Alkymi.
Det er ordet, der ofte blive brugt til at beskrive det uventede samarbejde mellem de på papiret diametralt modsatte filmskabere Mark Frost og David Lynch, som udmøntede sig i en af historiens bedste tv-serier. Lynch var kendt for malerkunst, eksperimentelle kortfilm og surrealistiske spillefilm, som han skabte fra bunden og helt uafhængigt. Frost, derimod, kom fra tv-industrien, hvor han havde været med til at producere og skrive mainstream-serier som ‘Hill Street Blues’.
De blev i midten af 80’erne sat sammen af agenten Tony Krantz, som må have haft en usædvanligt skarp næse for matchmaking og set, at Lynchs hang til det kunstneriske og Frosts evne inden for det mere fortællende kunne kombineres til et gyldent snit, hvor det hverken blev for konventionelt eller for udsyret. En kombination, der måske netop er nøglen til, at ‘Twin Peaks’ både har formået at ramme bredt og engagere et snævert kultpublikum.
Før premieren på genoplivningen af serien har Mark Frost udgivet bogen ‘The Secret History of Twin Peaks’, der udkommer på dansk til juni, og som bygger bro mellem den oprindelige serie og Showtimes fortsættelse. I bogen dykker en agent og en arkivar ned i et dossier, der knytter begivenhederne i serien sammen med andre hændelser fra den amerikanske historie.
Lynch har (endnu) ikke læst bogen, hvilket understreger, at det i høj grad er Frost, der styrer og har styr på seriens mytologi.
Da du og David Lynch udviklede ideen til ‘Twin Peaks’, var det dig, der sad ved tasterne, blandt andet fordi Lynch hævdede, at han ikke kunne skrive på maskine. Har selve processen forandret sig siden dengang?
»Ja, det er rigtigt (han griner, red.). Det var primært mig, der sad ved tasterne dengang, og, ja, processen har ændret sig lidt. Der var ikke så mange afsnit i den oprindelige serie, som vi skrev i fællesskab og havde et tæt samarbejde om. David arbejdede på ‘Wild at Heart’, og han var også engageret i andre ting. Og når David Lynch er i gang med at lave en film, så fylder det alt for ham. Så tager det al hans tid og energi.
Denne gang dykkede vi dybere og mere fælles ned i skrivearbejdet. Vores opmærksomhed var mere ensidigt fokuseret på ‘Twin Peaks’. Vi havde et tæt samarbejde i forbindelse med skrivearbejdet, men vi gav også hinanden mulighed for at fokusere på forskellige dele af serien. Han fokuserede på instruktørarbejdet, mens jeg fokuserede på at skrive på de enkelte afsnit og min bog. Men vi bidrog begge på alle områder. Det var i høj grad et samarbejde«.
Set udefra lader det til, at I bidrager med forskellige ting og har forskellige tilgange til tv-serier og fortællinger i det hele taget. En typisk forestilling er, at du er skibets styrmand, der holder styr på fortællingen og sørger for, at I ikke sejler på grund, mens Lynch er kunstneren, som er mere optaget af stemning, æstetik og pludselige indfald. Er det for forsimplet?
»Jeg er ikke uenig med din beskrivelse. Det er nok vores respektive styrker. Men der sker også noget, når du sætter vores hoveder sammen, hvor helheden er mere end summen af de enkelte dele«.
Hvis man ser på afslutningen af første sæson af ‘Twin Peaks’, som du har instrueret, og sammenligner det med første afsnit af anden sæson, som David Lynch har instrueret, så er der slående forskelle i forhold til tempo, dynamik og drama. Er det noget, I nogensinde har talt om?
»Interessant. For at være ærlig så talte vi slet ikke om det, nej. Det er mest et spørgsmål om forskellige personligheds- og karaktertyper, tror jeg, og forskellige afsnit kræver forskellige ting i forhold til spænding, tempo og afvikling. Men de forskelle, som du nævner, er formentlig først og fremmest udtryk for vores forskellige personligheder. Måske kan man beskrive dem som vores respektive fingeraftryk«.
Noget, som man sjældent taler om, når man taler om dit og David Lynchs samarbejde, er jeres respektive humor og de klare elementer af komik, som findes i jeres fælles produktioner. Her tænker jeg ikke kun på ’Twin Peaks’, men også på den lille, glemte perle ’On the Air’ (1992), som på interessant vis blander slapstick, crazykomik og en slags pastiche over 1950’ernes klassiske sitcom. Serien blev ingen større succes i USA, men fik en hæderlig modtagelse i Danmark. Kan du sige lidt om den, dens modtagelse og jeres arbejde med komik?
» Det er dejligt at høre, at ’On the Air’ fik en hæderlig modtagelse i Danmark. Den blev modtaget af ABC, som om de havde fået en pakke med Ebola-virus i posten (han griner, red.). Den faldt bestemt ikke i deres smag, men den kom også i en helt anden æra. Network-tv var ikke et godt sted for serier, der var forud for deres tid, og ABC fangede ikke helt min og Davids humor.
