KOMMENTAR. Da årets udtagne til hovedkonkurrencen i Cannes blev offentliggjort, var det mod forventning uden Ruben Östlunds ’The Square’.
Folkene bag filmen, ikke mindst den danske klipper Jacob Schulsinger, arbejdede stadig hårdt på at få filmen færdig, hvilket inkluderede en trimning af det første, tre en halv time lange cut til den nuværende version på 2.20.
Et par uger senere blev ’The Square’ så udtaget som den allersidste film i konkurrenceprogrammet. Og i går fik eventyret en overstrømmende happy end: ’The Square’ vandt Guldpalmen i Cannes, den fineste filmpris i verden.
Jeg har de seneste år været efter Cannes-juryernes konservative guldpalmevalg: Sidste år Ken Loachs gode, men traditionelle ’I, Daniel Blake’ i stedet for ’Toni Erdmann’. Forrige år Audiards ligeledes stærke, men ujævne flygtningedrama ’Dheepan’ frem for mesterværket ’Son of Saul’. For tre år siden tyrkiske ’Winter Sleep’ frem for Xavier Dolans mere dristige ’Mommy’.
På den baggrund havde jeg troet, at ’The Square’ ville dele vandene for meget til at samle en broget nimands jury bestående af instruktører som Pedro Almodóvar, Paolo Sorrentino og Maren Ade og skuespillere som Will Smith, Jessica Chastain og Fan Bingbing.
Blandt journalistkorpset var meningerne i hvert fald delte. De fleste satte pris på filmen, men mange fandt den også for fragmenteret og lang. Og ingen af disse to indsigelser er urimelige.
Historien om Claes Bangs politisk korrekte og sympatiske, men også lidt glatte museumskurator Christian, der blotter sine mindre kønne sider, da virkeligheden først invaderer hans problemløse liv, er ikke så formfuldendt afrundet som Östlunds forrige, ’Force Majeure’. Det er tydeligt, at Ruben Östlund er mere optaget af de lange, helt utrolige enkeltscener end at holde fokus på den samlede fortælling.
Men som jeg var inde på i min opsamling af festivalens bedste film, er kravet om det formfuldendte også en lidt nærig indsigelse mod en film, som leverer det ene tankefordrende højdepunkt efter det andet – og en indsigelse, som juryen velgørende har valgt at skide højt og flot på.
Med Guldpalmen til ’The Square’ har de simpelthen belønnet feltets suverænt mest originale og provokerende film. En film, som ikke ligner nogen anden på festivalen – eller nogen anden film i det hele taget. I begyndelsen af karrieren slægtede Östlund landsmanden Roy Andersson på, men i dag er han helt sin egen, en egensindig, dybt begavet og utroligt morsomt satiriker over det dyriske, kyniske og egoistiske, der ligger lige under velfærdsskandinavens velfriserede overflade.
Selvom jeg havde den russiske ’Loveless’ øverst på min rangering af festivalens bedste film (og ’The Square’ som nr. 3 blandt Guldpalmekandidaterne), synes jeg derfor, at ’The Square’ er det bedste Guldpalmekort, man kunne forestille sig. I et år, hvor det uomtvistelige mesterværk udeblev, er det et langt mere interessant valg end den ellers så helstøbte russer.
Juryen har utvivlsomt kunnet spejle sig selv i ’The Square’s fremstilling af en privilegeret mand fra kultureliten, der snakker og snakker om, hvordan kunsten skal konfrontere virkeligheden med grænseoverskridende kraft, men som selv vakler i idealerne, efter hans mobiltelefon og pung bliver stjålet ved et tricktyveri. Christian trækker sig tilbage, når det bliver lidt for svært. Det på overfladen impulsive element i hans tale over for finansiererne er indøvet til mindste detalje. Og når han af Elisabeth Moss’ amerikanske journalist bliver spurgt til den største udfordring i virket som kunstkurator, snakker han om… penge.
Ruben Östlund har afsløret, hvordan særligt én scene – hvor en smokingbeklædt Christian roder i en kæmpe skraldebunke – nærmest var designet til det gallaklædte Cannes-publikum, og han holder intet tilbage i sin kritik af lige akkurat den type mennesker, som ser film på festivalen: Selvgode filmfolk og journalister.
Östlund pisser juryen direkte i munden, og de kan ikke bare lide det. De griner hysterisk. ’The Square’ er velsagtens den sjoveste film, der har vundet Guldpalmen i flere årtier (’I, Daniel Blake’ var nu også ret sjov, men ikke nær så komisk veleksekveret som ’The Square’).
Alene af den grund fortjener juryen, der åbenbart har besiddet en passende portion selvironi, et klap på skulderen: Der er fremsyn i Östlunds film.
I hans lange, sublimt spændingsopbyggende scener fremskabt af en kompromisløs arbejdsmetode, hvor skuespillerne tager scenerne om op til 100 gange for at skrælle ethvert antræk til kunstighed af præstationerne. I hans knivspidse satire. I hans unikke blik for velstillede europæeres hykleri i en tid med flygtningestrømme og terror. I hans hang til hylemorsomme afstikkere, der ikke umiddelbart har meget med hovedplottet at gøre, som en scene, hvor en Q&A med Dominic Wests bullshit-kunstner afbrydes igen og igen af en mand med Tourettes.
Guldpalmen er en triumf for Ruben Östlund, men især også for danske Claes Bang, som spiller den altdominerende hovedrolle, og som blev løftet til stjernestatus under festivalen.
Skal man finde ét hår i palmesuppen, er det, at Claes Bang kunne have vundet prisen for bedste mandlige skuespiller, hvis ’The Square’ ikke var strøget helt til tops. Ved pressemødet bemærkede juryformand Pedro Almodóvar, at de havde overvejet at give danskeren en pris, men reglerne tilsiger, at hvis en film belønnes med Guldpalmen, kan den ikke samtidig vinde nogen af de andre priser.
Skuespillerprisen er Mads Mikkelsen således stadig den eneste dansker, der har stående på kaminen. Men mon ikke Claes Bang lige overlever.
Læs også: De 10 bedste film, vores filmredaktør så på Cannes-festivalen
Læs også: De største what-the-fucks under Cannes-festivalen