(Dette er en let redigeret udgave af en artikel fra Soundvenue #96 – august 2015)
I 2015 udkom en vild trailer for en kommende Martin Scorsese-film. Leonardo DiCaprio er på rollelisten, ligesom han plejer. Robert De Niro er der også, ligesom han plejede. Og så er Brad Pitt med.
Du undrer dig måske over, at du ikke har hørt om den, men du er lovligt undskyldt. For der er en lille detalje: Det er en reklamefilm. En kommerciel kortfilm lavet for casinokæden Melco-Crown Entertainment, som åbnede en aflægger med Hollywood-tema i Macau.
Rollelisten taget i betragtning er det måske ikke så overraskende, at reklamefilmen er den dyreste af sin slags nogensinde. 470 millioner kroner siges det, og rygterne vil vide, at Pitt, DiCaprio og De Niro hæver 87 af dem per næse. For to dages arbejde.
I reklamebranchen kan de største instruktører og skuespillere få en timeløn, der kunne forsørge en gennemsnitlig dansk familie i et år. Der var engang, hvor reklamer blev forkastet som kunstnerisk prostitution, men i dag er det de færreste instruktører, der holder sig for fine til at tjene lidt lommepenge on the side – eller gribe chancen for at måtte sprænge rammerne på et gigantisk budget.
Når Scorsese, Trier, Lynch, Vinterberg, Fincher, Gilliam og Refn gør det, er det blevet lige så mainstream som at stemme DF. Og flere af dem formår samtidig at løfte reklamen derhen, hvor kunst og kommercialisme ikke behøver at udelukke hinanden.
Her fortæller to danske instruktører om deres erfaringer med at lave store internationale reklamer.
Kristian Levring: »Der er mange ringvrag i reklamebranchen«
»Jeg stod og skyldte penge efter min første spillefilm. Den var ikke blevet særlig god. Jeg var uddannet klipper, og mit håndværk var ikke godt nok. Tv-reklamen var lige blevet lovlig herhjemme, og det blev min læreplads«.
»Mine kollegaer sagde, at jeg skulle droppe det pjat, men jeg havde det sjovt, og jeg kunne mærke, at jeg blev dygtigere. Jeg fik tilbragt en masse tid med et kamera, jeg lærte at formidle en pointe kort og præcist, og jeg lavede ting, jeg aldrig ville få mulighed for herhjemme: Kranture, helikopterskud, kæmpe lyssætning, alt det der. Det var ligesom malerne i gamle dage, der øvede sig ved at kopiere de store mestre. En slags kunsthåndværk«.
»Jeg måtte sommetider sluge et grin, når jeg var på reklamebureauerne, og de sad og analyserede figurernes psykologi. Det syntes jeg var selvoptaget. Det er ekstremt sjældent, at en reklame vækker følelser, og figurerne er altid enormt karikerede, fordi man skal kunne afkode dem på to sekunder. Der er intet kunstnerisk ved reklamer. Det er udpræget bestillingsarbejde«.
»Den store Paul Arden lærte mig engang, at reklamefilm først og fremmest instrueres i mødelokalet. Man sidder og bryder reklamen ned sekund for sekund, og man holder ikke længe i branchen, hvis man så kommer med noget helt andet bagefter. Mange filminstruktører tror, at så længe de har et packshot til sidst, så har de frihed til hvad som helst. De skulle hellere lave en kortfilm. Den gode reklame er i symbiose med produktet i form af et bestemt tema eller stemning«.
»På de største opgaver kunne jeg tjene en million på en måneds arbejde. Men det var undtagelserne. Jeg lavede mange sjove, mindre ting, der måske gav 20-30.000. Ligesom med spillefilm holder man ikke længe, hvis man kun går efter pengene«.
