Lyder det følgende som en scene fra det bedste, den internationale filmkunst har kunnet frembyde i dette årtusinde?
Hugh Grants hofter begynder langsomt at støde til venstre, i takt med at tonerne fra The Pointer Sisters ’Jump (For My Love)’ stiger. Han tager et par tøvende dansetrin i soveværelset, men snart holder han ikke tilbage og lader dansen bevæge sin krop i glade bevægelser. Baglæns ned ad trappen, ud på de bonede gulve i Downing Street 10, hvor han bor som den engelske premierminister, ud med en strakt, pegende arm og en langsomt drejende bevægelse, mens han mimer teksten. Hans pegefinger ender på en sekretær, han ikke har set, så han må redde situationen ved at komme med et praktisk spørgsmål.
Nej? Gæt igen. For det er det.
I hvert fald ifølge Aske Bang, der i februar var nomineret til en Oscar for bedste kortfilm med ’Silent Night’ og har valgt ’Love Actually’ fra 2003 som nummer ét på sin liste over de bedste internationale film, der er lavet i dette årtusinde.
Han er den eneste af samtlige adspurgte i Soundvenues undersøgelse, der har den i toppen, og filmen har derudover kun fået to stemmer – begge uden for top ti – hos de over 114 andre respondenter. Den romantiske komedie, der er fast inventar på tv-sendefladen til juletid, giver da heller ikke mange art house-point på kontoen, når man forkynder sin kærlighed til den. Men Aske Bang er ikke bange for at stå ved sin mening.
»Jeg mener 100 procent ærligt, at jeg godt kan lide den. Jeg synes, at det er en fremragende film. Jeg har ikke en decideret yndlingsfilm, og jeg kunne godt have valgt en anden, men det var den, der poppede op i mit hoved, så det må jo være, fordi den kan noget særligt«, siger han, da vi beder ham svare på, om der ligger en provokation bag hyldesten til en film, som af mange anses som en pladderromantisk romcom.
»Det er en af de film, jeg har set flest gange. Og noget af det gode ved den er, at man netop kan se den flere gange, og den er god hver gang. Den er så velskrevet, velspillet og velkomponeret. Hver gang jeg ser den, griner jeg af den, jeg bliver rørt af den, jeg bliver underholdt. Det er måske verdens bedste feelgood-film i mit hoved. Film kan jo stimulere en intellektuelt, eller de kan bare give en skide god oplevelse, og det er lige så vigtigt. Og den her film giver mig bare en skide god oplevelse. Jeg ser den hvert år, og jeg græder de samme steder og bliver rørt de samme steder«, siger han.
Sværere end man skulle tro
Netop det faktum at han ser filmen hvert år, betyder noget særligt for Aske Bang. Han så den første gang som 15-årig, men selv i dag som 29-årig føler han ikke, at han er vokset fra filmen. Tværtimod.
»Nu har jeg jo selv oplevet utroskab, den store kærlighed, den kærlighed man ikke kan få. Og så har filmen måske fået endnu mere dybde for mig, end da jeg så den første gang, hvor jeg bare syntes, at den var sjov. Men i dag kan jeg endnu bedre sætte mig ind i karaktererne. Når jeg får børn, tror jeg også, at filmen vil få en ny dimension«.
Og faktisk, påpeger Aske Bang, er det langt fra nemt at lave en film som ’Love Actually’. Det er en multiplotfilm med mange historier, men det er aldrig svært at følge med i nogen af dem. Der er ni sideløbende fortællinger, der hver indeholder to til fire karakterer, men instruktør Richard Curtis formår at guide seeren igennem, uden at man taber tråden.
»Det er svært nok bare at lave en film med én historie, men her kører de med mange, og det er så elegant lavet, at man kan følge med i alle historierne. Det er pisse svært at lave. Så som filmskaber er jeg også imponeret over den«, siger Aske Bang.
»Instruktøren Richard Curtis, der også har lavet ’Fire bryllupper og en begravelse’, ’Notting Hill’ og ’The Boat That Rocked’, som jeg alle synes er helt fantastiske, er virkelig dygtig. Hvis jeg en dag kunne lave en film som ’Love Actually’, ville jeg være lykkelig, så er det lige før, at jeg ikke behøvede lave flere film. Jeg drømmer selv om at kunne lave en film, der har de samme elementer en dag«.
