‘Manifesto’: Cate Blanchett indtager 13 roller i ren tour de force
Cate Blanchett har for længst bevist sin store dramatiske alsidighed, og ‘Manifesto’ er en veritabel tour de force.
Den australskfødte skuespillerinde, der blandt andet er kendt for sine præstationer som mystisk elverdronning i ‘Ringenes Herre’, ung og ilter Bob Dylan i ‘I’m Not There’ og finanskriseramt overklassefrue i ‘Blue Jasmine’, medvirker denne gang i hele 13 forskellige roller. Hun har mange bolde i luften, men taber ingen af dem og bevæger sig gnidningsløst fra den ene persona til den næste. Således oplever vi hende først som hjemløs mand, før hun i en følgende scene giver den gas som benhård, kvindelig børsmægler. Hele talentet bliver udfoldet.
Omdrejningspunktet er, som titlen antyder, diverse manifester af politisk og kunstnerisk karakter, omkring 50 i alt, der spænder fra ‘Det Kommunistiske Manifest’, til hvad man må betegne som det største pr-stunts i dansk filmhistorie, Dogme95. Det lyder eksperimentelt, og faktisk var projektet oprindeligt udformet som en videoinstallation, før det i en lettere omarbejdet version fik premiere ved dette års Sundance Film Festival som den tyske instruktør Julian Rosefeldts første spillefilm.
Blanchett reciterer programteksterne, og på godt halvanden time kommer man rundt om nogle af de væsentligste strømninger i den moderne kulturhistorie. De stikker selvfølgelig i alle mulige retninger, men har ofte den samme bombastiske grundtone. For det meste handler det om at nedbryde den eksisterende verdensorden og opbygge en ny på ruinerne. Den pointe bliver slået fast med syvtommersøm i en temmelig makaber scene, hvor Blanchett som stålsat enkefrue holder en begravelsestale, der ikke handler om hendes afdøde ægtemand, men om dadaismens erklærede oprør mod den såkaldte gode smag.
Der er, med akademisk jargon, tale om en performativ iscenesættelse. En snart hundrede år gammel tekst vristes fri fra sin originale sammenhæng og fremstår med fornyet aktualitet.
Det er et smart trick, men også fortænkt. Det ville næppe være gået med en anden hovedrolleindehaver end Blanchett og hendes ambitiøse one-woman-show. Hun tilfører filmen dens særlige kraft og gør den til meget mere end blot en sammenslyngning af intellektuelle fraser.
Kort sagt:
‘Manifesto’ er en syret sag – med Cate Blanchett i topform.