1. Oscar-drømme fra første færd
»Allerede inden manuskriptet blev skrevet, sagde Kim Magnusson, at han godt kunne lide ideen, og at det lød som en film, der – hvis den blev god – kunne komme i spil til Oscar. Han sagde, ’lad os se, hvordan filmen bliver, og synes jeg, den er god nok, så sender vi den derover’. Det var aftalen.
Min far (Ib Kastrup, red.) og jeg skrev manuskriptet, og vi har da også lavet den med tanke på, at det kunne være fedt at få den derover. Forstået på den måde, at der i hvert fald ikke bliver skruet ned for følelserne i filmen. Vi dyrker melodramaet. Men det er ikke forceret, for det er den måde, jeg godt kan lide at lave film på«.
2. Michelle Williams, undercover
»Første gang, jeg tog til L.A., var det for at være med til frokosten for alle de nominerede. Det fede ved den dag er, at ingen har vundet endnu, så der er en stemning af, at alle godt kan snakke med hinanden.
Der stod 100 fotografer ved den røde løber foran indgangen og tog billeder af én, men der er lukket for pressen derinde, så stjernerne kan slå sig lidt løs. Det første, der sker, når man kommer ind, er, at man får taget billede med Oscar-akademiets præsident. Og så går man forbi to vagter, og jeg hørte tilfældigvis, at én af dem var tidligere SAS-soldat. Det er nogle seriøse typer.
Ved det store traditionsrige gruppebillede kalder de én nomineret op ad gangen. Det tager en halv time. Og det fede er jo så, at alle kigger på dig, når dit navn bliver råbt op. Jeg endte med at stå ved siden af Michelle Williams, men jeg kunne ikke genkende hende. Jeg kunne bare se, at der stod en flot lyshåret pige ved siden af mig, og jeg tænkte, at hun nok var skuespiller. Men det var først, da Kim Magnusson bagefter sagde, ’er du klar over, at du stod ved siden af Michelle Williams’, at det gik op for mig!
Steven Spielberg var den første, jeg gik forbi. Men jeg er ikke så god til at gå over og snakke med de der folk, for jeg ved ikke, hvad jeg skal snakke med dem om. Og det er mennesker, der er vant til at være omringet konstant, og jeg har måske bare lyst til at give dem lidt fred«.
3. Ham fra ’Borgen’
»Jeg sad blandt andet ved bord med special effects-folkene fra ’Junglebogen’, som gik hen og vandt, og på min venstre side manusforfatteren på ’Hell or High Water’ (Taylor Sheridan, red.). Og så er der nogle Academy Governors (en slags bestyrelsesmedlemmer for akademiet, red.) ved hvert bord.
Jeg fandt ud af, at man i USA virkelig gør et forarbejde for at finde ud af, hvem folk er. Ham Akademi-governor’en spurgte, hvem jeg var, og da jeg fortalte det, vidste han, at jeg havde været med i ’Borgen’. ’What?!’ ’Ja ja, jeg har tjekket din IMDb ud’, sagde han og kunne også nævne, at jeg havde været med i ’Lærkevej’ og flere andre serier. Det mødte jeg flere gange under min Oscar-tour. Det var ret inspirerende. Det kunne jeg godt selv finde på at gøre i fremtiden«.
4. En ’Ladyboy’-plakat i L.A.
»Jeg kom en uge inden showet for at deltage i alle mulige arrangementer. En aften skulle vi se alle de nominerede kortfilm, og jeg fik at vide, at jeg skulle fortælle lidt om filmen ved en Q&A bagefter. Så vi kom ind i en biograf, og jeg troede, der ville sidde 50 mennesker.
Men vi kommer ind i en sal på størrelse med Imperial, hvor der sidder 1000 mennesker. Jeg er ikke super god til engelsk og havde i forvejen lidt nøjeren over at skulle fortælle om min film på et andet sprog, og da jeg så salen, fik jeg endnu mere nøjeren. Det var vildt at se så mange, der er engagerede i en så lille kategori som kortfilmkategorien.
Da jeg kom ud fra salen, stod folk klar og ville have autografer. Nogle af dem havde simpelthen printet plakaten ud fra ’Silent Nights’ – og ikke bare fra den, også fra nogle af mine tidligere film, som ’Ladyboy’. Så stod der nogle med en plakat med ’Ladyboy’, en lille dansk kortfilm, og sagde ’will you please sign this’. Jeg har aldrig oplevet noget lignende«.
5. Danskerfest
»Alle danskerne boede på samme hotel. Hvor folk som Meryl Streep og Riz Ahmed i øvrigt også boede. Jeg havde lige set ’The Night Of’ og hilste på ham hver morgen. Hotellet var samlingspunktet for arrangementerne for danskerne. Det sjove er, at man oplever, hvor mange danske filmfolk der er i L.A. Til den store danskerfest mødte jeg både Nikolaj Arcel, Anders Thomas Jensen, Niels Arden Oplev, Michael Noer, Ole Christian Madsen og Mikkel Nørgaard. De bor og arbejder i L.A. Det var ret vildt at se de mennesker, som på en måde har indfriet drømmen.
