Vi starter i en bil, der holder stille. Det er koldt, og ruderne dugger, da Martin Skovbjerg sætter sig ind klokken ti om formiddagen på Nørrebro.
»Lækker nok bil«, siger han med en rød hue trukket godt ned over det frostklare ansigt.
Tak, det er min mors…
»Seriøst?«
Ja, jeg har lånt den, fordi vi to skal ud at køre.
»Sej nok mor, du har«.
Så kører vi. Destinationen er ydre Amager, hvor vi skal finde en location fra den serie, der i 2015 statuerede Martin som filmskaber. Efter at have spillet som DJ Er Du Dum Eller Hvad og produceret musikvideoer for blandt andre Suspekt og Lukas Graham, fik han nemlig et mindre DR3-hit med ‘Anton 90’, som blev hyldet af anmelderne og dyrket af tv-seerne.
»Mine store helte var Daft Punk, og når de kunne have masker på, så kunne jeg vel også«
Sideløbende oplevede han buzz med vennerne August ‘Eloq’ Fenger og Anders ‘Unkwon’ Dixen i Av Av Av, der lagde både musikfestivaler og Koncerthuset ned med deres melodiske og bastunge elektroniske musik. Nu er han i gang med sin første spillefilm, mens Av Av Av har signet med pladeselskabet Parlophone og udgivet ep’en ‘Everything Is True’.
Han har ingen skoling i noget af det, han laver. Ingen filmskole, intet musikkonservatorium. Han elsker bare at kaste sig ud i nye projekter og lære nye ting. Det er det, det hele handler om – og det må for guds skyld aldrig blive forudsigeligt eller sikkert.
Det vidner selvfølgelig om det, der med en lidt slidt floskel kaldes et multitalent, men hvordan er det egentlig at være sådan et?
»Det er jo lidt specielt, når man hele tiden skifter mellem film og musik. For eksempel har jeg lavet introvideoerne til de senere års P3 Guld-prisuddelinger, men på selve aftenen har jeg hængt med alle mine musikervenner. Det er et underligt clash, som man ikke ser så tit«, siger Martin.
Så hvis vi to mødte hinanden, og jeg spurgte, hvad du lavede, hvad ville du så svare?
»Jeg har aldrig kunnet lide titler, fordi der er alt for mange, der i dag kalder sig dj, selv om de aldrig rigtig har spillet. Og alt for mange, der siger, at de er instruktør, selv om de aldrig har lavet en film eller en serie. For mig handler det altid om, hvad jeg har lavet. Arbejdet skal kunne tale for sig selv. Det var også derfor, at jeg havde maske på, da jeg begyndte at dj’e«.
I bilens lille kabine tager Martin os til tilbage til 2001. Dengang han var en 21-årig gut fra Holbæk og udstationeret som skibums i Frankrig. På de lokale diskoteker spillede han nat efter nat for så at svede oplevelserne ud på pisterne næste morgen.
»Jeg var freestyle-skiløber og havde skimaske på for ikke at få for meget kulde i hovedet. Da jeg fik muligheden for at dj’e, takkede jeg ja, men jeg havde ikke lyst til at stå i spotlyset og blive hyldet. Derfor tog jeg masken med om bag mikserpulten. Mine store helte var Daft Punk, og når de kunne have masker på, så kunne jeg vel også«, fortæller Martin, som virkelig havde en fest med sit nyfundne maskebal.
»Jeg oplevede tit, at folk kom hen og sagde, at den dj, der lige havde været på, var for fed. Så kiggede jeg på dem og sagde, tak, det er mig, og så havde vi en indgangsvinkel til at tale om musikken frem for om os selv«.
Det er den slags indgange, Martin Skovbjerg mener, at der mangler i musikmiljøet i dag.
»Folk taler altid om eventet – hey mand, jeg så et billede fra jeres koncert på Facebook. Hvor er det fucking fedt. Sådan en sætning er venligt ment, men den pisser mig virkelig af. Musik er ikke et event. Det er noget, vi i Av Av Av lægger sindssygt meget energi i, og derfor er det musikken, man bør tale om. Rygklapperi bliver ingen dygtigere af, men hvis der kommer nogen med saglig kritik, så kan vi pludselig tale sammen og måske ligefrem lære noget«.
Fed med mange bolde i luften
Vi er nået et stykke ud ad Amagerbrogade, da Martin peger os ind til højre. Her ligger en gammel bilforhandler og blegner i vintersolen.
»Her optog vi en del af ‘Anton 90’«, siger han.
Serien var en mindre revolution i dansk tv. Den var skudt fra hovedpersonen Antons synsvinkel, og derfor ser man ham aldrig, men følger kun den unge mands trængsler med kærligheden og de sociale medier. Det er den slags, man lærer på Filmskolen, at man bare ikke gør. Men Martin er ligeglad. Han gør det bare.
»Det var en kamp at lave den serie«, fortæller han. »På sin vis var det stort at få muligheden, men på den anden side var det svært at overbevise DR om, at det skulle gøres på den her måde. De tænkte i segmenter og modeller. Jeg tænkte i, hvad der føltes som en god fortælling«.
