Der er en tendens til, at filmfans maler fanden på væggen, når det kommer frem, at imødesete Hollywood-film har haft behov for omfattende reshoots. Senest er ’Justice League’ kommet under kritisk lup, da filmen i kølvandet på instruktørskiftet fra Zack Snyder til Joss Whedon har brugt et astronomisk beløb på ekstra optagelser.
25 millioner dollars på reshoots er en uhyrlig sum, selv for mægtige filmselskaber, men hvor de økonomiske omkostninger utvivlsomt giver hovedpine hos Warner Bros. og co., siger den forlængede produktionsperiode ikke nødvendigvis noget om det færdige produkt.
Meget er gået galt på ’Justice League’-settet – herunder Henry Cavills skovsnegl – men det er ikke usædvanligt, at Hollywood-film planlægger reshoots, allerede før den første scene er i kassen. Det er faktisk sjældent, at filminstruktører vender hjem fra sidste optagedag uden en flig af uforløste ambitioner.
»Jeg tror ikke nogensinde, der har været en instruktør, der afslutter en film og tænker ’wow, det er perfekt, det er lige præcis det, jeg ville have. På hver eneste af de film, jeg har lavet, har jeg ønsket, at jeg kunne gå tilbage og tilføje noget nyt«, sagde David Ayer, da hans film ’Suicide Squad’ røg ud i reshoots (uden at det hjalp den synderligt).
Dertil kommer, at reshoots netop har til formål at forbedre den endelige film – og ofte lykkes med det. Nogle gange er det i det små, som da førnævnte Joss Whedon tilføjede denne fastfood-scene til ’The Avengers’:
Andre gange udskiftes hele karakterer eller slutninger, ofte på grund af kværulerende testpublikummer eller gnavne producenter. Filmene herunder har netop foretaget markante justeringer i 11. time – med stort held. Men I snydes heller ikke for et enkelt skrækeksempel, for det sker desværre også, at producenter får kolde fødder, når de står med banebrydende materiale mellem hænderne.
Først solskinshistorierne:
’E.T.’
Tanken er næsten ikke til at bære. I den oprindelige udgave af ’E.T.’ døde det venligsindede rumvæsen på operationsbordet – og forblev død. Men efter testpublikummer rasede over rumvæsenets endeligt, besluttede Steven Spielberg sig for at spille på de mere crowdpleasende tangenter.
Ved hjælp af omfattende reshoots blev E.T. vækket fra de døde og åndede altså i bedste velgående i nogle af de mest ikoniske stunder fra Spielbergs oeuvre – herunder et vist hjerteskærende adieu.
’Jaws’
Nok en Spielberg-film. Den feterede instruktørs hajgyser rendte ind i flere tekniske vanskeligheder på settet, hvor den mekaniske haj sjældent makkede ret – og i øvrigt så noget latterlig ud.
Spielberg var ikke tilfreds med de første optagelser og besluttede sig for at følge salige Alfred Hitchcocks idé om, at det, man ikke ser, er det mest skræmmende (specielt når skurken er en kunstigt udseende dræberhaj). Selvom den unge instruktør hurtigt gik over budgettet i en tid, hvor Hollywoods nye garde af uvorne auteurer i forvejen skabte ravage, gav producenterne ham grønt lys til at fortsætte optagelserne – og det kom de ikke til at fortryde.
Med til historien hører, at Spielberg også valgte at genindspille scenen, hvor Matt Hooper opdager Ben Gardners frit flydende hoved i havets dyb – for egne penge og med en ny location i klipperen Verna Fields’ svømmepøl i Californien. Resultatet var filmens vel nok mest chokerende øjeblik (se scenen ovenfor).
‘Back to the Future’
Nogle gange fortryder instruktøren et castingvalg midt under optagelserne. Det var tilfældet i den første ’Tilbage til fremtiden’-film, hvor Robert Zemeckis smed Eric Stoltz på porten efter flere ugers optagelser. Instruktøren fandt efter sigende method-skuespilleren Stoltz for alvorlig til den løsslupne tidsrejsefilm og hyrede i stedet Michael J. Fox i rollen som Marty McFly.
