’Heartstone’: Gudesmuk debutfilm vækker den håbløse teenageforelskelse til live
Den gråmelerede tåge danser blødt over de islandske fjeldtoppe. I sommermånederne går solen aldrig ned her, i stedet hænger den som klistret til himlen. Men samtidig trænger solstrålerne heller aldrig igennem den tykke dis. Fornemmelsen for tiden ophører, og al udvikling og forandring sættes på standby.
Alt – bortset fra de unge teenageres følelsesliv, hvor hormonerne pisker ustyrligt rundt i kroppen som stærk kontrast til den storslåede, statiske natur. En gruppe 14-årige drenge hænger ud ved kajen i en lille fiskerby. De har lokket en fiskestime i en fælde og hiver nu fisk op ad vandet som perler på en snor. Barbariske og hæmningsløse lader de deres rastløse frustrationer gå ud over fiskene, der bliver smadret ind i stolper og bliver trampet på.
Det er hårdt at være 14 år. Især når man bor i et lille, sammenspist samfund i Island, hvor resten af verden synes uendeligt lang væk, og man skal passe på ikke at skille sig for meget ud. Det må de to teenagedrenge, Thor og Kristian, erfare, da de kastes ud i en sommer med følelsesmæssig og seksuel turbulens.
Thor er forelsket i Beth, byens smukkeste pige med mørkt hår ned til lænden. Men selv har Thor ikke meget kørende for sig. Den kropslige udvikling går alt for langsomt, musklerne på overarmene synes ikkeeksisterende og værst af alt: Der er endnu ikke kommet hår på den.
Modsat er Thors bedste ven Kristian foran sin jævnaldrende. Han er høj, flot og har aftegninger af muskler. De to drenge har den alder, hvor de endnu ikke har tilegnet sig et sprog til at tale om deres indre liv. I stedet kommer deres følelser ud igennem akavede handlinger og misforståelser. Leg med seksualitet punkteres med grin, der bliver til slåskamp, der igen bliver til grin.
Som han allerede har bevist i de særdeles løfterige kortfilm ’Artun’ og ’Whale Valley’, beviser den islandske instruktør Gudmundur Gudmundsson med sin spillefilmdebut en uhyre fintfølende evne til at indfange teenageres komplicerede følelsesliv. Alle replikker og handlinger har en stor troværdighed bag sig. Og – som det er i den alder – er det de mindste ting, der kan have en enorm betydning.
Skal man vælge Sandhed, Procent eller Konsekvens, når man leger S, P eller K? Og hvad skal man stille op, når man for første gang overnatter hos en pige og er ekstrem tissetrængende? Man kan ikke gå ud på toilettet, fordi man overnatter der i al hemmelighed, og så vil pigens far opdage, at man er der. Bliver man liggende og håber på, at man ikke tisser i hendes seng?
Alting gælder meget, når man er teenager, og Gudmundsson indkapsler med stor sensibilitet det unge, forvirrede sind. Så når det langsomt går op for Kristian, at han faktisk er forelsket i Thor, har vi som publikum allerede set tegnene. I frygt for udstødelse og tab af sin bedste ven undertrykker Kristian sine følelser. Men også det skal vise sig at få store konsekvenser.
Selvom ’Heartstone’ i enkelte scener bliver en anelse for lang, er fortællingen visualiseret med gudesmukke billeder og stor troværdighed. Filmen er som et spejl, der pludselig får en til at huske, hvordan det er at være 14 år gammel og håbløst forelsket, mens man vandrer rastløst rundt i de uendelige sommeraftener.
Kort sagt:
’Heartstone’ er en islandsk coming-of-age-fortælling om bedstevennerne Thor og Kristian. De tror, de gennemgår samme seksuelle opblomstring, men det bliver langsomt tydeligt for dem, at Kristian ønsker at være mere end bare venner med Thor. Filmen er fortalt med så stor troværdighed, at det er som at opleve sine egne teenageår igen.