Jeg var meget overrasket over, hvordan vi kunne rende rundt en hel uge og nærmest kun tale dansk. Så er vi nede på Mel’s Drive og spise burger, og så kommer Patrick Dorgan fra Lukas Graham ind ad døren. Så holdt vi fest med ham en aften i hans hus med Lukas Graham-producerne. Der er danskere over det hele. De kører med klatten i L.A.«
6. Morgenen inden
»På selve dagen var det lidt ligesom, hvis man skal spille en vigtig fodboldkamp, hvor man næsten har lidt ondt i maven. Det var det, jeg havde set frem til i næsten to måneder.
Jeg var nervøs, for jeg ville sindssygt gerne vinde, og mange sagde, at vi lå okay i prognoserne. Men jeg turde heller ikke tro på det, så jeg sagde til mig selv, at vi ikke vandt, så jeg ikke blev lige så skuffet. Og det er jeg glad for, at vi gjorde – for vi vandt jo ikke«.
7. Rød løber
»At komme ind på den røde løber var ligesom at gå om bord på et fly: Scannere, metaldetektor, top sikkerhed, kæmpestore vagter over det hele. Jeg havde set Oscar i tv hvert år og havde altid troet, at den røde løber var en kilometer lang. Men den er ikke mere end 100 meter. Og jeg har svært ved at få de ord ud af min mund, men jeg var nærmest lidt skuffet.
Men Kim sagde til mig, ’det her skal du nyde, det er specielt – så gå to skridt frem og ét tilbage og bliv stående lidt hver gang’. For der er hele tiden nogen, der står og skubber til én og siger, ’get on, get on’, så det ikke hober sig for meget op på løberen. Det var en vild oplevelse«.
8. En tåre i øjenkrogen
»Justin Timberlake åbnede jo showet, og det var ligesom der, det gik op for mig, ’fuck, vi er til Oscar’. Jeg fik nærmest tårer i øjnene lige dér. Jeg blev simpelthen så rørt over, at vi var nået så langt. Det sker sgu lige nu.
Der er jo pauser næsten hvert kvarter, hvor du så kan få en drink eller ryge en smøg. Jeg gik ud for lige at dulme nerverne, og så snart du rejser dig op, kommer der seatfillers og tager din plads. Og når du så er tilbage, prikker du dem på skulderen, og så går de igen. Salen må ikke se tom ud.
Pauserne er præcis fem minutter, og hvis du ikke når at komme ind, lukker dørene, og så kommer du ikke ind til showet før næste pause. Jeg var ude og ryge en smøg og i tvivl om, hvornår det var vores kategori. Og så kunne jeg ikke komme ind. Der fik jeg super nøjer på. Heldigvis var det ikke vores tur, men jeg turde så ikke gå ud igen. Så den sidste halvdel af showet, sad jeg simpelthen og sku’ pisse så meget.
Jeg sagde til Malene (Beltoft Olsen, hovedrolleskuespiller i ’Silent Nights’, red.) lige inden, at hvis vi vinder, tror jeg, jeg kommer til at tisse i bukserne efter at have siddet dernede i så lang tid. Det var næsten ved at ødelægge øjeblikket – der var nærmest lidt lettelse ved, at vi ikke vandt!
Så snart der var en pause, løb jeg ud og pissede og røg en smøg og mødte ’Under Sandet’-holdet, der heller ikke havde vundet. Og derefter kunne jeg slappe af og tage showet mere ind«.
9. »We want a recount«
»Alle havde regnet med, at ’La La Land’ ville vinde, så da de blev udråbt, var det bare, nå ja, selvfølgelig. Men så kan jeg huske, at Kim, Malene og jeg snakker om, hvem fanden er det, der løber ind på scenen – der er noget galt. I lang tid tror vi, det er en joke, en event, men efterhånden kunne man bare mærke, at der var en stemning i salen, hvor folk begyndte at rumstere og snakke med hinanden.
Man kunne mærke, der var noget voldsomt galt, mens ’La La Land’-folkene stod og holdt tale. Og da de så tog den rigtige vinderkuvert frem, gik der bare et chok igennem salen. Man kunne nærmest høre den der, ’aaaaarh’ – alle fik gåsehud. Hvordan kunne det ske? At verdens største show kan lave en fejl på hovedprisen… Kim Magnusson vendte sig om mod dem, der havde vundet foran os i vores kategori og råbte: ’We want a recount!’«.
10. Næste gang, Elton
»Vi var blevet inviteret til Elton Johns afterparty. Lige efter showet er der Governors Ball, hvor alle er der i halvanden time, med lækker mad, vin og musik. Om aftenen er der så kæmpe afterpartys, og de mest attraktive er Elton Johns og Vanity Fairs. Vi havde billetter til Elton John, men kun fire. Og vi var flere fra holdet afsted. Så i solidaritet valgte vi ikke at tage til den fest og bare blive på restauranten og nyde hinandens selskab.
Der er åbenbart en uskreven regel om, at hvis du har vundet en Oscar, kan du komme ind til alle fester, hele holdet – så skal du bare stikke Oscar’en ud af vinduet, og så får bilerne lov til at køre ind. Det havde vi jo håbet på. Men Elton John-festen må vente til en anden gang. Jeg har fået en lille smule blod på tanden. Jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage en dag. Jeg er allerede i gang med at tænke på, om jeg kan nå at lave en ny kortfilm, jeg kan sende ind næste år«.
Aske Bang arbejder nu på sin første spillefilm, ‘Døden kører Audi’, og en serie for TV 2 Zulu med vennen Allan Hyde.