Sjældent har så mange formidable serier fået premiere samtidig

For øjeblikket er der simpelthen ingen undskyldning for at bruge sin dyrebare tid på sæson 23 af ’The Walking Dead’.
Sjældent har så mange formidable serier fået premiere samtidig
'American Gods'

Der er aldrig blevet produceret så mange tv-serier, omtrent 400 årligt alene i USA.

Alligevel er der perioder, hvor det kan være svært at finde dugfriske serier af høj kvalitet, hvis man allerede har gennnemtrawlet det meste af bagkataloget på de store streamingtjenester. I nogle perioder føler man sig tørkeramt midt i en monsun. Og sådan en periode… er man ikke i nærheden af at opleve lige nu.

Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår så mange ikke bare gode, men ypperlige serier nærmest har væltet over hinanden i kampen om opmærksomhed. Både helt nye titler og opfølgninger på produktioner, der har siddet solidt på toppen af hierarkiet i flere år.

Men det er måske ikke altid, at man lægger mærke til kvalitetsregnen. At man opdager guldet midt i mængden af billigt metal og decideret ragelse.

Med denne lille guide har man imidlertid ingen undskyldning for at bruge tid på ’The 100’ eller 20. sæson ’The Walking Dead’. For hvorfor spise på Konya Kebab, når man kan gå på Michelin-restaurant til samme pris?

Tilmed er der muligheder for nærmest enhver smag.

Du vil se den mest hypede nye serie as we speak:

En politisk allegori over religiøs fundamentalisme og kønschauvinisme lyder måske ikke på papiret som det allermest sexede i verden, men i den nye ’The Handmaid’s Tale’ er det ikke desto mindre et både tankevækkende og dybt fængslende udgangspunkt.

USA er forvandlet til staten Gilead i adaptionen af Margaret Atwoods sci-fi-nyklassiker, og de sidste frugtbare kvinder – som Elisabeth Moss’ hovedperson Offred – er underlagt et liv som slaver og rugemødre for eliten i det nærmest victoriansk reaktionære fremtidsunivers.

The Handmaids tale 6
’The Handmaid’s Tale’

Serien opbygger mesterligt sit miljø, og det er både dystert, skræmmende og indimellem underspillet humoristisk. Vores anmelder uddelte seks stjerner til de første tre afsnit, og det kan jeg godt forstå.

’The Handmaid’s Tale’ er produceret af den amerikanske streamingtjeneste Hulu, men kan herhjemme ses på HBO Nordic.

Du vil se en ANDEN hypet serie, men mere blodig, tak:

’American Gods’ bygger også på en kultdyrket bog (af Neil Gaiman) og er ligesom ’The Handmaid’s Tale’ en stilistisk gennemført og voldelig affære. Bare gange 100.

Vi følger muskelmanden Shadow Moon, der netop er løsladt fra fængslet, da han opsøges af den mystiske Mr. Wednesday, der viser sig at være… en gud af den gamle skole. Moon trækkes ind i en krig mellem de gamle guder og de nye, som Internet, Medierne og moderne teknologi, der manifesterer sig fysisk i skræmmende skikkelser.

Det er en fuldstændigt batshit crazy historie, som er fortalt med ikke så lidt vellyst og glimt i øjet. Og så er den både hardcore-erotisk og blodig a la ’300’. Det er da også manden bag Mads Mikkelsen-serien ’Hannibal’ – kendt for sin veleksekverede gore – der står bag.

’American Gods’ kan ses på den danske udgave af Amazon Prime.

Nej, det skal være endnu mere langt ude:

’The Leftovers’ er måske ikke helt så galimatias som ’American Gods’ – og dog: Her vågner en mand op i en parallelverden, hvor han er lejemorder, synger karaoke og bruger sin penis som adgangskode, hver gang han dør.

Damon Lindelofs serie fandt virkelig sin egen tone i anden sæson, da bogforlægget var løbet tør, og også med tredje sæson står den som en af de mest modige og kompromisløse serier, der nogensinde har set dagens lys.

the leftovers
Justin Theroux og Carrie Coon i ‘The Leftovers’

Vi får næppe noget svar på, hvorfor to procent af verdens befolkning pludselig forsvandt, men det er heller ikke så afgørende: Det afgørende er den alvorlige, oprigtige bearbejdning af sorgen, der præger karaktererne – og de chokerende, og ofte skævt humoristiske, stedet, det fører dem hen.

