‘T2: Trainspotting’ er melankolsk nostalgi, der efterlader en tåre i øjenkrogen
Jeg kom ud af biografen i 1996 efter at have set ’Trainspotting’, 17 år gammel. Det var i Århus, og der var Festuge. Jeg følte, at jeg var nødt til at løbe. Høj på kunst og fyldt op af filmens rå energi. Så jeg spænede gennem vrimlen, mødte nogle venner, slugte en øl, hoppede op på rækværket på Sankt Clemens Bro, kastede armene i vejret og brølede, så højt jeg kunne.
Ikke ord, bare en lyd. Det skulle ud. En fyr hev mig ned og sagde: »Er do sindssyg eller hva’?« og jeg sagde »nej, jeg er ikke engang fuld endnu«. Senere sad jeg på en kantsten midt i festvirakken og fortalte min bedste ven om, hvordan en film lige havde blæst min hjerne ud.
Manuskriptforfatteren John Hodge, der også stod bag originalen, trækker (igen) på Irvine Welshs roman fra 1993 og løst på opfølgeren ’Porno’ fra 2002. I ’T2: Trainspotting’ er drengene blevet til midaldrende mænd, og filmen har en tilsvarende anden energi. Der er dog stadig masser af spydige kommentarer til samtiden, og der bliver stadig serveret hektiske, visuelle abstraktioner, sort humor og grov vold, bare med en snert af melankolsk modenhed.
Mark Renton (Ewan McGregor) vender tilbage til Edinburgh efter at have boet i Amsterdam, siden han flygtede med den pose penge, som burde have været delt i fire portioner. Den enfoldige Spud (Ewen Bremner), den bitre Simon ’Sick Boy’ (Jonny Lee Miller) og den psykotisk voldelige Begbie (Robert Carlyle) tager ikke ligefrem kærligt imod ham. Men ungdommens bånd er stærke, og når man er på røven, kan man lige så godt være på røven sammen.
De tager et vildt dyk i fortidens pøl, hvor glimt af scener fra den første film er vævet ind som minder. Hovedpersonerne er blevet ældre, men ikke klogere. Storslåede, dødfødte planer for fremtiden sættes i værk, og endnu engang er der en sum penge, som kommer imellem mændene. »Det starter med en mulighed«, forklarer Spud. En mulighed for at score penge eller stoffer. »Og så kommer forræderiet«.
Men ligesom i forgængeren er kup-plottet næsten underordnet. ’T2’ handler om håb og spinkle muligheder for frelse, men først og fremmest handler den om at fortabe sig i fortiden.
Hvis den første film handlede om afhængighed af stoffer, handler efterfølgeren om afhængighed af nostalgi. Man kender det, hvis man bare én gang har prøvet at se sig selv udefra sidde i godt selskab med bøf og rødvin og snakke om alle de vilde ting, man lavede sammen som unge og tænke: Hvorfor helvede laver vi ikke nogle vilde ting lige nu i stedet for at sidde her med forpulet bøf og rødvin?
Alle hovedpersonerne har et perverst forhold til fortiden. Den glorificeres, som anførte de en ’Make Scotland Great Again’-kampagne. Men det har aldrig været great, og det kom frem i Mark Rentons episke rant fra den første film om, hvor shite det er at være skotte. Skotter er værre end wankers, for de er blevet koloniseret af de fimsede engelske wankers. Skotterne kunne ikke engang finde et ordentligt land at blive overtaget af.
Her 20 år senere fejltolker hovedpersonerne ungdommens glæder som en glorværdig fortid, der aldrig har eksisteret.
Det er en fornøjelse at se samtlige skuespillere fyre den af og give deres bud på, hvad 20 år gør ved et menneske. Den største tilfredsstillelse kommer med Spud og Begbie. Det var de to af hovedpersonerne, der blev udfoldet mindst i originalen. De var henholdsvis den sjove og den skræmmende. Det er de stadig, men her får de fuldendte portrætter og passende finaler.
Jeg har svært ved at vurdere, hvordan ’T2’ står alene. Den vil altid blive sammenlignet, og de fleste vil komme til den erkendelse, at originalen var meget bedre. ’T2’ er på ingen måde lige så rå, overrumplende og banebrydende som sin forgænger, men måske er det netop meningen. Filmen løfter sig ved at være villig til at lade det hele handle om netop denne degradering.
Forventede vi, at ’T2’ ville overgå originalen? Nej. Det ville næsten have været et argument imod selve efterfølgerens eksistens, fordi den netop handler om, at intet bliver bedre med alderen.
Er ’T2’ så en god film, eller vækker den bare nostalgiske følelser og minder om ens egen fortid? Sick Boy kalder det at være »turist i din egen ungdom«, og hvis du har et forhold til den første film, ligesom mig, så risikerer du at blive ramt af efterfølgeren, som var det et ølkrus skødesløst kastet over skulderen fra pubbens balkon. Det slår hårdt.
Få ting gør ondt som nostalgi, i hvert fald hvis nostalgien flyder over med fortrydelser, knuste håb og ting, man ikke fik gjort. Heldigvis er ’T2’ lige så meget en fejring af ungdommens kraft, som man stadig kan have i sig 20 år senere.
Og her 20 år senere forlod jeg meget sigende biografen, ikke med et behov for at råbe med ungdommens kraft og da slet ikke et behov for at løbe. I stedet gik jeg ud, tog cykelhjelm på og kørte ind på kontoret. Senere sad jeg med den samme ven som for 20 år siden og fortalte om min reaktion på ’T2’, og så skulle jeg til babysvømning med den mellemste. Sådan er livet.
Kort sagt:
En værdig efterfølger, selvom den slet ikke er på højde med forgængeren. I stedet for at udnytte en nostalgisk længsel efter ungdommens ’Trainspotting’ udforsker ’T2’ nostalgiens melankolske side. Du forlader ikke biografen synligt eksalteret, men med et lille smil på læben, en tåre i øjenkrogen og akkurat nok adrenalin i årerne til at kunne mærke det resten af dagen.
Læs også: Hvordan ‘Trainspotting’s herointrip blev af et 90’ernes største filmhits