’The Birth of a Nation’: Slavedrama overskygges af instruktørens egen fortid

Kort efter at ’The Birth of a Nation’ vandt både juryens pris og publikumsprisen på Sundance-festivalen i januar 2016, købte Fox Searchlight Pictures rettighederne til filmen for et rekordhøjt beløb på over 17 millioner dollar.

Alle regnede med, at her var årets vigtigste film. Nate Parkers drama var drejet over den virkelige historie om den sorte mand Nat Turner, der i Virginia i 1831 førte an i et stort slaveoprør. At ’The Birth of a Nation’ samtidig fik premiere i en periode i USA, hvor opstanden blandt den sorte befolkning i USA under sloganet Black Lives Matter var på sit højeste, gjorde kun relevansen endnu større.

Opstanden var udløst af drabene på teenageren Michael Brown og andre sorte, og da Nate Parkers film ramte biograferne, sad de fleste bare og ventede på, hvor mange Oscar-nomineringer ’The Birth of a Nation’ ville få. For her var endelig en film om slaver, der gør oprør, skrevet og instrueret af en (flot) sort amerikansk mand, som endda selv spiller hovedrollen.

Men så faldt bomben. Det viste sig undervejs i promoveringen af filmen, at Nate Parker i 1999 havde været under anklage for sammen med sin ven Jean Celestin at have begået seksuelt overgreb på en kvindelig medstuderende på Penn State University. Parker blev frifundet, men Jean Celestin – som er medforfatter af manuskriptet til ’The Birth of a Nation’ – blev dømt. Endnu mere grelt blev det, da det kom frem, at kvinden, der havde anklaget de to mænd for overgrebet, havde begået selvmord.

Reaktionen i den amerikanske offentlighed ændrede sig hurtigt til lynchstemning.

Nate Parkers film gik fra at få stående ovationer ved nogle af de indledende visninger til at blive mødt med buh-råb. Adskillige fremtrædende sorte kommentatorer proklamerede, at de ville boykotte filmen. Og i sidste ende floppede den også ved billetlugerne.

Men fortjener ’Birth of a Nation’ så, at Nate Parkers dystre fortid totalt overskygger det egentlige indhold i hans film? Nej. For historien om slaven Nat Turner er relevant.

I flere glimrende scener foldes fortællingen om drengen Nat flot ud. Han kan i modsætning til de fleste andre slaver læse, og da han bliver voksen, ender han med at blive en omrejsende prædikant sammen med sin ’ejer’ Samuel Turner.

Her – på farmene i Syden – oplever Nat på nærmeste hold de utallige grusomheder begået af hvide mod de sorte. En slave får hamret en tand ud, fordi han er gået i sultestrejke over de usle forhold. En sort kvinde bliver solgt til seksuelle ydelser. En lille, sort pige bliver ført rundt i halsbånd af en lille, hvid pige.

Det, Nat Turner ser, får ham til at anspore til slaveoprør. Og lige netop her, hvor Nat Turner prædiker til opstand mod uretfærdighederne, har Nate Parker sit Oscar-moment. Parker gør i det hele taget god fyldest som den karismatiske, slavebundne mand, og også Aja Naomi King som hans kone, der bliver voldtaget og mishandlet af en gruppe hvide mænd, spiller stærkt.

Nate Parkers film, der jo deler titel med D. W. Griffiths ikoniske stumfilm fra 1915, byder desværre også på en række skønhedsfejl. For meget pensles ud: De onde hvide farmere, der er drikfældige. ’Strange Fruit’, som agerer lydtapet, mens vi ser slaver blive hængt i trækroner. Bomuldsplukningen indbundet i et gyldent Alabama-lys.

Men kan man se bort fra det konventionelle islæt og de mange bibelske undertoner, og hvis man for en stund  – selv om det er svært – kan forsøge at glemme kontroversen omkring Nate Parkers egen grumme baghistorie, er ’Birth of a Nation’ faktisk en spændende og medrivende fortælling.

---

Kort sagt:
’Birth of a Nation’ minder sine steder om ’Braveheart’, og den er bestemt på niveau med andre film, der behandler slaveriet i USA, såsom ’Django Unchained’ og Twelve Years a Slave’.

Læs også: Nate Parker bryder stilhed om voldtægtssag: »Jeg opførte mig, som om at jeg var offeret«