»Fordi jeg ofte sagde nej, holdt jeg ret længe. Der gik 15 år, før jeg begyndte at brænde ud. Reklamer er et young man’s game, og pludselig kunne jeg mærke, at der var ved at være lavvande i den brønd, jeg hentede mine ideer op fra. Jeg begyndte at gentage mig selv. Der er mange ringvrag i reklamebranchen, og sådan ville jeg ikke ende. Jeg kom ud, før det begyndte at gå ned ad bakke«.
Kristian Levring er uddannet klipper fra Den Danske Filmskole og har været klipper for Jørgen Leth. Han er kendt for at have stiftet Dogme ‘95 sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Søren Kragh Jacobsen. Er spillefilminstruktør på blandt andet dogmefilmen ‘The King Is Alive’ (2000), thrilleren ‘Den du frygter’ (2008) med Ulrich Thomsen og senest westernfilmen ‘The Salvation’ (2014) med Mads Mikkelsen, Mikael Persbrandt og Eva Green.
Han har lavet reklamer i Frankrig, England og USA for virksomheder som Coca-Cola, Microsoft, Mercedes og BMW og den dampende Jolly Cola-reklame om modellen Tina Kjærs to ‘modne frugter’, som blev en stor succes herhjemme.
Jonas Alexander Arnby: »Det var en krigszone, der mødte os«
»Den mest absurde oplevelse, jeg har haft, var i Cairo under det arabiske forår. Pepsi ville med på bølgen, så vi skulle optage en reklamefilm på Tahrir-pladsen med en masse glade, frie unge mennesker, som malede den støvfarvede by i alle mulige farver. Imens boede jeg på et hotel nede ved Nilen, og natten før optagelserne vågnede jeg ved lyden af skudsalver og råb og skrig. De skød stadig under morgenmaden dagen efter. Min producer havde sagt, at vi skulle være standby på hotellet, og pludselig ringede han og sagde, at nu er kysten klar. Det var en krigszone, der mødte os på pladsen. Der holdt en bil i flammer bag os, og folk var blevet banket og skudt. Og så skulle vi optage en fucking Pepsi-reklame, mens filmholdet kom op at slås, fordi de var politisk uenige. Når først hjulene kører, er maskineriet ustoppeligt. Så vi lavede optagelserne, men der blev vist aldrig nogen reklame«.
»Man kan ikke lave gode reklamer med venstre hånd. Du skal gå helhjertet ind i det, du skal ville lave en fed film. Dem, der føler sig for vigtige til reklamefilm, er typisk dem, der kun har lavet lortereklamer… Rødovre Centrum og den slags. Reklamefilm har været min anden filmskole, og jeg synes stadig, det er sjovt efter 15 år. Selv den dummeste reklamefilm får jeg noget ud af. Hvis jeg skal lave Valby Bakke om til Mount Everest og få et rumskib til at lande der, så ved jeg hvordan, og jeg ved, hvad det koster. Takket være reklamefilm«.
»Men fiktionen har altid været både udgangspunktet og målet, og det må man fastholde, hvis man vil i gang med spillefilm. Man kommer nemt ind i en rille, hvor man bliver ved og ved med at lave reklamefilm. For det er svært at rive sig fri, når tingene ruller, og pengene tikker ind. Der er mange deciderede reklamefilminstruktører, som får spillefilmambitioner hen ad vejen, og mange af dem kommer aldrig i gang. Og når de gør, er de som regel lige så meget hired guns i spillefilmen, som de er i reklamerne. En reklamefilminstruktør er en kamæleon. Reklamer er aldrig personlige, så man ved kun, at de kan løse en bunden opgave. De kan alting og ingenting. Derfor er ‘Når dyrene drømmer’ det vigtigste på mit cv. Men det er betryggende for udenlandske producenter at se, at jeg har mere erfaring end blot de seks uger, det tog at optage den«.
Jonas Arnby er uddannet fra den alternative filmskole Super16 i 2004. Han spillefilmdebuterede sidste år med den anmelderroste varulvefilm ‘Når dyrene drømmer’, der blev udtaget til filmfestivalen i Cannes i sideprogrammet Semaine de la Critique. Han er medstifter af det kommercielle produktionsselskab Circus Alphaville.
