1. Pattinson, De Niro-vibes og rørende Iggy Pop
Robert Pattinson har de seneste år gjort alt rigtigt for at træde ud af ’Twilight’-skyggen. Han har arbejdet med kompromisløse auteurs som David Cronenberg, David Michôd og Werner Herzog, og han har taget roller, der i meget begrænset grad spiller på vampyrcharmen.
Men det er først med brødrene Ben og Joshua Safdies ’Good Time’, at han får en hovedrolle, der for alvor cementerer hans plads i historiebøgerne uden for YA-universet. Pattinson spiller den gadesmarte Connie, der røver en bank med sin bror Nick (Ben Safdie selv), som er så intellektuelt underfrankeret, at han må kategoriseres som evnesvag.
Bankrøveriet – fantastisk underspillet med udgangspunkt i den lydløse brevudveksling, der foregår mellem Connie og bankdamen hen over disken – er en succes, men en patron springer i tasken, og derfra går det amok. Nick ender på hospitalet, og Connie vil redde ham, for han er den eneste person, han elsker, og han vil gøre alt for sin bror, selvom det står klart for enhver, at han ikke alt det forkerte.
Vi får stort set intet at vide om de to brødre, og man skal således selv læse Connies forhistorie ud af Pattinsons nedslåede ansigt og intense forsøg på at komme helskindet igennem mareridtsdøgnene. R-Patz leverer en stor fysisk præstation som en small time loser, der nok formår at holde hovedet koldt i pressede situationer, men også bringer sig selv og dem, der godhjertet prøver at hjælpe ham, længere og længere ud på det dybe vand. Man får simpelthen associationer til Robert De Niro i ’Taxi Driver’.
Inspirationskilderne til filmen skal da også hentes hos 70’er-klassikere som netop Scorseses mesterværk eller ’Dog Day Afternoon’. ’Good Time har en rå energi forstærket af Sean Price Williams’ varme, gnistrende billeder og Oneohtrix Point Nevers pumpende electro-score, der gør filmen til en mere illusionsløs, mindre emofyldt udgave af ’Drive’. En bikarakter stjæler forstyrrende billedet i sidste akt, men det er petitesser, for der bliver ikke lavet mange film som ’Good Time’ længere: en hårdkogt og melankolsk genrefilm, som forlener progressiv æstetik og fremdriftigt plot, så man sidder med hjertet oppe i halsen.
Og modsat Safdie-brødrenes forrige film, ’Heaven Knows What’ om en flok voldsomt enerverende heroinmisbrugere, er der her en kærlighed til gadens fortabte sjæle, til storbytabere uden fremtid eller håb. Trumfen er en mesterlig slutscene til tonerne af Oneohtrix Point Nevers rørende kollaboration med Iggy Pop.
2. I gang med et kusse-closeup
Meget tyder på, at Cannes klogelig har gemt de slibrige genresager til sidst på festivalen, hvor alle er ved at gå kolde i russisk nyrealisme.
For også den produktive franskmand Francois Ozons nye film, ’L’Amant Double’, flirter hedt med genrekoderne. Her befinder vi os i en gang freudiansk psykoseksuel thriller, der både vækker minder om Cronenberg og De Palma.
Åbningsskuddet glemmer man ikke lige sådan: Et ultra-closeup af en vagina, der yderst elegant blænder over i et nærbillede af øjet på kvinden, der ligger i gynækologstolen. Kvinden hedder Chloé (den Natalie Portman-lignende Marine Vacht) og har maveproblemer, som lægerne mener er psykosomatiske. Hun starter hos psykologen Paul, som hun forelsker sig i – og han i hende. De flytter sammen, men en dag ser hun en mand, der ligner ham på en plet. Det viser sig at være hans onde tvilling, som også er psykolog, om end med mere aggressive metoder. De indleder en affære, som både involverer lidenskab, dominans og overgrebslignende scenarier, mens Chloés forhold til Paul efterhånden smuldrer.
Filmen er ren trash, en udspekuleret og excessiv affære om drifter, psykiske problemer og tvillingemyter. Det er sjovt, mens det varer, inklusive de grafiske billeder af kvindens ædle dele, mens man undrer sig over, at den samme ligefremhed ikke gælder manden. Og det føles ikke helt så substansrigt provokerende som Paul Verhoevens ’Elle’ fra sidste år.
Hertil har Ozon, der i Danmark lige har været aktuel med det suveræne historiske drama ’Frantz’ og udviser beundringsværdig alsidighed i disse år, tungen for meget i kinden.
3. Bushwick
Endnu mere genreren end de to ovenstående er Cary Murnion og Jonathan Milotts ’Bushwick’, noget så sjældent som en actionfilm på Cannes-festivalen, om end blot i parallelsektionen Director’s Fortnight.
Med afsæt i historien om kvinden Lucy (Britanny Snow), der inden for få minutter sander, at hendes newyorkernabolag Bushwick er blevet invaderet af en militærgruppe med ukendt motiv, og overværer hendes kæreste blive sprunget i luften, skaber instruktørduoen et troværdigt ragnarok og en flot subjektiv oplevelse af, hvad det vil sige at kæmpe for overlevelse, mens borgerkrigen raser omkring én.
Lucy slår pjalterne sammen med viceværten/ekssoldaten Stupe, spillet af wrestling-stjernen Dave Bautista, der de seneste år har udmærket sig på film med ’Guardians of the Galaxy’ og ’Spectre’. Dialogen mellem dem er gumpetung, og jeg tror, der bliver sagt »we need to get the fuck out of here« 15-20 gange på halvanden time. Der er i det hele taget noget computerspilsagtigt over filmen, på godt og ondt: Mens karaktertegningen er skitsepræget, er actionen sjældent intens, flot formidlet i imponerende lange takes, der forstærker følelsen af rendyrket kaos, mens lydbilledet af skud og skrig er det halve af oplevelsen.
Det er et spørgsmål om tid, før Murnion og Milott bliver ringet op af Hollywood.
Læs også: Cannes dag 8 – Sofia Coppolas stjerneinfuserede femiprut giver genlyd