Der er ét sted i public service-fladen, hvor kønskvoterne håndhæves med religiøs stringens, og det er i Hassan Preislers Radio24syv-program ’Min lille Hassan’, der lige nu kører på sin anden sæson.
Her er der nemlig udelukkende adgang for mænd. Og kun for mænd, der taler om følelser og kun følelser, som det lyder i værtens oplæg.
Det har en lang række mere eller mindre kendte mennesker fra kultur- og politikerparnasset så gjort over et par og tyve programmer, hvoraf adskillige har været fænomenalt lytteværdig radio. Også for folk med primærinteresse i film- og tv-universet, for i studiet har notabiliteter som ’Arvingerne’-stjerne Carsten Bjørnlund, ’Underverden’-instruktør Fenar Ahmad og skuespiller Janus Nabil Bakrawi afsløret nye sider af sig selv, som normalt ikke slipper igennem det premierefokuserede PR-maskineri.
Forfatter, dramaturg og skuespiller Hassan Preislers interviewstrategi er på én gang snu og tåkrummende ærlig: Han afslører sine mest intime og usympatiske følelser i en grad, at gæsten føler sig nødsaget til at gøre det samme for ikke at virke som en selvforherligende facaderytter.
Hassan fortæller forfatter Kasper Colling, at han har været så misundelig på ham, at han har kritiseret ham i Facebook-debatter blot for at skade ham. Han afkræver intime informationer om sin ekskones oplevelse af deres skilsmisse fra Janus Bakrawi, som arbejdede på ekskonens spillefilm i samme periode.
Han fortæller om sit sexliv. Han erkender, at han har overdrevet den sikkerhedsrisiko, han blev bragt i, da han ville opsætte Salman Rushdies kontroversielle ’De sataniske vers’ på teatret. Han røber, at han har spillet offerkortet som en bevidst selvpositioneringsstrategi. At han har løjet om sin løn, løjet for sin kæreste, løjet, løjet, løjet.
En subtil sviner
Ofte er resultatet samtaler båret af både dybde og konfliktsans, særligt når Preisler selv har et horn i siden på samtalepartneren, og at denne samtalepartner også tør (og er i stand til) at være følsom. Som teaterchef Morten Kirkskov, der har afvist Preislers stykke på Det Kongelige Teater, eller Berlingske-kritiker Jakob Steen Olsen, der har givet ham en dårlig anmeldelse.
Andre gange er programmet ganske enkelt øjneåbnende, fordi samtalen når til bunds i noget, der ligger uden for Preisler selv, som når Esben Kjær fortæller om at have mistet sit barn, når værten mere og mere insisterende presser ’Amerikanske billeder’-legenden Jacob Holdt til at blotlægge sit forhold til sandhed og løgn, og når Carsten Bjørnlund beretter om at have afskåret kontakten til sin mor.
Preisler indleder hvert program med at redegøre for ugens interviewpersons meritter og konkludere, at vedkommende både er »dette og hint«, hvortil Preisler med reference til Kierkegaard kommer med punchlinen: »Men kan han også være sig selv?«
Til slut i programmet konkluderer værten så igen, at vedkommende »er dette og hint« og tilføjer denne gang, at »jeg synes, han har bevist, at han også tør være sig selv«, men ikke alle gæster lever op til hans krav om udbasunering af de inderste og grimmeste følelser. Og det er en af de mest subtile svinere i nyere radiohistorie, når han i programmet med sociolog og politiker Henrik Dahl undlader denne ellers faste konklusion efter et program, hvor Dahl primært har fremført selvros forklædt som selverkendelse. Hvilket vel også siger en del.
Har man ikke allerede luret det, handler programmet mindst lige så meget om Hassan Preisler som om de gæster, han får besøg af. Faktisk er det et slags terapiprogram med omvendt fortegn: Preisler er patienten, gæsterne hans konstant skiftende psykologer.
Som Hassan Preisler fremstår i programmet, er han både krukket, ynkværdig og narcissistisk, men i denne kontekst tæller det alt sammen som kvaliteter, fordi han går til programmet med et oprigtigt ønske om at forstå mænds følelser, at forbinde sig til den, han sidder overfor, og blive klogere på sig selv såvel som andre. Og terapi er vel per definition navlepillende.
Fuck dig, din dårlige skuespiller
Allerbedst er programmet dog, når Preislers strategi bliver rystet i dens grundvold.
Carsten Jensen pirker til Preislers hang til at sætte fokus på de negative følelser frem for følelser, der skaber nye forståelser, og Hassan bliver så frustreret over forfatterens koldblodighed, at han føler sig kaldet til at hive sin producer ind i æteren.
’Kunsten at græde i kor’-forfatter Erling Jepsen keeeeeeeder sig så meget over Hassan Preislers insisteren på noget så trivielt som sandheden, at han til sidst simpelthen udvandrer. Han vil meget hellere snakke om fisse og har inden for de første par minutter blandt andet fortalt, at hans seneste knald var en 2000 kroner dyr escortpige, ligesom han har tilsvinet Preislers stemme, som ifølge ham lyder, som om han kan bryde sammen i gråd, hvert sekund det skal være.
Det er umanerligt underholdende radio, men det sætter samtidig vægtigt spørgsmålstegn ved, om den uforbeholdne følelsesudkrængning ikke også bare er en taktik, som Preisler bruger for at sætte sig selv i centrum – og om vores ubehagelige, men måske flygtige, tanker overhovedet er så interessante, når det kommer til stykket.
Fænomenal er også denne uges verbale boksekamp over to timer med Fenar Ahmad, der allerede inden programmet har sendt en sms til Preisler med teksten: »Fuck dig din dårlige skuespiller. Jeg mødes med dig på gaden og siger det til dit ansigt, men jeg er simpelthen for stor til dit lille Hassan-program«.
Fenar Ahmad er stærkt irriteret over titlen på Preislers succesroman ’Brun mands byrde’, som han dog ikke har læst, mens Preisler hiver en negativ anmeldelse fra et, ifølge Ahmad, undermålermedie frem for at underbygge sit eget skeptiske forhold til ’Underverden’.
Både med Jensen, Jepsen og Ahmad mister Preisler taktstokken, men netop her demonstrerer værten sin kompromisløshed bedre end på noget andet tidspunkt: Han er bange for, at de har ret i alle deres anklager.
Mens de fleste (halv)offentlige personer i dag har stram styring med, hvordan de optræder i medierne, prikker ’Min lille Hassan’ hul i kulturpersonlighedernes teflon. Det kræver sin mand at stille op til ’Min lille Hassan’. Og som lytter kan man ikke undgå at spekulere over, hvor ærlig man selv er. Ikke mindst over for sig selv.
Læs også: For Jørgen Leth er der narko i helikopteren