Den er også hård – ikke bare sukkersød
Men det er ikke kun det fortælletekniske håndværk, der imponerer Aske Bang. Filmens indhold – følelserne, relationerne mellem karaktererne, de enkelte scener – matcher filmens håndværksmæssige finesse.
»Grunden til, at den er så god, er, at folk kan relatere til den. Den beskriver så mange mennesketyper og forskellige former for kærlighed. Nærmest alle former for forelskelse«, siger Aske Bang.
»Samtidig er det heller ikke en bare sukkersød film, den er også hård. Der er eksempelvis en scene, hvor Jamie spillet af Colin Firth opdager, at hans kone, der ellers lod, som om hun var syg, er ham utro med hans bror. Han kommer hjem efter at have hentet medicin til hende på apoteket, og så møder han sin bror i lejligheden, og så kan han høre, at konen råber, at broren skal skynde sig ind, så hun kan nå at knalde ham to gange, inden manden kommer hjem. Det er en helt forfærdelig situation. Det ville alle mennesker synes var forfærdigeligt at opleve«, siger han og peger på sin yndlingsscene, der virkelig viser, hvad ’Love Actually’ kan.
Efter ydmygelsen med sin kone og bror tager forfatteren Jaime til Sydfrankrig for at skrive sin bog færdig, og her forelsker han sig i den portugisiske stuepige Aurélia, der passer det hus, han har lejet. Men de kan ikke tale sammen, for han taler kun engelsk, hun kun portugisisk.
»Da han er kommet hjem, finder han ud af, hvor meget han har savnet hende og har brug for at være sammen med hende. Så han begynder at studere portugisisk på kursus og bånd, så han lærer sproget. Så opsøger han hende i en portugisisk by, og han møder faren, der siger, at hun arbejder på en restaurant. Så går faren, søsteren og snart hele byen med, der kommer flere og flere mennesker med, og så kommer de ned til restauranten, hvor hun er på arbejde. Så frier han til hende og finder så ud af, at hun også har lært engelsk. ’Just in cases’, siger hun. De har lært et nyt sprog for at kunne være sammen, og det synes jeg bare er en vildt smuk scene«.
Accepter din sårbarhed
Det er dog ikke kun Aske Bangs kolleger i den danske filmbranche, der ikke sender kærlige tanker til ’Love Actually’. Også de danske anmeldere var ved premieren forbeholdne over for filmen, som Politikens Kim Skotte, der mente, at det krævede »en høj tolerancetærskel over for de søde sager« for at kunne nyde. Berlingskes Ebbe Iversen syntes, at filmen »fremviser et menneskeligt romantisk hjerte, men skjuler en køligt kalkulerende hjerne«.
»Jeg tror, at folk har det med ’Love Actually’, som folk har det med X Factor. Der er sindssygt mange, der ser ’Love Actually’ hvert år til jul, og der er også mange, der ser X Factor. Og mange har det også godt med ikke at kunne lide det. Eller også tør de ikke sige, at de kan lide. Eller også kan de virkelig ikke lide det, jeg ved det ikke. Jeg tror også, at der er mange, der ser X Factor, uden at de siger det. Det er måske lidt en guilty pleasure. Jeg kan oprigtigt godt lide begge ting«, siger Aske Bang, der dog ikke er blind for anmeldernes indvendinger.
»Jeg er håbløs romantiker. Men jeg ved jo godt, at det på mange måder er en overdrevet og urealistisk film. Tingene er jo på mange måder sat på spidsen. Så det er ikke en realistisk film, men den har rødder i virkeligheden. Jeg vil kalde den et kærlighedseventyr. Det er i den kontekst, filmen skal ses. Den er ikke god, hvis du har en forudindtaget afsky over for det. For at filmen bliver god, skal du kunne hengive dig selv til det banale og acceptere din egen sårbarhed«.
Læs også: Se alle de individuelle toplister
Læs også: Lars von Trier om årtusindets bedste film – »jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«