Da komedieserien ’Joe Tech’ fik premiere på DR3 for nylig, skrev vores anmelder opstemt:
»I en ramponeret flyttebil fører Joe Tech os rundt i Københavns kriminelle afkroge, udstyret med et væld af absurde sprogbilleder, men helt uden fordomme. Det er svært ikke at holde af ham – ligesom det er svært ikke at holde af serien.«
’Joe Tech’ er instrueret, filmet, klippet og skrevet af det autodidakte stortalent Thomas Daneskov, manden bag kortfilmen ’Ud, spring over, ind’, der i 2013 vandt både publikums og talentprisen på Odense Internationale Film Festival.
Siden har Thomas Daneskov skrevet og instrueret spillefilmen ’Eliten’ fra 2015, og med ’Joe Tech’ har han og ungdomsvennen/hovedrolleindehaver Jonas Bergen Rahmanzadeh kastet sig over mockumentary-formatet i fortællingen om den småkriminelle hverdagspoet og selverklærede ’løvefar’ Joe fra Nørrebro.
Vi fangede Thomas Daneskov til en snak i sommerhus på Odden, hvor den unge instruktør netop nu skriver på en kommende komediefilm for Nordisk Film.
Hvordan spirede ideen til ’Joe Tech’?
»Jonas og jeg mødtes igennem fælles bekendte i starten af gymnasietiden. Dengang var Jonas dj og sådan en type, man stødte ind i, når der var gang i den. Han har altid haft mega meget krudt i røven. Det hed vist ’damp’ dengang. Der var smæk på ham.
Jeg har igennem alle årene gået og lavet små film, og jeg har altid prøvet at finde en måde at indkapsle essensen af Jonas, for han er virkelig sjov. Han og jeg lavede faktisk et oplæg til ’Joe Tech’ for syv år siden, der nærmest lignede den version, der kører på DR3 nu 1:1. Dengang var Jonas’ liv lidt mere som det er i serien i forhold til i dag. Jeg fulgte ham med et kamera en helt tilfældig dag, og fik lavet mini-teaser på seks minutter for et helt sindssygt Joe Tech-show.
På det tidspunkt kom vi ikke længere, men oppe i mit hoved blev de seks minutter ved med at spøge som det sjoveste, jeg nogensinde havde lavet. Det måtte kunne noget mere, tænkte Jonas og jeg, så ude på Nordisk Films talentfabrik SPRING begyndte vi at udvikle på det, der nu er blevet til ’Joe Tech’ på DR.
’Joe Tech’ er en mockumentary – et miks mellem fiktionsserie og dokumentar. Hvorfor landede I på det format?
»Mocumentary-formatet fandt vi frem til efter lang tids søgen. Inden da prøvede vi fx at lave noget, der var meget mere ’’Joe Tech’ møder ’The Sopranos’’-agtigt, hvor alt kørte efter et fast manuskript. Det fungerede ikke. Så forsøgte vi, at lave en ren dokumentar, men der skete ikke nok til at det blev interessant. Derfor landede vi et sted midt imellem fiktion og Jonas’ eget liv.
Det giver en enorm kreativ frihed, bare at løbe bag ved en mand med sit kamera, og improvisere hen ad vejen. Hvis vi pludselig fik en ny ide, kunne vi udføre den med det samme, i stedet for at skulle vente på, at der lige blev sat lys osv., som på en normal produktion. Det er fordelen ved at lave en skrabet mockumentary!
Og det var også nødvendigt at arbejde på den måde, for at fange Jonas’ tossethed. Når han får en ide, så skal den bare ud på 10 sekunder, inden han glemmer den.
Intet af det Joe siger, når han sidder alene i varevognen og snakker, var skrevet på forhånd. Der var bare mig, der gav ham sætninger undervejs og så pingpongede vi ud fra det. Jonas fik en replik, kørte den igennem maskinen, og smed den så tilbage i en meget, meget sjovere version. Han overrasker mig hele tiden – der hvor jeg griner højest er, når jeg ikke ser den komme.
Hvis man skulle sidde og skrive en vits ned på papir, og så have den godkendt hos DR, for så at tage på optagelse et par måneder senere, og høre den igen og igen, så er vitsen altså ikke særlig sjov til sidst. Det, at alt Jonas fyrede af var friskt gav en sindssygt god energi.
Alt i serien er første take. Hvis noget ikke fungerede, så fandt vi på noget andet.
DR har været vildt søde ved os og givet os meget luft. Vi har haft en rigtig god redaktør derinde fra start af, som kunne se pointen med, hvad vi ville. Derfor har vi ikke behøvet at forklare så meget undervejs.«
Opstod der ikke ofte uforudsete situationer, når I filmede i så frie rammer?
»Jo. Nogle gange faldt det fra hinanden – som da vi tog til Hamborg for at filme et afsnit, og Jonas simpelthen blev så sindssygt stiv om aftenen. Pludselig kunne vi ikke optage mere, for jeg kunne slet ikke forstå hvad han sagde, og han kravlede rundt på væggene.
Jeg gik i seng på hotellet, og tænkte, at der måske slet ikke ville komme et afsnit ud af det. Det var lige indtil næste morgen. Vores produktionsleder gik op for at vække Jonas, og kom tilbage og sagde, »Jeg tror, han er død.« Så gik jeg derop med kameraet, og fandt Jonas liggende i sengen. Der stank i værelset, og han havde det helt ad helvede til – han kunne slet ikke snakke, så mange tømmermænd havde han. Vi gik ned til bilen, og så begyndte han ellers bare at brække sig.