Religion har fået en større og større rolle gennem serien, heldigvis på en måde, der langt fra er sort-hvid: Karaktererne virker skiftevis fanatiske og fuldstændigt rationelle, når man tager deres situation i betragtning. Og det store spørgsmål er således: Er Kevin – vores hovedperson – simpelthen den nye Jesus?

Det bliver udforsket med nysgerrighed, opfindsomhed og visuel legesyge. ’The Leftovers’ slutter efter tredje sæson, men vil stå tilbage som et af HBO’s store værker.

Du vil overraskes, men af et SIKKERT kort:

Vi kan kun gisne om, hvorvidt ’The Handmaid’s Tale’ og ’American Gods’ kan holde niveauet, men med ’Fargo’ sæson 3 kan vi næsten garantere, at den vil være seværdig fra start til slut.

Det baserer vi på entydig empiri: De første to sæsoner udgør noget af det bedste, vi har set inden for seriefortællingens kunst i nyere tid, og selvom vi måske efterhånden kender formlen, har Noah Hawley ikke sluppet speederen i starten på sæson 3.

Igen får vi en skæbnesvanger og mordtung historie fra et iskoldt Minnesota, denne gang i 2010, hvor den misundelige tilsynsværge Ray hyrer en småforbryder til at begå et indbrud hos sin mere succesrige tvillingebror. »kongen af Minnesotas parkeringspladser«) Emmit Stussy.

Ewan McGregor
Ewan McGregor i tredje sæson ‘Fargo’

At fastslå at det går galt, er en underdrivelse af dimensioner, og samtidig plages Emmit af en mystisk forretningsmand, V.M. Varga, der overtager hans virksomhed uden egentlig at spørge om lov.

Få serier skaber så overlegne setups som ’Fargo’, der mesterligt har genskabt Coen-brødrenes sorthumoristiske magi, hvor den ene uforglemmelige karakter afløser den anden, og historien tager drejninger, man ikke havde set komme. Det er filmisk tænkt som få andre serier. Med et stærkt menneskeligt hjerte, denne sæson forankret i Carrie Coons politikvinde. Og så er det helt utroligt underholdende.

Du vil overraskes, men af et SIKKERT kort – bare på Netflix:

Særligt ét forhold gør, at tredje sæson ’Better Call Saul’ er endnu mere opsigtsvækkende end de forrige: Gus Fringes comeback.

Den venlige fastfoodrestaurantejer fra ’Breaking Bad’ træder ind på scenen i Vince Gilligan og Peter Goulds egen spinoff-prequel, der i allerhøjeste grad har fundet sin egen tone i fortællingen om den slibrige advokat Saul Goodman – dengang han ikkke var den slibrige advokat Saul Goodman, men den velmenende Jimmy McGill.

Jimmys veje har allerede krydset Mike Ehrmantrauts, og her i tredje ombæring træder den evigt smilende Pollos Hermanos-bestyrer altså også ind i billedet.

’Better Call Saul’ er lige så visuelt opfindsom i Arizonas klare ørkenlys som ’Breaking Bad’, og selvom den måske ikke er helt så dramatung, har den til gengæld et fornemt blik for at gøre karakterudviklingen vedkommende. Uomtvisteligt en af tidens bedste dramaserier.

Du har et crush på Noah Hawley/du er træt af Netflix-superheltene (og kan VPN-tricks):

Så hop direkte på Hawleys ’X-Men’-spinoff ’Legion’, der startede med et overlegent første afsnit. I centrum er David Charles Haller (Dan Stevens), der er indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor både han og vi har svært ved at skelne mellem virkelighed og sindsforstyrrelse. Men David – eller Legion, som han kommer til at hedde – har kræfter, der kan bruge i en større sags tjeneste.

Legion1

Det er noget helt, helt andet end Netflix’ ellers udmærkede Marvel-serier – langt større fortællelyst, meget mere humor, meget større uforudsigelighed. ’Legion’ kommer til Viaplay, men formentlig først til næste år. Kan man ikke vente, skal man fange den på amerikansk iTunes e.l.

