Der er masser af grunde til være optimistisk. Godt nok sad først George W. Bush og nu Donald Trump i Det Hvide Hus i dette årtusinde, hvor verden blev kastet ud i den største økonomiske krise siden Den store depression, og Danmark involverede sig i krige i Mellemøsten på et tvivlsomt grundlag. Men elsker man filmkunst (og film er vigtigere for lykkefølelsen i vores hverdag end alt det andet halløj, lad os være ærlige), har det været et godt årtusinde indtil videre.
»Da jeg lavede listen, kom jeg i tanke, hvor mange gode film der er, som jeg har lyst til at se«, siger Christina Rosendahl, der er blandt de 115 danske filmfolk, der har afgivet sine stemmer i Soundvenues store rundspørge om de bedste film i dette årtusind.
Rosendahl har selv instrueret alle sine film i dette årtusinde, blandt andet spillefilmene ’Supervoksen’ (2006) og ’Idealisten’ (2015) samt dokumentarfilmen ’Stjernekigger’ (2003) om Swan Lee.
Filmene på hendes top ti over de bedste danske film i dette årtusinde har ikke ligefrem givet billetkontrollørerne i biograferne seneskedehindebetændelse af at rive taloner over. Den suveræne topscorer er Lars von Triers ’Antichrist’ med godt 88.000 solgte billetter, de fleste andre film solgte alle under 10.000 billetter. Men til gengæld er det tydeligt, at de stammer fra et årti fyldt med genvordigheder.
»Jeg synes, at det virker, som om der er et behov for at kigge på sin egen eksistens, også i en politisk sammenhæng i flere af dem. Jeg ser det i Joshua Oppenheimers film (’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’, red.), ‘Into Eternity’ og ‘AFR’«, siger hun.
Film som kanariefugle
’The Look of Silence’ (2014) og ’The Act of Killing’ (2012), der begge var nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm, cirkler om folkemordet i Indonesien i 1965, mens Michael Madsens dokumentar ’Into Eternity’ forsøger at finde en løsning på verdens atomaffald – og menneskehedens egen plads i verdenshistorien.
Morten Hartz Kaplers’ ’AFR’ fortalte i fupdokumentarisk stil en kærlighedshistorie om Anders Fogh Rasmussen og hans mandlige kærestes involvering i et mord.
»Det var decideret risikabelt for Morten Hartz Kaplers at lave ’AFR’ om, at vores statsminister er homoseksuel og måske involveret i et mord. Det fik virkelig mange mennesker op af stolene, da den kom ud. Det er meget opmuntrende, for den viser, at vi har en stor frihed til at fortælle, hvad vi vil«.
Hvor tror du, at det behov for at forholde sig til omverdenen kommer fra?
»Jeg tror, at der måske har været en grundstemning i de her 15 år, at efter vi havde den store optur med boligboble og økonomisk fremgang indtil 2007-08, er der sket et uskyldstab i forbindelse med det, vi har opnået. Klimaet lider rigtigt meget. Vi bliver konfronteret med vores egen skrøbelighed på den store arena og vores plads i samfundet. Film er jo nogle år undervejs, før de kommer ud, så de er som kanariefuglene, man tog med ned i minen for at kunne se, om der var fare på færde, og så kunne fuglene give varsel«.
Mere opmærksomhed til små film
Men det er ikke kun behovet for at forholde sig til den omskiftelige omverden, der kendetegner filmene på Christina Rosendahls personlige liste. De danske film, der har fundet vej til listen, er alle kendetegnet ved, at de – udover ikke at sælge ret mange billetter – eksperimenterer med rammerne for filmkunsten. Og også her ligger der en grund til optimisme.
»Der er faktisk en vilje i finansieringssystemet til at satse på nogle ting, der ser virkelig farlige ud, når man tænker på, at film også er et kommercielt medie. Så der er noget risikovillighed«, siger Christina Rosendahl, der dog stadig mener, at der er plads til forbedringer.
»Jeg synes egentlig, at vi laver mange forskellige slags film i Danmark, men jeg savner mere opmærksomhed om de film. Jeg savner en større diversitet i vores måde at have en filmkultur på. Jeg kunne godt tænke mig, at flere af de her film havde fyldt mere hos folk. Og det indebærer, at vi begynder at behandle film ud fra andre succeskriterier end blot de kommercielle«.