Hvad tænker du så på, når du ser brugtvognsforhandleren her?
»At der har været mange projekter siden, og at der kommer mange nye. Jeg er i gang med en spillefilm, der hedder ‘Brakland’, og så kommer Av Av Av med ny ep lige om lidt (‘Everything Is True’ er lige udkommet, red.)«.
Er det vigtigt for dig hele tiden at lave noget nyt?
»Det tror jeg. Jeg har i hvert fald hele tiden flere projekter i gang, og det er virkelig tit, at jeg hører, at det ikke er normalt. Det er så en anden ting, jeg kan blive rigtig vred over«, siger han.
»Når man har det her helvedes Facebook, så skal folk hele tiden fortælle én, hvad man laver, og spørge ind til, hvordan eventet gik, og samtidig peger de også lige på, at man har for mange bolde i luften. Men undskyld, folk aner ikke en skid om mig, hvis de kun har læst mit Facebook-feed. Og hvad nu hvis det er dem, der er mærkelige, fordi de kun laver én ting?
Så længe jeg er 100 procent inde i mine projekter, så lad mig lave dem. Jeg er sgu ligeglad med normen, for hvad er det overhovedet? Folk skal lade være med at pådutte mig deres egne tanker om dem selv som normale og i stedet forsøge at remixe noget, der er fedt, så det kan blive endnu federe. Det er selve ideen med det hele, for helvede. At vi alle sammen kan inspirere hinanden«.
Vi sidder lidt i tavshed og stirrer ud over det ydre Amagers boligblokke og grønne, rekreative områder, som slanger sig hen over den asfalterede danske betonhygge.
»Nå«, siger han så. »Nu skal det heller ikke blive så pessimistisk, for det er jo fedt at have mange bolde i luften«.
Hvorfor?
»Fordi man får lov til at arbejde med så sindssygt mange inspirerende mennesker. Den ene dag kan jeg lave en Suspekt-video, den næste dag er jeg i studiet med Av Av Av, og den tredje dag kan jeg så arbejde på min nye spillefilm. Det lærer jeg vildt meget af, og det er det, jeg allerhelst vil. Lære noget nyt«.
Inspirationen kommer udefra
Vi sætter i gang igen.
»Lad os køre ind mod byen«, siger Martin. »Vi skal derhen, hvor det hele gik op i en højere enhed for mig«.
Stille og roligt bliver husene højere, cyklisterne flere og trafikken tættere. Jeg siger ikke så meget, for det er tydeligt, at Martin faktisk slet ikke er færdig med at tale om det med at have mange bolde i luften.
»Jeg laver tre-fire ting på fuldtid, og det kan jeg kun overkomme, fordi jeg udvikler mig med det, jeg laver. Og fordi jeg kan udvikle andre«, siger han så pludselig.
Nu taler du som en rigtig filminstruktør…
»Ha, det er jeg glad for. Men det er faktisk det, der giver mig allermest. Når jeg kan skubbe folk et sted hen, hvor de ikke anede, at de kunne få fodfæste. Det er sindssygt inspirerende. Og når jeg så kan lave en tv-serie som ‘Anton 90’, der er noget, man ikke rigtig har set før, så er jeg tilfreds«.
Hvorfor var ‘Anton 90’ noget, man ikke havde set før?
»Der er hele dens POV-stil (point of view, red.), og så foregår den heller ikke blandt privilegerede storbybørn. Den er en provinsfortælling, og det var helt afgørende for, at jeg ville lave den«.
Hvorfor?
»Fordi alt for mange centraliserer deres verdensbillede. Det er dødssygt, hvis alt snurrer omkring en enkelt by. Forstå mig ret, jeg elsker København. Jeg bor her, og når jeg kommer hjem fra en rejse, får jeg optur over byen, men man bliver nødt til at søge ud for at fortælle noget nyt. Det er ligesom, når vi laver musik i Av Av Av. Der, hvor det fungerer bedst, er, når vi tager i sommerhus og får nye lyde ind fra hav og skov. Inspirationer kommer udefra, men musik og film kommer indefra«.
Vil gerne udfordre
Kort efter triller vi over Dronning Louises Bro, hvor han spillede sit vigtigste job indtil da under Distortion i 2010. Vi parkerer lige bag den halvlange københavnerbro, der hvert år er en central festplads fra april til oktober. Her hænger som regel alt fra flaskesamlere til studerende og tidligere ungdomshusbeboere, men ikke lige nu i de første uger af det nye år, hvor Martin guider os ned bag broen for at finde hen til hans yndlingskaffested, Original Coffee. Imens forklarer han, hvordan han nåede til Dronning Louises Bro den sommeraften for snart syv år siden.
»En after ski-aften i Frankrig hørte Suspekt mig, da jeg stod og spillede med min maske på, og de tilbød mig at komme med dem på turné. Jeg troede umiddelbart, at det bare var en løs idé, men da jeg kom hjem til Danmark, ringede jeg alligevel til dem, og tre uger senere var jeg med dem rundt i Danmark«, fortæller han.
