’Elsk mig!’: Skal ses for Marion Cotillards pragtpræstation
Et uforløst begær brænder så varmt i landsbypigen Gabrielle, at hun må svale det i flodens stille, kolde strøm. Billedet af Gabrielle midt i floden med blottede kønshår og løftet sommerkjole er lige så pirrende, som det er præcist.
Og lige meget hvor tårepersende melodramatisk, romantisk sukret og fjollet fortænkt Nicole Garcias Guldpalmenominerede ’Elsk mig!’ af og til kan virke, sørger den tidlige nøglescene dér i floden for at holde vægtskålen i balance.
I filmens altoverskyggende hovedrolle som den kærlighedssyge Gabrielle ses intense Marion Cotillard. Vi følger hende fra opvæksten i 1950’erne i en sydfransk landsby til tilværelsen som mere eller mindre bortgiftet hustru til den fåmælte murer José. Et kærlighedsløst fornuftsægteskab indgået på en streng af kompromiser.
Efter en altopslugende og ugengældt forelskelse i den lokale skolelærer balancerer Gabrielle på randen af vanvid. Hun nægter at spise, får mystiske mavekramper og afklæder sig foran byens hylende horde af mænd. Moren stiller et ultimatum: Enten gifter du dig, eller også bliver du indlagt på en psykiatrisk afdeling. Gabrielle vælger ægteskabet og flytter sammen med José.
Oven på en spontan abort opdager lægen endelig, at Gabrielle lider af nyresten. Hun sendes på rekreativt ophold på et kurbad i Schweiz, og her møder hun den lige dele flotte og tragiske krigsveteran André Sauvage (Louis Garrel). Vil Gabrielle nu endelig opleve den store (vilde) kærlighed og få opfyldt det begær, hun livet igennem har bedt til Gud om? Eller er skæbnen mere ond end som så?
’Elsk mig!’, hvis originale og langt bedre titel er ’Mal de pierres’ (onde sten), er baseret på en roman af den italienske forfatter Milena Agus. Nicole Garcia har imidlertid omlagt handlingen fra Italien til Frankrig og Schweiz, og landskabernes bølgende lavendelmarker og sneklædte bjergtinder udgør en væsentlig del af filmens visuelle tiltrækningskraft. Bag kameraet indfanger Christophe Beaucarne såvel Sydfrankrigs lummervarme lystfuldhed som de schweiziske alpers ureventyrlige fantasilandskaber.
Dér, i de tynde luftlag blandt syge medkursister og vitale kildefremspring, tøffer Gabrielle lidt fortabt rundt. Hver dag spules hun med en kraftig stråle fra en vandkanon som en del af behandlingen for nyresten. Voldsomheden overrasker hende tydeligt. Men om behandlingen kurerer de ’onde sten’, hendes krop bærer rundt på, er langt fra entydigt. Scenerne fra Gabrielles ophold i Schweiz besidder en suggestiv understrøm, der gør det svært at skelne virkelighed fra fantasi. De hører til blandt filmens bedste og mest interessante.
Der er mere på spil her i ’Elsk mig!’ end i Garcias forrige film, ’Sommersøndag’, der var lidt for banal og dasehyggelig, til at gøre det store indtryk. Det er imponerende at se den dragende Marion Cotillard dosere Gabrielles selviske begær og mentalt ustabile tilstand så afmålt, at du lige præcis ikke mister sympati for hende over hele to timers spilletid. En ensom tåre triller i et eftertænksomt øjeblik ned af kinden på hende, da hun sidder alene i kurbadets spisesal. Det er stor og smuk filmtragik. Ikke ulig hendes præstation som Edith Piaf i ’Spurven’. Ingen lider smukkere og dybere på film end Marion Cotillard i disse år.
Som portræt af en uregerlig kvinde er ’Elsk mig!’ altså både medrivende og seværdig. Alligevel virker filmen afgørende steder iøjefaldende konstrueret og lidt for tro mod det klassiske, romantiske drama, som Garcia også synes at ville stikke legesygt til, når hun er bedst.
Kort sagt:
Nicole Garcias kloge kvindeportræt ’Elsk mig!’ skal først og fremmest ses for Marion Cotillards balancegang af en pragtpræstation i rollen som kærlighedssyg landsbypige i 1950’ernes Sydfrankrig. Som romantisk melodrama med et hovedrystende fortænkt plottwist er filmen dog knap så vellykket.
Læs også: ‘Aquarius’: Et sanseligt mesterværk, der kalder på øjeblikkeligt gensyn