange nomineringer på tværs af Akademiets grupperinger. Mange nomineringer kan nok indikere bred støtte til en film, men det siger ikke nødvendigvis noget om den potentielle vinderfilm, eftersom for eksempel ’Spotlight’ dårligt kunne have hevet nomineringer i land uden for de kategorier, hvor den rent faktisk sikrede sig nogen.
2. Den mangler en SAG-nominering
Det på papiret klart største handicap for ’La La Land’ er, at filmen ikke opnåede en nominering for ’bedste ensemble’ ved SAG Awards (skuespillerforbundets prisuddeling), en pris, der er en form for pendant til Oscars bedste film-kategori. Vi skal helt tilbage til ’Braveheart’ i 1995 for at finde den seneste bedste film-vinder, der ikke kunne mønstre en SAG-ensemble-nominering.
Set i det lys skal ’La La Land’ faktisk overvinde nogle temmelig ugunstige odds for at vinde hovedprisen den 26.!
Der er dog et ret stort ’men’: Selvom historikken bestemt er værd at notere sig, så siger den måske lige så meget noget om, hvad det er for en type film, der typisk vinder Oscaren for bedste film. Det gør nemlig… ensemblefilm. Og det er klart, at hvis en ensemblefilm ikke scorer en ensemblenominering hos skuespillerforbundet, ja, så ser det skidt ud.
Men pointen i forhold til årets kapløb er den, at ’La La Land’ dårligt kan rubriceres som netop en ensemblefilm, da den temmelig ensidigt fokuserer på dynamikken mellem de to hovedroller (Stone og Gosling). Målt efter de alen er det altså ikke så sært, at den ikke opnåede ensemble-nomineringen.
Hvis man dømmer ’La La Land’ ude alene på grund af dens manglende SAG-ensemble-nominering, begår man således en fejlslutning: ’La La Land’ er ikke en ensemblefilm.
Vi har i de senere sæsoner set eksempler på to andre film uden en SAG-ensemble-nominering, der (formentlig) var lige ved og næsten at vinde for bedste film, nemlig ’Gravity’ (2013) og ’The Revenant’ (2015). I den forstand er der måske en smule opbrud i Akademiets ellers noget fastlåste forestillinger om, hvordan en typisk Oscarvinder bør ser ud. Måske skal fremtidens Oscarvindere for bedste film ikke nødvendigvis tages fra bunken med ensemblefilm? På det punkt kan ’La La Land’ altså – hvem ved – være medvirkende til at igangsætte en ny trend.
En sidste krølle på årets kapløb: Havde hovedkonkurrenterne ’Manchester by the Sea’ eller ’Moonlight’ vundet SAG’s ensemblekategori, når nu den mægtige konkurrent var fraværende i feltet, havde der måske været en snert af en mulighed for en overraskelse. Men det skete ikke. Lettere overraskende vandt ’Hidden Figures’ i stedet, og dermed forpassede de to bejlere muligheden for at indhente noget af det forsømte.
3. Backlash i kølvandet på Trump og #Oscarssowhite
Den egentlige trussel mod ’La La Land’ ligger måske ikke så meget i en analyse af Oscarhistorikken i forhold til statistiske sandsynligheder. Nej, mange vil mene, at det er selve tidsånden, der modarbejder filmen.
Med tanke på Trumps valgsejr – og den potentielle trussel mod den liberale-demokratiske verdensorden – vil mange (ikke mindst i en forsamling af venstresnoede Hollywoodtyper) måske i sidste ende frygte, at en kroning af den meget hvide ’La La Land’, der tilmed repræsenterer en meget hvid genre (musical) og ovenikøbet ’hvidvasker’ en sort genre (jazz), kan virke som et bagstræberisk og politisk tonedøvt valg – særligt eftersom filmen er oppe mod en sort film, ’Moonlight’, med sorte stjerner og en sort instruktør, Barry Jenkins.
Trump udgør i den forbindelse ’blot’ en tvivlsomt farvet glasur på den rævekage, Akademiet bagte til sig selv sidste år i form af #Oscarssowhite-fadæsen. Mange vil have miseren fra 2015-årgangen i frisk erindring, og hvis mange medlemmer ønsker at sende et budskab til omverdenen om, at man har taget ved lære, ja, så har man en god mulighed for at råde bod ved at stemme på den socialt bevidste sorte film frem for den eskapistiske fantasi om hvide menneskers hvide problemer.
Vinder den så?
’La La Land’ vinder Oscaren for bedste film i år, uanset om det igangværende backlash kulminerer på det ’rigtige’ tidspunkt eller ej – og uanset om det koster filmen mange eller ganske få stemmer. Forskellen består i en suveræn eller en klar sejr.
Der, hvor spændingen ligger, er i forhold til, hvor mange Oscars filmen kan hjemtage på den store aften. Må den nøjes med seks-syv Oscars (hvilket dens klare favoritstatus taget i betragtning vil være mildt skuffende), eller kan den lave et regulært sweep og snuppe et tocifret antal statuetter (måske endda slå eller tangere rekorden på 11, der deles af ’Lord of the Rings: Return of the King’ og ’Titanic’)?
Det kan gå begge veje, men uanset hvad: 14 Oscars vinder den ikke: Dertil er Ryan Gosling for undertippet i forhold til Casey Affleck og Denzel Washington i kategorien for bedste mandlige hovedrolle.
Læs også: ‘La La Land’ rydder bordet ved BAFTA – ‘Moonlight’ forbigås