‘The Hitman’s Bodyguard’: Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson mangler magi

Mesterværker om helten, der gik i hundene og rejser sig, husker vi især fra 1980’erne: Klassikere som ’Die Hard 3’ og ’Dødbringende våben’, hvor modsætninger ufrivilligt sættes sammen, og helten løfter sig fra rendestenen og får revanche mod livets nedtur.

’The Hitman’s Bodyguard’ er et friskt bud skåret efter denne skabelon, hvor vi kender handlingens vej, lige fra startskuddet lyder, til målstregen passeres to timer senere. Det er i stedet ruten dertil, der afgør oplevelsen.

40-årige Ryan Reynolds spiller livvagten Bryce, der har det hele og er hot hele vejen. Det bumsede vildmands-look fra 80’ernes faldefærdige er definitivt yt. Bryce har både den hotte kæreste, Interpol-agenten Amelia Roussel (Elodie Young), og eget firma som chef for et korps af livvagter, der gerne yder service for lettere lyssky typer – typer som en japansk våbenhandler, hvis hjernemasse en lejemorder sørger for frit udsyn til i filmens åbningsscene. Års arbejde for succes bogstaveligt skudt i sænk på et splitsekund. Den svier på cv’et!

To år senere må Bryce tage til takke med et job som bodyguard for samfundets bundskrabere af kriminelle og korrupte typer. Meget langt fra den slags udskud, der snart kommer i hælene på ham.

Hvideruslands præsident Dukhovich (Gary Oldman) sidder på anklagebænken tiltalt for folkedrab af den internationale domstol i Haag, hvor alle vidner belejligt ikke kan udtale sig, da de på mystisk vis er forsvundet. Kun en mand er i live til at fælde den morderiske diktator. Badass-lejemorderen Darius Kincaid (Samuel L. Jackson), der indvilger i at vidne, mod at Kincaids fængslede kæreste (Salma Hayek) løslades.

Kincaid skal i diskretion fragtes fra England til domstolen i Holland. Lige til og så alligevel ikke. Der er en muldvarp i Interpol. Londons gader bliver forvandlet til et inferno af død og destruktion, som effektivt folder sig ud i sekvenser filmet fra helikoptere, så vi fornemmer alvoren fra ilden og røgen, der raser omkring byens varetegn som Big Ben og Pariserhjulet, mens der krydsklippes til ildkampe og eksplosioner i gaderne.

Interpols agenter falder som fluer, da de overraskes af en mindre østeuropæisk hær, der slagter målrettet løs for at komme Kincaid til livs. Mission failed. Roussel redder akkurat både sig selv og Kincaid, og hun ser kun én udvej for at føre sin fange sikkert til Haag.

Og så kommer opkaldet, vendepunktet for helten, der kommer ekskæresten til undsætning. Men den livstrætte bodyguard skal ikke bare hjælpe hende, der skred og knuste hans hjerte, satme om han ikke også skal hjælpe hende med lige præcis at føre den lejemorder til Haag, der skød hjernen i smadder på klienten, som kostede ham karrieren.

Her er vi en halv time fremme, historiens første akt, hvor alt er grundlagt, og de resterende 90 minutter er en svingende rutsjetur til lands, til vands og i luften. Det uheldige makkerpar, lejemorderen og bodyguarden, kolliderer i kampe mod hinanden, men kræver også sammenhold, når kugleregnen hagler over dem.

Instruktør Patrick Hughes’ forrige film var actionnitten ’The Expendables 3’. Tom O’Connor imponerede heller ikke i sin debut som manusforfatter, det middelmådige actiondrama ’Fire with Fire’ med Bruce Willis. Begge film er netop eksempler på discountprodukter, der får plads i filmhistoriens skraldespand.

Hughes og Conner har heldigvis mere held med ’Hitmans’ Bodyguard’. Nok er handlingen klicheramt, men den holder langt hen ad vejen. Håndværket er stabilt. Lydeffekterne af skudsalver og helikopterpropellernes rungende sus i surroundssystemet højtalere holder ens opmærksom fanget – i den første times tid i hvert fald.

Det klassiske match mellem de to modsætninger, der ufrivilligt følges ad på den farefulde rejse, har dog ikke damp nok til to timer. Der er langt til den charme, vi husker fra forbilledlige eksempler som ’Midnight Run’ eller ’48 timer’, hvor magien opstod med dialogens pingpong imellem de mismatchede makkerpar.

Kun momentvis opstår magien mellem Reynolds og Jackson, der generelt ikke svinger sammen med større succes. Ryan Reynolds har mange kvaliteter. Men han er i rollen som bodyguard mere en letbenet skikkelse med humoristiske replikker på et halvsjovt niveau end en hårdtslående helt, der kan matche sin medspiller, som seværdigt, men rutineret indtager en af den slags roller, han kan i søvne. Der er stadig ingen, der kan råbe »motherfucker« så cool som den 68-årige skuespiller.

Og så er der comeback til Gary Oldman som russisk skurk. Accenten og attituden fra ’Air Force One’ er intakt hos den 59-årige brite, der så sandelig også udstråler en oprigtigt led aura, når han forvandler sig til den drabelige diktator Dukhovich på anklagebænken i Haag. Oldmans indsats hører til filmens højdepunkter.