»Det var på mange måder en ideel måde at blive ‘uddannet’ på, for når man er opvarmer, er man ikke den, folk gider høre, og så skal man anstrenge sig for at give dem en oplevelse. Det er det, det hele handler om. Hvis man laver noget, som andre måske kan tage med sig hjem og måske få lyst til selv at bygge videre på eller få nye ideer af, så er man lykkedes«.
Det lyder som et mantra for dig.
»Ja, det er det sgu nok. Jeg vil gerne udfordre, men det skal heller ikke blive så underligt, at man skubber folk fra sig. Jeg vil gerne skubbe, men skubbet skal være velovervejet og retningsbestemt. Det var også derfor, det var så lærerigt at dj’e som opvarmer. Jeg spillede dubstep for folk i Jylland i slutningen af 00’erne, og der var der mange, som aldrig havde hørt om genren. Men selvfølgelig skulle de da høre det. Så er Danmark jo heller ikke større. De erfaringer, jeg fik på turneen, tog jeg med ind på Dronning Louises Bro i 2010«.
Hvad var det, der skete der?
»Musikalsk set ændrede alt sig for mig, da Distortion inviterede mig til at spille i den sidste time af festen. Jeg takkede ja og tænkte, at nu laver jeg mit eget set. Ikke noget kendt, ikke noget sikkert. Jeg tog alt, hvad jeg havde lært om at overraske og underholde et publikum i provinsen med mig lige ind i hjertet af en københavnsk gadefest, og det gik vildt godt. Det gik faktisk fuldstændig amok, og siden har jeg ikke manglet jobs som dj«, siger Martin, der også smed masken efter koncerten.
»Skitiden blev ligesom lagt bag mig«, siger han med et smil og bestiller en chai-te.
Vigtigt at turde sige nej
Vi tager te og kaffe to go og bevæger os gennem Nørrebros gader.
Er der noget, du ikke tør?
»Hvorfor spørger du om det?«. Han smiler igen.
Fordi det virker, som om du ikke går op i, hvad folk synes. Du spiller dine ting, som du vil, og du laver tv og film på din egen måde…
»Jeg tænker aldrig på, om jeg tør. Jeg tænker mere på, om en opgave er mig. Det meste lyder jo interessant, når man får det præsenteret, men jeg er gode venner med rapperen Jooks, og han har lavet et album, der hedder ‘Dyr’, fordi det er gået op for ham, at vi alle sammen er dyr og primært handler ud fra instinkter. Det tænker jeg over dagligt: Hvad siger mit instinkt mig? Tag nu den måge for eksempel«, siger han og peger ud på den frosne Peblinge Dossering.
»Den måge sidder derude, fordi dens instinkt fortæller den, at den er sikker der. Det har måske noget med frygt at gøre, men først og fremmest er det dens instinkt, som har placeret den der. Hvis jeg skal kunne lande noget og gøre det godt, så skal jeg fornemme, at det er mig, og det er kun mit instinkt, der kan hjælpe med det. Jeg har aldrig fået en opgave, jeg ikke føler mig god nok til, men jeg har takket nej til mange ting, fordi jeg bare ikke skulle lave det«.
Hvordan ved du, at du ikke skal lave det?
»Når man arbejder med både instruktion og musik, så må man takke ja ud fra, hvad ens instinkt siger: Kunne det her være sjovt, og er det den her vej, jeg gerne vil? For eksempel har jeg sagt nej til store projekter, fordi det ikke var den vej, jeg ville. Jeg har takket nej til en Busta Rhymes-musikvideo, selv om det kunne have været sjovt. Mit instinkt sagde mig, at det bare ikke var den vej, jeg skulle. Jeg vil gerne derhen, hvor folk kontakter mig, fordi de vil have, at jeg laver det projekt, jeg har allermest lyst til. Og jeg kommer kun derhen, hvis jeg siger nej rigtig mange gange. Det er hårdt, fordi man så også ofte siger nej til mange penge, men man sælger til gengæld ikke ud, og man ryger ikke over i komfortzonen, hvor der kun laves lort«.
Martin guider os ned ad den gade, hvor bilen er parkeret. Han skal videre til et møde om sin nye spillefilm, og derefter skal han i studiet med Av Av Av-gutterne.
»Det vigtigste for mig er, at jeg ikke lander i den komfortzone, for så ryger energien. Det er der utallige eksempler på i musikbranchen. Komfortzonen er måske det eneste, jeg er bange for«.
Vi stopper ved bilen og aner et øjeblik ikke, hvad vi skal sige, før jeg bryder stilheden.
Min mor synes nok, at det er sejt, at der er en dj, som har kørt rundt i hendes bil.
»Så må du hilse din mor og sige, at hun har en fed bil«, siger Martin og griner.
(Først bragt i Soundvenue #102)
Læs også: Her er Soundvenues fem nominerede til Fremtidsprisen i kategorien film/tv