’Girlboss’: Netflix modeserie præsenterer årets mest røvirriterende hovedperson
Netflix’ svært kreperlige ’Girlboss’ er spundet over virkelighedens selvgjorte onlineforretningskvinde Sophia Amoruso, som tilbage i 2006 grundlagde netshoppen Nasty Gal i San Francisco.
Herigennem solgte kønne, rapkæftede Sophia labert, costumized vintagetøj svøbt i grundlæggerens eget »filosofiske« brand af postfeministiske empowerment-budskaber til kvindelige millennials, og takket være skarp – og for tiden innovativ – SoMe-markedsføring blev Nasty Gal en imponerende succes med en værdi på 200 millioner dollars.
Awesome girl!
Knapt så awesome var Sophias eklatante fald fra stjernerne, der startede med søgsmål fra fyrede gravide og syge kvindelige medarbejdere (så meget for iværksætterens trademark #girlsboss-søstersolidaritet) og sluttede med Nasty Gals maveplaskerkonkurs sidste år, alt imens Sophia hoppede hastigt videre til et nyt forretningsforetagende.
Ironien i, at Nasty Gal skulle være opkaldt efter Sophia selv, gik hverken medier eller kolleger forbi, da skeletterne raslede ud af tøjskabet.
Historien om Sophia Amoruso er interessant og bitterligt besk som tidsbillede på en selvcentreret, snotforkælet amerikansk young adult-generation, der først og fremmest og helt uden logisk ræsonnement føler sig ovenud berettiget til det søde liv, og for hvem dybere moralsk ansvar og kønspolitiske ideologier reduceres til kække hashtags.
Ingen tvivl om, at Sophia indledningsvis arbejdede hårdt for sin forretning, men et sted på vejen sprang kæden af med uheldsvangre følger for alle involverede og tilsværtede Sophias troværdighed – måske – uopretteligt.
Dén fortælling havde man gerne set dramatiseret, men da Nasty Gal drejede nøglen om, havde Netflix allerede påbegyndt produktionen af ’Girlboss’: en ’New Girl’ møder ’The Devil Wears Prada’-aspirerende komedieserie om Nasty Gals tilblivelse med ’Pitch Perfect’-forfatteren Kay Cannon ved roret og Sophia Amorusos personlige velsignelse af samtlige manuskripter.
Lad dig dog ikke narre af de dramaturgiske forbilleder – ’Girlboss’ når dem ikke til sokkeholderne. Timing og titel skurrer uheldigt, men det er dog ikke seriens virkelighedsflugt ind i en candyfloss-cute fiktionsverden, der skyder projektet i sænk.
’Girlboss’ er selverklæret »løst« baseret på Sophias tidlige år i San Francisco, og som sådan står det skaberne frit for at dyrke lyserøde elefanter frem for tornede realiteter – desværre er resultatet bare så skingrende umorsomt, at man ikke engang orker at købe ’Girlboss’ som letbenet fiktions-binging på en regnfuld weekenddag.
I rollen som Sophia skaber Britt Robertson (’Tomorrowland’) en frastødende ’heltinde’, der kontinuerligt lyver, stjæler, skaber sig og sviner sine omgivelser til i en grad, der hurtigt udelukker enhver form for seersympati (tankevækkende, at den virkelige Sophia har godkendt portrættet).
Sophia er galoperende barnagtig narcissist til fingerspidserne og whiner i et væk over voksenlivets uoverstigelige uretfærdigheder. Det er bare så »WTF world?!«, at man skal betale husleje i sin smarte San Fran-lejlighed, at chefen forlanger, at man rent faktisk arbejder på arbejdet, og at farmand i det hele taget ikke bare vil sponsorere, at man i en alder af 23 gør karriere i professionelt surmuleri og nassen på samfundet.
Satiren over den egocentriske millennial med sine talløse tirader kender vi fra både ’Girls’ og ’Broad City’, men i ’Girlboss’ forgår enhver form for nuanceret persontegning eller konsekvens, der kunne opveje Sophias uhyrlige opførsel med et skævt snigende selvindsigt og ironi.
Hun får konstant at vide, at hun er langt over stregen, men giver kritikere og autoriteter fingeren med en opstyltet, selvretfærdig trodsighed, der skal virke provokerende sassy, men i stedet tegner en fladt fordummet American idiot, hvis lynflygtige sprækker i facaden ikke opvejer det øretæveindbydende helhedsindtryk.
Som Sophias nabo løber dragqueen RuPaul ubesværet med ’Girlboss’ sjoveste replikker, og serien byder på en overflod af nostalgisk kuriøse gensyn med tidens hotteste tv-show ’The O.C.’ (»They killed her!«), Nokia-ringetoner og Myspace, der givetvis vil lefle for alle, der nærer ømme minder om perioden.
Til gengæld er der overraskende få æstetiske treats for reelle designfans i historien om det ellers så epokegørende onlinemodeimperium.
Sophias påståede ferme styling-skills vækker aldrig den fornødne entusiasme eller lækre stoflighed, der for eksempel gjorde ’The Devil Wears Prada’ overbevisende appetitlig, og man er komplet ligeglad med, om hun får succes med at sælge sine overprissatte vintagefund på eBay – eller scorer den klicheramt token-lækre musiker Shane (Johnny Simmons), der qua ’Girlboss’ interne lallelogik og forskruede selvbillede selvfølgelig finder Sophias verbale galdestrøm intet mindre end bedårende.
Med så mange fantastiske serier på streamingtjenesterne pt. er der ingen undskyldning for at spilde sin tid på Sophias kvalmende glorificering af en gemen nasty gal, der forbliver mere hysterisk bossbaby end inspirerende girlboss.
Havde Sophia så bare været en nasty woman – men den form for relevante politiske paralleller er ren ønsketænkning i ’Girlsboss’-regi.
Kort sagt:
Netflix-originalen ’Girlboss’ udmærker sig hovedsageligt ved at præsentere årets mest usympatiske og røvirriterende hovedperson, der inden for seriens første anstrengende afsnit får en til at ønske, at alskens ulykke vil regne ned over den hykleriske bossbabys onlinemodeeventyr.
Anmeldt på baggrund af fem afsnit.
Læs også: De 10 bedste komedieserier på Netflix lige nu – rangeret