’Sælgeren’: Oscar-vinder gør dig til et klogere menneske

Asghar Farhadi skaber karakterstudier, der føles som thrillers. I ’About Elly’ forsvinder en kvinde under en vennegruppes weekendtur til et sommerhus uden for Teheran. I ’Nader & Simin’ sammenvæves et privilegeret middelklassepars separation med en tragisk hændelse, der involverer den plejerske, som Nader hyrer til at tage sig af sin Alzheimers-ramte far – og som han måske er skyld i. Og i ’Fortiden’ kompliceres en iransk mands besøg hos sin tidligere kone i Paris af hendes nye kærestes forhistorie med en komatøs hustru.

Mens vi i mange thrillers starter med et spektrum af forudanelser om figurernes hensigter, som vi efterhånden kredser ind til figurens centrale vilje, ligger Farhadis mesterskab i det stik modsatte: Han åbenbarer skridt for skridt karakterernes motivationer og hemmeligheder, så man altid ender med et meget mere komplekst billede af deres hensigter end til at begynde med.

Det gælder også den iranske instruktørs nyeste film, ’Sælgeren’, der tidligere på året indbragte ham sin anden Oscar. Man kan spekulere i, om mange af krydserne blev sat i protest mod Donald Trump, hvis indrejseforbud ramte Farhadi op til showet, hvilket PR-kampagnen – forståeligt – satte spot på. Og i hvert fald står det klart, at ’Sælgeren’ ikke helt måler sig med hans anden Oscar-vinder, ’Nader & Simin’, endsige ’About Elly’ eller ’Fortiden’.

Det siger dog mere om Farhadis generelle klasse end om hans nyeste film, der for alvor sættes i gang af en dramatisk sekvens, hvor ægteparret Emad og Ranas bygning krakelerer. Alle beboerne flygter, og parret må halvdesperat lede efter et nyt sted at bo. De er begge skuespillere i en amatørtrup og arbejder på en opsætning af Arthur Millers klassiker ’En sælgers død’, og gennem en kollega får de en ny, midlertidig lejlighed, der viser sig at have tilhørt en prostitueret kvinde.

En dag, mens Rana er alene hjemme, kommer en kunde forbi, og det resulterer i en voldsom situation, hvis karakter Farhadi maskerer elegant. Efterfølgende lyver Rana over for Emad – hævder, at det var en ulykke – men da Emad opdager, hvad der er sket, sætter han sig for at finde den skyldige.

Også her er den underliggende thrillerstruktur en stærk motor, og sandheden viser sig at dække over en hel række sandheder, der giver knaster i Emads hævnmotiv. Farhadis evne til at dirigere vores sympatier er slet og ret imponerende, stor humanistisk kunst, der får os til at indse, at livet ikke drives frem af en modsætning mellem gemen ondskab og gode viljer, men af mudrede følelser og menneskelige fejl. Emad og Ranas reaktioner på traumet er katalysator for en historie om moral og hævn i et iransk samfund, der ikke engang kan yde retfærdighed for de velstillede, og som udstiller de stagnerede kønsrollers konsekvenser for selv et ligebyrdigt forhold.

Shabab Hosseini og Taraneh Alidoosti underspiller formidabelt, mens Babak Karimi stjæler billedet som faren til den mand, der mistænkes for at have stået bag overgrebet, og som også bliver involveret i den spegede affære.

Filmen folder sig dog ikke helt så naturligt ud som normalt hos Farhadi. Som regel bemærker man aldrig hans taktfaste dirigentstok, men her fornemmes hans håndelag i flere twists og sammentræf. Også parallellen til Rana og Emads svigefulde parforholdsscener i teaterstykket føles lidt for overlagt, som optegnede accentueringer af det moralsk ladede kammerspils almengyldige værdi. Farhadi viger ikke tilbage for symbolik – det tyngede også ’Fortiden’ en smule – men her trækkes allegorien for tykt op.

Man kan dog ikke undgå at blive et klogere menneske af at se iranerens film. Det gælder også ’Sælgeren’, hvis sidste del er en åndeløst spændende, klaustrofobisk og dybt intelligent konfrontation, der ikke ender, hvor man kunne forvente, men slår sprækker i hjemmets fire vægge på den helt rigtige måde.

Selv når Farhadi spiller en tand under niveau, er han bedre end de fleste.

Læs også: ’Under the Shadow’: Hypet iransk horror rører mere, end den gyser