’Imperial Dreams’: John Boyega fylder autoritativt billedet ud i sin gennembrudsfilm
Hovedpersonen i ’Imperial Dreams’ hedder Bambi, men hverdagen, han vender tilbage til, er tættere på Dr. Dre end Disney. Han prøveløslades efter et fængselsophold og forventer ingen overdådig modtagelse fra lokalsamfundet. Det bliver da også kun til et »hva’ så, nigger« og en udleveret pistol. I Watts, et af Los Angeles notoriske ghettoområder, gør det sig ud for velkomsten.
Bambi (John Boyega) er i fængslet begyndt at skrive selvbiografisk prosa og blevet udgivet i et litterært magasin. Forfatterambitionerne står ikke øverst på dagsordenen for Onkel Shrimp (Glenn Plummer), som i mellemtiden har taget sig af Bambis søn og gerne ser tjenesten gengældt.
Shrimp tilbyder et kurerjob, ganske lavrisikabelt, siger han. Bambi vil bare forsøge at komme på fode. Måske sikre en forlagskontrakt, så sønnen kan få en tryg tilværelse uden for betonjunglens voldelige blindgyder. En interessekonflikt tegner sig altså mellem nevø og onkel, og efter at have presset i stykke tid smider Shrimp dem ud. Far og søn er nødsaget til at bo i en bil. Ikke befordrende for fremtidsplanerne, når de sociale myndigheder og politiet er ivrige efter at føre tilsyn.
Broren Wayne (Rotimi) nærer også forhåbninger om noget andet end Watts. Som den eneste i kvarteret færdes han i jakkesæt og slips. På vejen mod en universitetsuddannelse er det hans talisman, på samme måde som notesbogen er for Bambi. Imidlertid har Wayne svært ved at skrabe de nødvendige penge sammen, hvorved Shrimps tilbud bliver anderledes attraktivt.
Var ’Imperial Dreams’, der vandt publikumsprisen på Sundance 2014 og nu har ramt Netflix, mere konventionelt skåret, havde Bambi påtaget sig jobbet for at skåne broren for en kriminel løbebane. Så vidt kommer det aldrig, og det tæller som en styrke, at instruktør og medforfatter Malik Vitthal sætter lavmælt socialrealisme over thrillerelementer. Overlevelseshistorien får en fredeligere udgang, der måske ikke emmer af feelgood-stemning, men omvendt heller ikke er så deprimerende, som en overfladisk synopsis kunne give indtryk af.
Meget af troværdigheden hentes i skuespillet. Britiske John Boyega, der efter ’Imperial Dreams’ blev et kendt ansigt med sin hovedrolle i ’Star Wars: The Force Awakens’, er med i næsten hvert eneste billede og fylder dem autoritativt med en fejlfri amerikansk accent.
Og Plummer, kendt fra et hav af biroller i alt fra ’Speed’ til ’Saw’, sørger for at menneskeliggøre sin rolle, så han aldrig fremstår entydigt som skurk.
Filmens bedste scene udspiller sig efter en begravelse. Bambi har mistet sin fætter i et bandeopgør, Shrimp dermed sin søn. Selvom luften stadig er kølig imellem dem, mødes de på sengekanten i et sorgfuldt øjeblik. Da græder Schrimp ikke over livsførelsen, som forårsagede juniors død. Tårerne kommer af, at han aldrig fik videregivet, hvor varmt blyet føles, når det rammer kroppen.
At det står tilbage som det største forældresvigt hos gangsteren understreger, hvorfor Bambi ingenting siger.
Kort sagt:
’Imperial Dreams’ er en overlevelseshistorie, der kan ses og forstås af alle. Både meget elementær og med masser af nuancer. På den baggrund fuldt fortjent, at den vandt publikumsprisen på Sundance i 2014.
Læs også: Daisy Ridley demonstrerer sine rap-skills på et John Boyega-beat i ‘Star Wars’-ekstramateriale