Fraværet af kvindelige instruktører
En af de film, Christina Rosendahl fremhæver, er Simon Stahos ’Daisy Diamond’ om den håbefulde skuespiller Anna, der drømmer om et gennembrud. Det rimer dårligt med at have et spædbarn (og muligvis psykiske problemer), og i særligt en scene bliver det uudholdeligt for både mor, barn og tilskuer, da barnet græder hjerteskærende, i hvad der synes som en evighed.
»Jeg er med på, at nogle af dem kan være krævende, og en film som ’Daisy Diamond’ er decideret afskyvækkende at se på. Så det er ikke, fordi jeg synes, at alle mennesker skal se de film. Men jeg synes alligevel, at den har noget væsentligt at bidrage med, og det forsvinder, når billetsalg i biograferne er vores eneste succeskriterie. Jeg kunne godt tænke mig, at der var en større samtale om kvalitet i medierne«.
Når du ser på, hvilke film der står tilbage fra årtusindet – hvad kan du så konkludere om, hvilke type film der bør laves flere af i Danmark?
»Lige nu er den kommercielle film kun romertalsfilm eller film, der er drevet af noget, der er kendt i forvejen. Jeg kunne da godt tænke mig at se ’Borte med blæsten’, som den ville se ud i dag, eller ’The Godfather’. Nogle af de her store værker, som ikke er født ud af et brand, men som træder ud af lærredet som en larger than life-historie. Jeg synes, at der er et forstærket pres for, at vi skal lave mere og mere kommercielle film, fordi filmbranchen er i økonomisk krise. Og det trænger filmkunsten. Jeg vil gerne se flere endnu og mere radikalt eksperimenterende film«, siger Christina Rosendahl.
Udover sit virke som instruktør er Christina Rosendahl også formand for brancheforeningen Danske Filminstruktører, og tidligere på året modtog hun en sær-Bodil for sit engagement i den danske filmdebat, ikke mindst i forbindelse med kønsfordelingen i dansk film. Derfor kan det virke kuriøst, at ingen af de danske film, hun har peget på som årtusindets bedste, er instrueret af kvinder.
»Mange kvinder har lavet nogle store kommercielle film. Anne-Grethe Bjarup Riis, Susanne Bier og Lone Scherfig, men også Charlotte Sachs Bostrup opererer i nogle kommercielle genrer, og det har de haft meget succes med. De film, jeg har valgt på min liste, er dem, der inspirerer mig allermest, og hvis der var blevet lavet flere film af kvindelige instruktører, havde man også set nogle af dem på min liste«.
Rammer det underbevidste
Netop inspirationen har været et vigtigt kriterie for Christina Rosendahl. Hun har primært eksperimenterende film på sin danske liste, men det er typisk blandt de udenlandske film, at hun henter inspiration, når hun laver sine egne film.
I de perioder, hvor hun selv er i produktionsfasen, ser hun ikke meget film, men når hun er i gang med at udvikle en film, fortærer hun dem i rå mængder. De udenlandske film på listen har dog det til fælles med hendes danske favoritter, at de udnytter filmsproget til fulde.
»Jeg vil gerne fremhæve ’Paranoid Park’, som jeg har set 10-15 gange. Den er indbegrebet af det, filmkunsten kan«, siger hun med reference til Gus Van Sants film fra 2007.
Skateren Alex befinder sig på et banelegeme om natten, da han kommer i klammeri med en vagt, der bliver kørt over. Politiet indleder en efterforskning, og Alex’ skyldfølelse og frygt for at blive knaldet tager til. Da Alex kommer hjem, smider han sit tøj ud og tager et bad for at fjerne alle spor. Det er en scene, som Christina Rosendahl er vendt tilbage til mange gange.
»Han står bare inde i brusebadet i slowmotion. På lydsiden hører man først en realistisk lydside med vand, der løber, men efterhånden transformerer det sig til et jungleagtigt, presserende intenst lydbillede, hvor alt vandet bliver cikader, der hakker løs i lydbilledet. Scenen er helt vildt lang. Det er en måde at gå ind i hovedet på hovedpersonen. Kim Skotte (filmanmelder på Politiken, red.) skrev en artikel om den films brug af musik, og den har jeg klippet ud og gemt«, siger hun.
»Man kan sige om de film, jeg har valgt på min liste, at det er filmsproget, når det er foldet ud. Det er film af instruktører, der bruger filmsproget meget bevidst. Det er ikke bare filmet teater. Det er film, hvor der er tænkt i lyd og billede og klip, og dermed rammer de det underbevidste hos mig mere end mange andre film«.
Læs også: Se alle de individuelle toplister
Læs også: Lars von Trier om årtusindets bedste film – »jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«