I den nye sæson er det Lynch, som instruerer samtlige afsnit, og I har skrevet alle afsnittene sammen. I mellemtiden har vi dog fået mange forskellige elementer, som har knyttet sig til mytologien og fortællingen om ‘Twin Peaks’. Der er ‘The Secret Diary of Laura Palmer’ skrevet af Jennifer Lynch, Agent Cooper-bogen skrevet af Scott Frost, filmen ‘Fire Walk With Me’ instrueret af David Lynch og nu din bog. Er det tanken, at I samler de forskellige tråde, eller ignorerer I dem?
»Der er et design bag det hele, og i sidste ende hænger det hele sammen. Men vi har ikke i sinde at skære det hele ud i pap eller nødvendigvis at gøre det let tilgængeligt, så alle kan forstå det hele og alle de dybere sammenhænge. Vi tænker selvfølgelig på at knytte de forskellige historier og tekster sammen, men måske vil det vise sig, at der ikke er én sammenhængende forklaring. Det er ikke sikkert, at der er én objektiv historie. Tanken er, at fortællingen skal være åben nok til, at folk kan analysere og forstå historien forskelligt. Det er nok også det, der fascinerer mig mest.
Din bog spejler på mange måder også serien, og serien handler jo i det hele taget meget om spejlinger. Der er et mordmysterium (hvem dræbte Laura Palmer?), som vi får et slags svar på, men serien slutter også med et spørgsmål (»How’s Annie?«), og det egentlige mysterium i serien har en mere kosmisk eller eksistentiel karakter. Og dén gåde besvares aldrig. Det er lidt det samme i din bog, hvor ét spørgsmål (‘hvem er arkivaren?’) besvares, men slutningen åbner et nyt og større spørgsmål. Er det en fair udlægning, og kan jeg regne med, at du og David Lynch ikke giver os nogle entydige svar på de store gåder i den nye sæson?
»Ja, mon ikke du næsten kan regne med, at David Lynch og jeg ikke besvarer alt (han griner, red.) Og altså, det var så sjovt at skrive en bog, der ikke blot knyttede sig til den oprindelige serie, men som også spejlede den, og som havde en lignede tone eller stemning. Men budskabet er dog et andet… Når den nye sæson kommer, så må du jo se den og komme med din egen læsning. David Lynch og jeg er enige om, at fortolkningen skal overlades til seerne«.
Noget af det, jeg godt kan lide ved din bog, er, at vi lærer mere om en række af de mindre karakterer – blandt andet Dr. Jacoby, The Log Lady og Dougie Milford – og at vi samtidig på umærkelig vis får introduceret flere karakterer og flettet hele ’Twin Peaks’-historien ind i USA’s historie. Kan du sige lidt om det?
»De karakterer, du nævner, tilhører den slags bifigurer, som man sjældent har mulighed for at udfolde og nuancere inden for den traditionelle tv-føljeton, hvor man giver seerne et nyt afsnit per uge og således ikke kan forvente alverden af publikum.
Tanken om at udvide læserens forståelse af mange af de karakterer, som tidligere var i baggrunden af fortællingen, var uimodståelig for mig. Jeg ønskede at gå tilbage til den oprindelige historie og finde de karakterer, som måske kun havde sekundær interesse, og så tildele dem et større fokus. Folde dem ud, nuancere dem og trække dem frem i fortællingen.
Jeg har altid været interesseret i gamle film, for eksempel fra 1930’erne, men når jeg ser sådanne film, føler jeg mig draget af de mindre karakterer. Måske endda statisterne. Jeg tiltrækkes af dem som bipersoner og får lyst til også at kende deres historie. Jeg er fascineret af tanken om det alvidende fortællerblik, hvor jeg kan søge rundt i fortællingens landskab og finde de karakterer, som jeg har lyst til at vide mere om.
Dougie, som du nævner, var en del af den oprindelige serie, men kun i ganske kort tid, og så døde han. Men han var en af de karakterer, som jeg troede kunne være interessante. Han havde et potentiale og kunne, i og for sig, være en af de mest interessante karakterer i Twin Peaks. Jeg tror, at bogen viser, at også Dougies historie er ret fascinerende«.
Jeg synes også, at bogens generelle struktur er ret interessant. Den mindede mig om Jonathan Blacks fagbog ’The Secret History of the World’, som beskriver en hemmelig verdenshistorie og en alternativ tilgang til verden. Men din bog minder også om klassiske epistelromaner som ’Frankenstein’ (1818) og ’Dracula’ (1897), og den fletter på ret naturlig vis alle muligheder hændelser fra amerikansk historie ind i ’Twin Peaks’-mytologien.
Jeg tænkte, at du netop ville sige noget om den såkaldte ’objektive virkelighed’ – at du måske vil fortælle os, at også historien med stort H, altså USA’s historie, er et narrativ, som fortælles og revideres af historikere ud fra nogle givne perspektiver og kilder. Ikke blot den lille historie, men også den store historie er fuld af fup, gætværk, forestillinger og manipulation. Giver det mening?
