Det lyder som en joke, men det er det ikke.
En internationalt berømmet, amerikansk dokumentarfilminstruktør, der har været nomineret til to Oscars og har legenden Werner Herzog som sin mentor, bliver bedt om at vælge årtusindets bedste danske film, og så vælger han en for mange nok helt obskur dokumentartitel, der ikke engang har været i almindelig biografdistribution.
Joshua Oppenheimers ’The Act of Killing’ (2012) – hans mesterværk om efterveerne af det indonesiske folkemord i 60’erne – er af 115 branchefolk stemt ind som den tredjebedste danske film siden 2000, kun overgået af ’Dogville’ og ’Pusher 2’.
Det er den højst placerede dokumentarfilm og én af de nyeste film på listen, og udmærkelsen understreger, hvor monumentalt et storværk instruktøren har skabt med dobbeltværket ’The Act of Killing og ’The Look of Silence’ (2014), der undersøger en utrolig historisk begivenhed og store temaer som skyld og tilgivelse.
»Det er en stor ære. Det er amazing, tak!«, siger instruktøren, da vi overbringer ham nyheden.
Oppenheimer har også selv afgivet sine stemmer, og nummer ét på hans danske liste? Sami Saifs ’The Video Diary of Ricardo Lopez’ fra 2000.
»Det er en af de mest sandfærdige og dybfølte kunstneriske oplevelser, jeg nogensinde har haft«, fortæller han, da vi beder ham uddybe sit valg.
Et menneske går i spåner
Filmen består udelukkende af de videooptagelser, den mentalt forstyrrede Ricardo Lopez lavede i 1996 i dagene op til, at han planlagde at sende en brevbombe til den islandske sangerinde Björk, hvorefter han for rullende kamera skød sig selv gennem munden med en kaliber 38-pistol. Selvmordet er dog ikke med i filmen, og det er netop en pointe.
»For filmens egentlige handling er, at man ser et menneske gå i spåner i selvhad og usikkerhed. Filmen menneskeliggør ham og viser, hvordan indre smerte kan føre til selvdestruktion«, siger Joshua Oppenheimer.
»Han bruger kameraet til at undersøge sig selv og bore fingeren ind i sine egne sår, så han får det værre med sig selv. Kameraet konfronterer ham med hans egen uformåenhed og fejlslagne liv, som han selv ser det. Og det er så trist.
Det mindede mig om en dybt usikker side af mig selv. Jeg havde ikke bare problemer med at sove bagefter, jeg lå og rystede og græd i timevis«.
Positiv feedback til dårlige film
Det var ikke kun Oppenheimers nattesøvn, der blev påvirket. Hele den næste dag var han mærket.
»Dagen efter følte jeg mig syg og trist, som om der var sket noget virkelig dybfølt for mig. Senere på dagen gik det op for mig, at ved at se den film havde jeg fået et nyt forhold til den usikkerhed og det selvhad, som jeg havde båret rundt på uden at forstå det på så dybt et plan. Jeg følte mig ikke helet, men jeg havde det bedre, fordi filmen satte mig i stand til at kunne reflektere bedre over det, og jeg vidste, at det var en de bedste film, jeg nogensinde kommer til at se«, siger han.
»Som de bedste dokumentarfilm holder den et spejl op foran seeren, der får et genkendelsens chok. Man genkender følelserne og siger til sig selv: ’Er det virkelig mig? Selvfølgelig er det det, og det vidste jeg i forvejen’«.
De seneste år har Oppenheimer, der oprindeligt er fra Texas, boet og arbejdet i Danmark og været en del af den danske dokumentarfilmbranche. Som en udefrakommende har han mulighed for at se på dansk film med friske øjne, så hvad ser han, som er kendetegnende for dansk film i de syv år, han har arbejdet her?
»Jeg har altid svært ved at sige noget om generelle tendenser. Men vi er så få mennesker i den danske dokumentarbranche, at branchens generelle tilstand afhænger af de lyster og evner, som instruktørerne og producerne har. Men vi har et helt specielt sted her, og hjørnestenen i det sted er det særlige støttesystem vi har, især at instruktøren har final cut. Det er helt afgørende«, mener Oppenheimer.
»Og så er der et meget tæt og åbent miljø, hvor vi ser hinandens film igennem på et meget tidligt stadie og giver hinanden positiv feedback, selvom filmen er dårlig – alle gode film er dårlige i starten – og det er væsentligt for, at vi laver nogle af de bedste dokumentarfilm i verden. Det skal vi være stolte af, men vi skal også beskytte det«.
En underbelyst minoritetsgruppe
Men selvom det danske støttesystem er befordrende for en generelt pengeknap dokumentarindustri, har Oppenheimer også et par formanende ord. Han skulle bruge dansk personale på sin film ’The Act of Killing’ – blandt andet klipperen Janus Billeskov Jansen – for at få danske støttekroner, og der er flere lignende krav på Det Danske Filminstitut til eksempelvis en histories nationale fokus. Og netop det, mener Oppenheimer, kan være problematisk i en globaliseret verden.
»Vores egen verden og globale problemer er så tæt forbundne, at det er vigtigt, at vi ikke forfalder til at sige, at danske midler kun skal gå til at støtte danske historier, der er optaget i Danmark.
Vi skal i det mindste udvide vores forståelse af, hvad danske historier er. En historie om Mellemøsten er også en dansk historie, selvom der ikke er noget direkte link, fordi hele Europa er så påvirket af situationen i Mellemøsten. Og for at forstå vores tætforbundne verden har vi brug for film – især dokumentarer – der kan vise os den internationale dagsorden«, mener han.
Hans andet kritikpunkt lægger sig i den aktuelle slipstrøm af debat om, at der er langt færre spillefilm, der er instrueret af kvinder end mænd, som har kørt i den danske filmbranche og kulturpresse de seneste år. Oppenheimer peger på, at der findes en anden mere overset minoritetsgruppe i dansk film.
Gennemsnitsalderen blandt dokumentarinstruktører i Danmark er nemlig alarmerende lav.
»Det er rigtigt godt, at der hele tiden kommer nye talenter til, men jeg har også en fornemmelse af, at vi skal være bedre til at støtte ældre filmskabere. Jeg har en fornemmelse af, at når dokumentarfilminstruktører når 50-årsalderen i Danmark, hører vi mindre og mindre fra dem.
Det er bare en fornemmelse, jeg har, måske tager jeg fejl. Men dokumentarfilminstruktører bør lave film, til de 60-70-80 år, så længe de vil, og det synes jeg ikke er tilfældet«, siger Joshua Oppenheimer og fremhæver to af de ypperste mestre, 74-årige Werner Herzog og 69-årige Errol Morris, der stadig laver film og er relevante.
»Den ungdomsfetichisme er ikke gavnlig. Især fordi befolkningen bliver ældre og ældre i den vestlige verden. Vi skal gøre noget ved det, og det sker ikke, hvis de ældre instruktører stopper med at lave film, fordi de ikke får mulighed for det. Jeg ville tro, at statsstøtten ville gøre det nemmere for folk at blive ved med at arbejde, selvom de bliver ældre. Hvis der er en bias imod dem i systemet, er det selvfølgelig noget, der skal ses på«.