Han har lavet mange reklamefilm både i Danmark og i udlandet for blandt andet Lotto, Cocio, Opel, Vodafone, Mastercard, Coca-Cola og Pepsi. Han var på forkant med viral markedsføring med sin Quiksilver-reklame, ‘Dynamite Surfing’, fra 2007, som blev set mere end 20 millioner gange på nettet.
Fire instruktører, der har gjort reklamer til kunst
Gavflaben Spike Jonze
En rød bordlampe forvises til rendestenens regnpytter og skotter ensomt op mod gløden fra sin slanke afløser i lejligheden. Og bedst som vi har allermest ondt af den stakkels lampe, bliver vi hånet for vores sentimentalitet: »Many of you feel bad for this lamp. That is because you’re crazy! It has no feelings! And the new one is much better«, siger en mand koldt til kameraet. Klip til reklamens afsender: IKEA.
Det snurrige sind hos instruktøren bag film som ‘Being John Malkovich’ og ‘Her’ har fostret mange sjove reklamer, men IKEA-reklamen er særlig, fordi den på 60 sekunder formår at vække en følelse i publikum, før den så alligevel river tæppet væk under os på en måde, der er både flabet og helt i sync med afsenderen.
Surrealisten David Lynch
Lynchs seneste spillefilm, ‘Inland Empire’, føltes, som om den aldrig ville slutte, men hans patenterede surrealisme gør sig fint i kort form. Vores favorit er hans OBS-reklame fra 1991, der skulle rette fokus på New Yorks stigende rotteproblem. Den er lavet som en trailer til en gyserfilm og er formentlig den mest uhyggelige reklame nogensinde med sin creepy musik og ‘Eraserhead’-agtige dommedagsvibe.
I sort/hvid slowmotion ser vi det ene vejsvin efter det andet slænge affald på gaden, og langsomt fader billederne over i angstfremkaldende nærbilleder af rotter, der med hvæssede tænder, spidse kløer og klamme haler gør sig klar til at overtage storbyen. Hvis den ikke får folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de smider deres ispapir på gaden, så ved vi ikke, hvad der vil.
Sanitøren Bennett Miller
Toiletpapirreklamer er næppe det, der giver mest street credit blandt kollegerne, så vi er vilde med, at Bennett Miller valgte netop den opgave få måneder efter sin Oscar-nominering for bedste instruktør. Hvor ‘Foxcatcher’, selv med Steve Carell i en stor rolle, var temmelig humorforladt, er der en veloplagt begsort humor i serien, som Miller lavede for Quilted Northern, et toiletpapir så blødt og behageligt, at folk helt glemmer deres toiletbesøg. Det er der imidlertid andre, der aldrig gør. Vores favorit handler om tipoldefar Thaddeus, som står i en billedramme på toilethylden med frit udsyn til både første og andet akt. »Han havde altid gerne villet lære sine tipoldebørn at kende. Men ikke sådan her… ikke sådan her«, gentager fortælleren dystert. Tjek også den kugleskøre ‘Birds’-reklame ud.
Fashionistaen Sofia Coppola
Hun er bedste venner med Marc Jacobs og har en fortid som model og Chanel-praktikant, så det er ikke så underligt, at Sofia Coppola kan dreje en modereklamefilm. Hendes første nogensinde var for parfumen Miss Dior Cherie og blev i 2008 en lille tv-event i sig selv – og senere et Youtube-hit, da den blev vist under et ‘Gossip Girl’-afsnit. Modellen Maryna Linchuk danser florlet gennem et lyserødt Paris badet i solskin til Brigitte Bardots ‘Moi Je Joue’, krydser Seinen, snuser til blomster, smager på franske makroner og svæver til sidst af sted hen over storbyen i en klase af balloner. Coppolas Gap-reklamer fra sidste år havde måske nok lidt mere kant, men der er en ubesværet lethed og skønhed over hendes