»Ja, det passer ret godt på min bog. Det, vi opfatter som selve fundamentet for hele vores demokrati, kan faktisk ske at være mere elastisk, end vi har lyst til at tro. Selve grundpillerne for vores demokratiske samfund kan ske at være porøse eller usikre, og det kan netop udnyttes, hvis vi ikke tager os i agt. Jeg synes, at vores nuværende politiske situation illustrerer dette meget godt«.
Det minder mig lidt om et citat, som man ofte tilskriver Gustave Flaubert: »Der findes ikke sandhed, kun perception«.
»Nemlig. Det citat kender jeg godt. Idéen var, at jeg ville udbygge og udvide mytologien i ’Twin Peaks’, og i den forbindelse ville jeg introducere historier, som vi opfatter som sande eller faktuelle. Det, vi kalder amerikansk historie. Jeg ønskede at bruge disse elementer som nogle sammenhængsskabende bånd, der – når de blev vævet ind i ’Twin Peaks’-fiktionen – kunne skabe en slags historisk myte.
Det er et forsøg på at skabe en amerikansk genre eller afart af magisk realisme. Jeg er vild med hele den latinamerikanske skole inden for magisk realisme, og vi har haft enkelte eksempler på det i amerikanske litteratur, men jeg ville skabe en afart af denne genre inden for et univers, ’Twin Peaks’-universet, som er blevet en del af populærkulturen. Noget, der er blevet et adjektiv i sig selv«.
Jeg ønskede, at bogen skulle spejle en større form for autenticitet eller sandfærdighed: Den skulle minde os om, at livet i sig selv er en subjektiv oplevelse.
Dette er ret interessant, for jeg har før tænkt en del over brugen af støj i ’Twin Peaks’. Det er måske lidt nørdet, men jeg har altid set serien som et billede på kommunikation og miskommunikation mellem forskellige verdener – hvad enten disse verdener er ydre eller indre. Vi ser det blandt andet, når Major Briggs vil give Dale Cooper nogle beskeder fra det ydre rum, som muligvis blot er støj. Men vi ser det også i begyndelsen af anden sæson, når Old Bellhop ikke forstår Dale Cooper, der er blevet skudt og beder om hjælp, eller når Cooper i et senere afsnit ikke fanger Kæmpens advarsel.
»Nemlig! Tanken var at se det som forskellige radiosignaler, og måske er vores mulighed til at fange et givent signal meget lille. Måske er der mange forskellige frekvenser, og vi kan ikke modtage eller afkode dem alle.
Når det kommer til fortællinger i visuelle medier, så har vi en tendens til at godtage det, vi ser – at opfatte det, vi ser, som virkeligt eller sandt. Vi bliver sjældent opfordret til at betvivle sandhedsværdien i det, vi ser og hører. Men måske er det ikke hele historien, vi har set, og det er netop det, jeg prøver at illustrere«.
Jeg har hørt dig sige, at du ikke synes, den oprindelige ‘Twin Peaks’ ændrede noget som helst tv-historisk set, hvilket mange nok er uenige i. Hvad tænker du selv om serien i dag?
»Hvad jeg mente var, at vi ikke forandrede broadcast-tv. Broadcast-kanalerne blev bare ved med at lave det, de altid havde lavet. Broadcast-tv er på mange måder et værktøj for konsensus og status quo. Det afspejler og understøtter samfundsmæssige konventioner. Men publikummet ændrede sig. Hvis ‘Twin Peaks’ ændrede noget som helst, så håber jeg, at det var tilskuernes forventninger og krav. Jeg håber, at vi tilskyndede en risikovilje blandt tv-skaberne, og at vi gav seerne en oplevelse af, at de kunne – og skulle – kræve mere af tv«.
Twin Peaks – kort fortalt
Havde premiere i 1990 og blev skabt af David Lynch og Mark Frost med forskellige afsnitsinstruktører og forfattere.
Serien handler om mordet på den unge homecoming queen Laura Palmer, som blev dræbt i en togvogn. Lauras veninden Ronette Pulaski var med i togvognen, men flygter fra åstedet, og da hun krydser grænsen mellem to stater, bliver FBI involveret i sagen.
FBI-agent Dale Cooper kommer til, og han bliver en slags moderne Sherlock Holmes, der sammen med den lokale Dr. Watson-agtige politimand Sheriff Truman skal løse sagen.
Cooper er sanselig, høflig og nysgerrig, men langsomt afdækker han lillebyens mange dystre hemmeligheder. Mørket findes i skovene og i byens beboere, men også i Coopers egne drømme.
Undervejs bliver serien mere surrealistisk, og grænsen mellem drøm og virkelighed flyder sammen. Midtvejs gennem anden sæson bliver morderen – i en vis forstand – fundet, og seertallene faldt drastisk.
Men det viste sig, at mordet på Laura Palmer blot var én af mange gåder i denne fiktive lilleby, beliggende i det nordvestlige USA, tæt ved Canadas grænse.
‘The Secret History of Twin Peaks’ udkommer på dansk til juni på Politikens Forlag.