‘Veni Vidi Vici’: Nosseløs mand laver porno i Viaplays nye seriesatsning

Filminstruktøren Karsten (Thomas Bo Larsen) er i dyb krise. Hans, i egne øjne, mesterværk ’Veni Vidi Vici’ bliver rakket ned af anmelderne, og Karsten er nu både penge og arbejdsløs. Hans svenske hustru (de bor i Sverige) vil have sin deprimerede, e-cigaretstorrygende og impotente kunstnersjæl af en mand til at arbejde for svigerfar, der ejer slagteriet Eko Gris – Og i øvrigt hader sin »nosseløse« svigersøn.

Heldigvis kommer filmskolekammeraten Vinnie (Rafael Edholm) hjem fra Hollywood, ivrig efter at arbejde sammen med Karsten. Hagen er bare den, at Vinnie a) laver porno og b) skylder penge til to bevæbnede, rødhårede ortodokse jøder (som udelukkende kommunikerer ved hjælp af kortfattede beskeder på en notesblok).

’Veni Vidi Vici’ er Viaplays anden egenproducerede serie, og som antydet er der tale om et grotesk univers med rigtigt mange medvirkende. Alle er de – udover hovedpersonen Karsten, som primært ønsker at skabe kunst – drevet af jagten på penge. Og det er formentlig seriens pointe: At vi lever i et grådigt overfladisk samfund, hvor kunstnere har dårlige kår.

Desværre er universet irriterende overlæsset og utroværdigt. Vi får for eksempel ikke at vide, hvorfor Karten og hustru bor i Sverige. Hvorfor datteren taler utroligt dårligt svensk, selvom hun går i svensk skole. Hvorfor pornoskuespillerne (svenske som danske) åbenbart som de eneste i hele verden er vilde med Karstens film. Hvorfor transvestitten Georgina, hvis plads i instruktørstolen Karsten overtager, er så dårlig til at lave porno efter hele 35 år i branchen. Hvor de jødiske bagmænd kommer fra, og hvorfor de ikke taler. Hvorfor vi møder en nynazist, som er afhængig af modermælk. Eller hvorfor den iranske kvinde Crulla (rimer på knulla, hø, hø) pludselig er så vild med svigerfar. For nu blot at nævne et par af de spørgsmål, ’Veni Vidi Vici’ afføder undervejs.

Seriens styrke er pornooptagelserne: Karsten brillerer med sin kreativitet, da han vil lave et porno-remake af Thor Heyerdals færd på sivbåd (’Cum-Tiki’), og hans begejstring er både smittende og rørende.

Det er befriende for en gangs skyld at se Thomas Bo Larsen i rollen som følsom intellektuel, men det ville dog have klædt serien, hvis dens skabere havde efterlade nogle af de mange gøglede ideer på klippegulvet – Der er lidt for meget Guy Ritchie does Scandinavia over det samlede resultat, og ’Veni Vidi Vici’ opleves derfor alt for rodet og knapt så sjov, som den kunne have været.

Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit