KOMMENTAR Som man i sidste uge kunne læse her på siden – og overalt andetsteds på nettet – har live action-versionen af den japanske kult-sci-fi-fabel ’Ghost in the Shell’ med Scarlett Johansson som den nu vestligt-udseende, titulære ’shell’ fået whitewashing-furoren omkring Hollywoods notoriske kulturelle ringagtelse til at rase yderligere.
Instruktøren af ’Ghost in the Shell’-tegnefilmen fra 1995, Mamoru Oshii, udtalte ganske vist for nylig, at menneskerobotten Majors fysiske udseende ikke spiller nogen rolle – eftersom karakterens syntetiske krop alligevel ikke er hendes oprindelige form – men det gled kritikerne af på.
På flipsiden af denne debat mugger et alternativt onlinegrædekor gudhjælpemig simultant over, at den sorte skuespillerinde Tessa Thompson spiller nordisk valkyrie i efterårets ’Thor: Ragnarok’, mens det ligeledes er faldet selvudnævnte kulturhåndhævnere for brystet, at ditto sorte Idris Elba gestalter den oprindeligt hvide karakter The Gunslinger i den kommende serieudgave af Stephen Kings ’The Dark Tower’ (i øvrigt instrueret af danske Nikolaj Arcel, hep, hep).
Hollywoods systematiske hvidvaskning af store som små karakterer igennem historien skal hverken underkendes eller forsvares, og hører ingen steder hjemme i en moderne filmindustri, der ved siden af sin kunstneriske frihed også må forventes at påtage sig et vist ansvar for at reflektere aktuelle samfundsforhold, frem for fortsat at dyrke en fremmedgørende visuel underrepræsentation af minoritetsgrupper i mainstreamunderholdning.
Men debatterne om hvidvaskning – og blackwashing, hvis vi skal ud på det overdrev – er efterhånden ofte på slingrekurs mod hysterisk politisk korrekthed og selvtægtshævneri for den rene onlineindignations skyld, hvorfor en ’Peter og Ulven’-effekt distraherer fra det store, underliggende Hollywood-problem.
Personligt forstyrrer det ikke min indlevelse i et stykke fiktion, hvis hvide, danske Nikolaj Coster-Waldau spiller en fire meter høj egyptisk gud, som set i sidste års udskældte ’Gods of Egypt’, eller sorte Tessa Thompson og førnævnte Idris Elba (travl herre) spiller et par tilsvarende nordiske i ’Thor’-franchisen. Alle tilhører alligevel godnathistoriesfæren før end de repræsenterer nogen som helst form for historiske kulturelle værdier.
Hvad der ærgrer er, at mens førstnævnte eksempel stemples som racistisk og sidstnævnte som progressivt – og SoMe-generationen ophedet diskuterer hvorvidt dén fordeling nu også er okay eller syngende dobbeltmoralsk – så slører de terminologiperfide, ivrigt mediedækkede onlinereaktioner på begge næsten det faktum, at det kommercielle Hollywood i mellemtiden vader indifferent videre i et kreativt dødvande, hvis samlebåndsmentalitet ensretter den filmiske popkultur af i dag på højest uheldig vis.
Der genbruges, omskrives og re-castes i én uopfindsom uendelighed så man skulle tro, at summen af kendte og elskede filmiske og litterære karakterer udgjorde en konstant, studiebosserne nødvendigvis fortsat må vende slavisk tilbage til og modellere for at tilpasse skiftende tider. Alene i 2017 har Hollywood over 40 større fortsættelser, reboots og genindspilninger på programmet.
I stedet for at mundhugges på Twitter om aldrende kulturkoryfæer som James Bond og Spider-Man i fremtiden skal portrætteres af kvinder, LGBT-skuespillere og/eller sorte, asiater, indere etc., trænger vi til tidssvarende fortællinger og dugfriske karakterer, der kan slå rødder i og spejle det 21. Århundrede med alle dets farve og kønsnuancer, og samfundsmæssige udfordringer. Filmhistorie skal skrives, ikke omskrives.
Det er naturligvis lettere sagt end gjort i en tidsalder, der om noget er både utålmodighed og nærer en forkærlighed for nostalgisk eskapisme som modvægt til en verden i urovækkende politisk og kulturelt kaos.
I de fleste tilfælde – Harry Potter undtaget – tager det årtier at opbygge og determinere et popkulturelt fænomens reelle staying power og betydning for sin samtid. Og mainstream-Hollywood er en reaktionær pengetank, der ikke just bryster sig af sit fokus på innovation, hvis en rask nyfortolkning af superhelt nr. 117 kan kaste sol på sommerens bundlinje.
Det kræver i sidste ende, at vi publikummer aktivt efterspørger nye toner, og stiller Hollywood til regnskab for uoriginalitet med samme iver og flammende hashtags, som når vi caller whitewashing og kønsskontroverser. Den ene kritik udelukker ikke den anden – mis og underrepræsentation af minoriteter i mainstreamfilm må og skal belyses skarpt – men i bedste fald vil et aktivt opgør med Hollywoods provokerende uoriginalitet på sigt være med til at udrydde repræsentationsfadæserne.
I værste fald får vi præcis hvad vi fortjener ved billetlugen til sommerens generiske blockbusters.
Læs også: Kritikken af Hollywoods whitewashing er velkommen – men gået over stregen i et enkelt tilfælde