Han brækkede sig for sygt! Mindst 10 gange på vejen hjem. Og så var der pludselig et afsnit i Hamborg-turen alligevel. Det er ikke så sjovt bare at filme folk, der er brandstive, men det er altid sjovt at filme folk, der kaster op – hvis de da ellers gør det i den rigtige sammenhæng.«
’Joe Tech’ er befolket af en række farverige karakterer på sidelinjen. Deriblandt skuespiller Ali Sivandi, som også hedder Ali i serien. Spiller bipersonerne sig selv?
»Nogle bikarakterer går under deres egne navne, men det var egentlig mest fordi, det skulle være nemt. Det meste af det de siger i serien, er noget vi har fundet på. Men så er der også en masse ting, der kommer direkte fra det virkelige liv. Jeg vil ikke sige hvilke. Alle gæstespillerne er Jonas’ venner i virkeligheden, men de fik altså stukket replikker i munden.«
I serien bor Joe, som har anden etnisk baggrund end dansk, på Nørrebro, hvor hans far også har en grønthandel …
»Det har Jonas’ far ikke i virkeligheden. Han har en smørrebrødsforretning.«
Okay. Men i serien er det en grønthandel i Blågaardsgade-området, hvor småkriminelle Joe tusser rundt. Tænkte I over, hvorvidt den setting ikke er med til at tegne et lidt stereotypt billede af danskere med anden etnisk baggrund?
»Hmm, nej. Vi havde ikke tænkt os at skabe et billede af Nørrebro, vi ville udelukkende skabe et billede af Jonas. Dengang vi lavede den lille teaser-test for flere år siden, arbejdede Jonas faktisk i en grønthandel på Blågaardsgade på Nørrebro. Det er der, det kommer fra; vi ville skabe de samme rammer, som Jonas bevægede sig i dengang.
Men jo, altså, det kan da godt være, at han er lidt stereotyp. Det ved jeg ikke.«
I et af afsnittene hjælper Joe Tech lidt uvildigt en flygtningefamilie, der gemmer sig i hans varevogn. Er der et politisk budskab i det?
»Ja, selvfølgelig. Vi havde tænkt, at hvert afsnit skulle have en form for overskift, vi kunne arbejde ud fra. Så vi havde ’flygtningeafsnittet’, ’økoafsnittet’, hvor der bliver talt om, hvad man propper i sig, og ’kærlighedsafsnittet’, hvor det handler om sex og kærlighed osv.. Vi tog udgangspunkt i, hvad der påvirker Joe, og hvad han bevæger sig rundt i.
Men folk må læse alt det politiske ind i flygtningeafsnittet, de vil. Joe tager ud og afleverer flygtningene hos en Venligboer – analysér løs.«
Serien moraliserer ikke når Joe roder sig ud i adskillige kriminelle situationer. Som tilskuer er vi bare med som fluen på væggen. Hvad ligger bag den fordomsfri tilgang?
»Jeg synes generelt at det fungerer dårligt, når man forklarer for meget. Der er mange ting i ’Joe Tech’ som man ikke får forklaret, eller behøver at dvæle ved. Jeg kan godt lide, at lade ting ske uden for kameraet; som om man ikke lige fik filmet det.
Når man fjerner ting, efterlader man mere til fantasien, og så bliver formatet mere realistisk. Jeg tænkte tit over i scenerne, om jeg havde fået lov til at være der med et kamera, hvis det nu havde været en rigtig dokumentar. Og så spillede jeg efter det, og holdt mig nogle gange helt ovre i et hjørne, eller pegede kameraet ned.«
Joe ser sig selv som en barsk »løvefar«, men er i virkeligheden alt andet når han er hjemme med kæresten. Er den danske mand blevet lidt vattet?
»Det ved jeg sgu ikke. Det har jeg aldrig tænkt over. Jeg synes, at det er Jonas’ to ansigter, der er sjove. Når han er derhjemme, hedder han Jonas og tager opvasken, og når han er ude tror han, at han er kongen af Nørrebro. Det skift der sker, når han går ud af døren og puster sig op er sindssygt sjovt.«
Kommer der mere ’Joe Tech’ efter den her sæson?
»Det håber vi! Vi har allerede flere ideer til afsnit liggende klar, men nu må vi se, hvordan første sæson her bliver modtaget, og om DR giver os lov til at lave mere. I så fald skruer vi nok lidt op for seriens production value. Men det skal stadig være mig, der løber bag ved Jonas med kameraet, og så håndholdt at man næsten ikke kan holde ud at se to afsnit i træk.«
Hvilke projekter har du ellers på bedding?
»Lige nu er jeg i sommerhus for at skrive manuskriptet til en spillefilm. Når Nordisk Film så kommer tilbage fra ferie, skal vi i gang med at caste og udvikle videre. Det er en komedie med titlen ’Far har det dårligt’, støttet af Mikkel Munch-Fals igennem konsulentordningen på det Danske Filminstitut.«
Hvad handler om den om?
En far, der har det dårligt.
Ej, jeg har faktisk lige smidt 50 sider i skraldespanden, så hvis jeg fortæller dig om den nu, er der gode chancer for, at det alligevel bliver en helt anden slags film, der kommer i biografen.
Men hvad så længere ude i fremtiden – vil du stadig dyrke en blanding af noget helt nede på jorden tv og spillefilm?
»Jamen, det lyder da meget godt, det du siger der. Jeg tænker generelt ikke så mange år frem. Lige nu har jeg rigeligt i faren, der har det dårligt. «
Læs også: Anmeldelse: Morsom DR3-serie tager på rundtur i Københavns underverden