Ifølge bogen ’We Don’t Need Roads’ om tilblivelsen af ’Back to the Future’ har Stoltz senere beskrevet optagelserne som »en lang vinter«.
Udskiftningen af den altoverskyggende hovedrolle betød, at filmholdet måtte kassere næsten hver en frame, de hidtil havde optaget og indspille dem på ny. Men det skulle undre, om så meget som et enkelt crewmedlem har ærgret sig over beslutningen siden.
‘World War Z’
Det bedste man kan sige, om ’World War Z’ er, at den leverede inspiration til et af nyere tids mest geniale ’South Park’-afsnit, men det kunne have været meget værre. Trods filmens skavanker, herunder en PG-13-rating, der skriger til himlen, var det første cut angiveligt meget værre.
»Det var rædselsfuldt«, sagde Brad Pitt til USA Today. »Nogle gange ser du første cuts, hvor du tænker, ’wow, det her er alt, hvad jeg ønskede, det skulle være og mere til’… Med ’World War Z’ var det præcis det modsatte«.
En stor del af filmen blev skudt om, og et kæmpe slag i Moskva blev sløjfet til fordel for et rygradsrislende tredje akt (skrevet af ’Lost’-forfatterne Damon Lindelof og Drew Goddard), hvor Brad Pitt sætter livet på spil i en zombiebefængt WHO-bygning.
’World War Z’ er så småt gået i glemmebogen, men havde den ikke benyttet sig af reshoots, er det muligt, at den var blevet husket af de helt forkerte grunde.
’Anchorman’
En af nyere tids største komedieklassikere fik en grundig overhaling efter en katastrofal testscreening.
Så rædderlig var modtagelsen, at filmholdet besluttede sig for at erstatte næsten halvdelen af plottet. Blandt andet sløjfede instruktør Adam McKay og co. et helt subplot, hvor en revolutionær gruppe kaldet The Alarm Clock kidnapper den kvindelige vært Veronica Corningstone. I filmens oprindelige klimaks reddede Ron Burgundy og co. Corningstone fra terroristerne.
Blandt skuespillerne, der blev ofret på klippebordet, var Amy Poehler og Maya Rudolph. De slettede scener kan i øvrigt opleves i filmen ’Wake Up, Ron Burgundy: The Lost Movie’.
Skrækeksemplet: ’Blade Runner’
’Blade Runner’ har eksisteret i en håndfuld forskellige versioner, og de værste er så afgjort de første.
Producenterne bag filmen turde ikke at holde fast i det oprindelige cuts dunkle ambivalens og beordrede følgelig Ridley Scott ud i marken for at optage en ny slutning. Gerne med solskin og håb. Resultatet blev et absolut rædsomt punktum, hvor Rick Deckard og replikanten Rachael, der, erfarer vi, ikke har nogen termination date, kører mod lysere tider.
Over for The Hollywood Reporter har Ridley Scott senere beskrevet gnidningerne sådan her:
»Da jeg havde færdiggjort ‘Blade Runner’, var investorerne virkelig ikke tilfredse. De sagde: ’Du kan ikke afrunde filmen med, at han samler en origami-figur op, kigger på pigen, går ind i elevatoren og bingo, så er det det’. Jeg sagde til dem, at det kaldes en film noir. De sagde: ’Hvad er en film noir?’ Det var et kæmpe problem. De foreslog, at der skulle laves en ny opløftende slutning, hvor parret rejser ud i naturen sammen. Og jeg spurgte, hvorfor de lever i det her dystopiske samfund, når de bare kan køre ud i den smukke natur?«, sagde Scott.
Producenterne fik dog deres vilje og beordrede samtidig Harrison Ford til at indspille en didaktisk voice-over, der skulle skabe klarhed i plottet og binde sløjfer, hvor det var belejligt. Ford har selv udtalt, at han ikke var begejstret for idéen, og det kan høres: Han lyder som en fordrukken, udbrændt b-skuespiller, der ikke har sovet i flere døgn (lyt selv ovenfor).
Senere fik vi som bekendt de ’Blade Runner’-versioner, vi fortjente – nærmere bestemt Director’s Cut og Final Cut.