Du er ét af tre mennesker, der stadig hænger på tidens måske bedste karakterstudie

Vi har gang på gang haft ’The Americans’ i vores top 10 over årets bedste serier, og det er der en grund til. Der er nemlig ikke mange andre aktuelle serier, om nogen overhovedet, som bare er blevet bedre og bedre fra sæson til sæson på samme niveau som ’The Americans’. Den har simpelthen taget den minutiøse, voldsomt nuancerede karakterskildrin til det great novel-niveau, som var med til at skabe den nye tv-guldalder med serier som ’The Sopranos’ og ’Six Feet Under’.

Vi er nået til sæson 5 i fortællingen om det russiske agentægtepar, der lever undercover i USA. Skruetvingen strammes om dem, og det er modbydeligt spændende at se, hvilke konsekvenser deres risikable livsstil får for dem selv og deres familie. Matthew Rhys og Keri Russell udgør tidens stærkeste tv-par, både i serien og virkeligheden.

Serien kommer til Netflix med stor forsinkelse, og der skal VPN-tricks til for at se den via amerikansk iTunes.

Du kom her egentlig bare for at have det lidt sjovt:

Det kan godt blive lidt tungt med de mange timelange dramaserieafsnit, og heldigvis er der masser af muligheder for at få kvalitet i sin latterinducerende underholdning.

silicon valley
’Silicon Valley’

HBO brillerer fortsat med ’Silicon Valley’, serien om en flok unge, overmåde nørdede tech-iværksættere, der clasher med milliardærer, it-dynastier og deres egen sociale uformåen i Californiens tech-hub. Der er ikke mange steder i tv-serie-land, man er i bedre selskab end med Richard, Dinesh, Gilfoyle, Jared og Erlich, og vores anmelder uddelte da også fem stjerner til den aktuelle fjerde sæson.

Du vil have det sjovt, men er mere til politikergeeks end computergeeks

Den anden halvdel af HBO’s comedy-bill er på fuld omgangshøjde med ’Silicon Valley’. ’Veep’ er nået til sæson 6, og Selina Meyer har efterhånden været godt rundt på topposterne i Washingtons grinagtige politiske system, men er nu endt der, hvor hun startede: Som Veep.

Serien fik i femte sæson ny hovedforfatter, men det har man ikke mærket synderligt: ’Veep’ er stadig leveringsdygtig i den hurtigste, skarpeste replikudveksling på tv, og svinerne sidder stadig løst på tøjet. Vores anmelder gav, naturligvis, fem stjerner.

Du vil have det sjovt, men det skal også HANDLE om noget:

Netflix’ vil også være med, når det kommer til veleksekveret komik, men deres nyeste satsning jagter ikke kun hurtige grin, men også næring til eftertanken forbundet med et af tidens mest presserende temaer i det amerikanske samfund: Race.

holding-dear-white-people-netflix-show
‘Dear White People’

Justin Simiens ’Dear White People’ bygger på hans film af samme navn, men nyder godt af at have mere plads at boltre sig på. Afsættet er et privilegeret amerikansk college, hvor en blackface-fest skaber røre blandt de sorte minoritetsgrupper.

Du vil have det sjovt, men med britisk accent:

Det er der råd for. ’Catastrophe’ er en afsindigt morsom engelsk sag om amerikanske Rob og britiske Sharon, hvis hede feriefling ender med en graviditet og – derefter – et forhold.

Rob Delaney og Sharon Horgan har en forrygende kemi, og humoren er underspillet og grov på en måde, man af og til kan savne i de amerikanske pendanter. Samtidig er charmen intakt, og man interesserer sig oprigtigt for, hvordan det skal gå dem. Efterhånden kæmper de med indtil flere børn, alkoholisme og andre livskriser, og det lyder måske tungt, men ’Catastrophe’ er så ubesværet fortalt, at den nemt får det i mål inden for komedieseriens rammer.

Sæson 3 er netop startet – foreløbig skal den fanges via udenlandske tjenester som Hulu. Her er vores anmeldelse af sæson 1 og 2.

Det er alt sammen meget godt, men du gider ikke se andet end ’Skam’

Så har du måske hørt, at ’Skam’ er vendt tilbage. Og sæsonen om Sana er for alvor ved at tage fart. Det skal nok blive godt.

Læs også: De 20 bedste HBO-serier nogensinde – drama

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af