I starten af ’Heartstone’ fanger en flok drenge en fiskestime under kajen og tæsker arrigt livet ud af dem, efter de har halet dem op fra vandet. Det er lige så barnligt, som det er brutalt. Og så er det taget direkte ud af instruktør Guðmundur Arnar Guðmundssons eget liv.
»Jeg husker, hvordan vi gik fuldstændig amok, og da vi havde fanget fiskene, troede vi pludselig, at vi var millionærer. Vi havde planer om at sælge dem, og så var der jo ingen grænser for, hvad det ville føre til«, griner han.
Når instruktøren husker tilbage på sine spæde teenageår, bryder en drenget energi hans ellers afmålte tonefald, som har han aldrig helt sluppet den 13-årige dreng, der fangede fisk på kajen. Der er en sandhed i det: På den ene side var de tidlige teenageår den mest turbulente tid i hans liv, på den anden side (eller måske netop derfor) bliver han ved med at vende tilbage til den – først i kortfilmene ’Whale Valley’ og ’Ártún’ og nu i ’Heartstone’.
»Jeg tror ikke, der er en eneste scene i ’Heartstone’, der ikke på en eller anden måde har hentet noget fra mit eget liv. Det er den eneste måde, jeg kan skrive på«, siger han.
Ungdomsfilm vader i klichéer
Filmen skildrer 13-årige Thors stormfulde overgang fra barn til ung i en islandsk flække, hvor depressionen klynger sig om de pittoreske bakkedrag. Den første forelskelse, mødet med sex og alkohol, hele det brusende, indre følelseshav – han stikker sig igen og igen på pubertetens torne.
Hans bedste ven, Christian, styrer samtidig mod afgrunden, da han indser, at han kan lide drenge og ikke piger, som det ellers hør og bør sig i det maskuline landsbysamfund. Derude, hvor man, som Gudmundsson siger, er nødt til at gå langt ud i naturen for ikke at vise, at man græder.
De voksne – blandt andet Søren Malling på islandsk! – indtager helstøbte biroller, men det er og bliver teenagedrengenes historie. Deres øjne er det prisme, som virkeligheden passerer igennem, deres følelser gennemsyrer lærredet. Og heri ligger der et opgør med selve opfattelsen af teenagere – i virkeligheden og på film.
»Da jeg var teenager, følte jeg ikke, at der var nogen, der forstod vores verden. Voksne forstod den ikke, og børn forstod den ikke. Så vi levede i en særskilt verden. Jeg ønskede altid, at jeg kunne vise min mor eller dem omkring mig, hvordan den virkelig fungerede, så de kunne forstå os«, siger Gudmundsson.
»Det er lidt det samme med ungdomsfilm. De fleste film om teenagere er utroværdige. Det er ofte meget tydeligt, at det er en voksen, der har skrevet dem. Karaktererne er flade. Jeg har set flere gode coming of age-film som ’Ratcatcher’, ’Stand by Me’ og ‘Kundskabens træ’, men mange ungdomsfilm er fyldt med klichéer«.
Hvad gør du selv for at undgå det?
»Når jeg skriver, prøver jeg at forestille mig, at jeg er 13 år igen. Jeg har ikke noget filter, i forhold til om man må det ene eller det andet. Hvis det skete i virkeligheden, så må jeg gerne skrive det. Jeg spørger også ofte mine unge skuespillere, om der er noget, der ikke virker troværdigt i manuskriptet – om de ville sige linjerne i virkeligheden. Jeg gør alt for at sikre, at det ikke er mit voksne sind, der styrer det hele«.
»Ja ja, jeg forstår det«
Gudmundssons ambition om at tage fat om roden på teenagekvalerne og skildre dem uden omsvøb stiller store krav til rollelistens unge, uprøvede amatører.
I ’Heartstone’ leder den ene dreng efter de første pubeshår, onanerer i sengen, kysser inderligt med sin første kæreste, får tæsk af byens bølle og mister grebet om sine følelser igen og igen. Og den anden kæmper for at undertrykke sin seksualitet, selv om han hellere vil kysse sin bedste ven end pigen, der kan lide ham.
Forud for optagelserne måtte skuespillerne igennem en lang castingproces efterfulgt af otte måneder med prøver – to gange om ugen à to timer. Da Gudmundsson endelig sagde ’action’ på settet, havde han dog ikke svært ved at overtale de unge drenge til at stå nøgne frem i filmens tjeneste.
»Drengene var faktisk virkelig glade for, at filmen tog emner som onani op, fordi det ikke var noget, de havde set før. Selvfølgelig grinede de til tider, og nogle gange var de også bekymrede for, hvad deres klassekammerater ville sige. Men i bund og grund forstod de projektet«.
»Omvendt var de heller ikke meget for at snakke om de mest følsomme detaljer. Nogle gange tænkte jeg, at jeg var nødt til at sige lidt om, hvad karaktererne følte, men da jeg gjorde forsøget, sagde de bare: ’Ja, ja, jeg forstår det!’ og skyndte sig væk«.
Fra islandsk natur til dansk beton
’Heartstone’ er et universelt studie af pubertetens indre orkan, men det er også en yderst afgrænset beretning om det islandske landsbysamfund og sindelag. Det er et land af kontraster. Umådeligt billedskøn med bjerge i horisonten og et landskab, der forandrer sig for fødderne af én, men om vinteren forsvinder solen bag disen og giver depressionen frit lejde til at overmande udkantens skæbner.
»Som barn har du enormt meget frihed, og hele byen og naturen bliver din legeplads. Du kan lave alt. Men når du bliver teenager, skrumper legepladsen ind, og så virker det, som om byen ikke har noget at tilbyde dig. Det var meget vigtigt for mig at udfolde den historie foran noget så smukt og barsk som den islandske natur«.
»Vi var dog nødt til at lave en regel om, at vi aldrig måtte lave totalskud af naturen, hvis vi ikke havde en god grund til det. For det er virkelig fristende!«.
I både ’Ártún’, ’Whale Valley’ og ’Heartstone’ er det islandske landskab således et lige dele barsk og berusende bagtæppe, der omgiver og indkapsler ungdomsdramaet, men i Gudmundssons næste film skiftes islandsk natur ud med dansk storby.
Hovedpersonerne? De er stadig teenagere.
»Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg ikke ville lave en ungdomsfilm mere. Jeg bør jo blive voksen på et tidspunkt! Men den 13-årige dreng kommer altid op i mig og siger ’nej, nej! Det her er meget sjovere!’«.
Læs også: ’Heartstone’: Gudesmuk debutfilm vækker den håbløse teenageforelskelse til live