(Først bragt i #Soundvenue 94)
»Jeg ville ønske, at jeg kunne gå i terapi, men det gør mig bare nervøs«.
Robert Pattinson griner. Den 28-årige skuespiller er iført en gammel sort blazer og uvaskede jeans, og svaret falder på spørgsmålet om, hvordan han håndterer frygt. En frygt, der både gennemsyrer karaktererne i hans seneste film af arthouse-instruktøren David Cronenberg, ‘Maps to the Stars’, og synes at have et evigt jerngreb om Pattinsons blege hals.
Skuespillerens stjerne eksploderede over Hollywood, da den første ‘Twilight’-film fik premiere i 2008, men syv år senere er han stadig notorisk kendt for sin usikkerhed, der ofte udmønter sig i angstplagede auditions og besynderlige anfald af munddiarré for åben mikrofon. Som da han sidste sommer pludselig drejede samtalen over på sit spyt i talkshowet ‘Jimmy Kimmel Live’ til værtens åbenlyse forundring.
»Jeg har meget tungt spyt. Har du nogensinde prøvet at blive spyttet på på en erotisk måde? Det er ret fedt«, vrøvlede en storsvedende Pattinson, mens han kartede rundt i sin stol. Senere forklarede han, at han var gået i panik over showets forlorne præfabrikerede dialog og derfor var begyndt at freestyle.
»Jeg har snakket med ret mange mennesker om min nervøsitet, og på en underlig måde kan jeg faktisk godt lide den. Jeg nyder mine op- og nedture. Tidligere blev jeg så frygteligt nervøs, inden jeg skulle til en audition, at jeg havde lyst til helt at stoppe som skuespiller. Det var fysisk smertefuldt. Da jeg forrige år var til audition på David Michôds ‘The Rover’, varede det fire timer. Jeg skulle koncentrere mig om mine egne neuroser de første 45 minutter, før jeg kunne tage mig sammen til at spille skuespil. Det vidste David. Hvis man er i stand til at berolige sig selv, så er man ok bagefter«, forklarer Pattinson.
Du har nævnt, at du har haft en depression…?
»Skal vi nu svælge i det?«, svarer han først lidt irriteret, før han fortsætter med et afvæbnende grin:
»Jeg ved det ikke… Heldigvis varer det ikke så længe ad gangen. Det er det gode ved at være manisk«.
Chokket over ikke længere at kunne leve et normalt liv efter at være blevet et af verdens mest kendte ansigter har nu fortaget sig. Det tog et år eller to, fra ‘Twilight’-feberen gjorde ham til jaget paparazzi-vildt, men ifølge ham selv kan han nu nærmest ikke huske, hvordan hans liv så ud før.
Og selv om de nervøse tics og den afvigende øjenkontakt stadig tegner skuespilleren udadtil, er han høfligheden selv, således også i de luksuriøse omgivelser på Hotel Four Seasons i Los Angeles, hvor vi møder ham, og hvor han virker mere afslappet end ved tidligere interviewsammenkomster.
‘Twilight’-franchisen, der i fire år red skuespilleren som en mare, er fortid, og det samme er det mediecirkus, som fulgte i kølvandet på hans kuldsejlede forhold til kollegaen Kristen Stewart. Pattinson anno 2015 skal oftere forholde sig til, hvordan det er at arbejde sammen med auteurinstruktører som Werner Herzog og Cronenberg, end om hvad hans yndlings-is er, eller hvordan vampyrsex fungerer i praksis.
Massehysteriet omkring den store amerikanske underholdningskongres Comic-Con med tusinder af skrigende teenagetøser er skiftet ud med sobre presserunder på Cannes-festivalen og Berlinalen. Og pigen ved hans side i privaten, sidste års måske mest spændende navn på musikscenen, FKA Twigs, har tilføjet skuespillerens image en velkommen dosis coolness, der matcher hans forkærlighed for skæve indie-roller.
Svedig sex
I ‘Maps to the Stars‘ spiller Robert Pattinson limousinechaufføren Jerome, der indleder et forhold til Mia Wasikowskas Agatha, mens han samtidig knalder med Agathas chef, den afdankede skuespillerinde Havana spillet af Julianne Moore. Sexscenen med Moore var den første, Pattinson indspillede – og første gang han overhovedet mødte sin Oscar-vindende kollega på settet. De gik direkte fra håndtryk til doggystyle på bagsædet, og den bizarre situation sendte endnu engang skuespillerens svedkirtler på overarbejde i en sådan grad, at det fik dråberne til at hagle ned over Moores nøgne ryg. Pattinson forsøgte desperat at fange dem i farten, og Moore vendte sig bekymret om og spurgte, om han nu også var helt okay. Alligevel er det mest overraskende ved præstationen måske, at Pattinson lader sig nøjes med en relativt beskeden rolle.
Hvordan vælger du dine roller?
»Jeg kigger ikke rigtigt på historien. Jeg ser mere på karakteren. Jeg læser dialogen som musik og fokuserer på de instinktive rytmer. Man bliver for fastlåst, hvis man prøver at gå intellektuelt til værks. Karakteren kommer frem gennem dialogens rytme, når man har et velskrevet manuskript. Og så handler 50 procent om instruktøren. Jeg har en liste over instruktører, som jeg har ønsket at arbejde for i årevis, og jeg har det fint med mindre roller, hvis jeg til gengæld kan vælge instruktørerne«, forklarer Pattinson.
‘Maps to the Stars’ er din anden film med David Cronenberg. Er der et særligt bånd mellem jer?
»Ja, jeg kan virkelig godt lide David, og da jeg lavede ‘Cosmopolis’ med ham, var der noget, der klikkede inden i mig. Det gik op for mig, hvilke muligheder jeg rent faktisk har som skuespiller, og at jeg vil lave en hvilken som helst film med David uden at tøve. Jeg stoler på ham, og jeg synes om hans tilgang til film og syn på livet,« fortæller Pattinson ærbødigt.
Han tænker sig om et øjeblik og ser sig tydeligvis nødsaget til at komme med en tilføjelse for at understrege, at han tager sit rollevalg alvorligt: »Jeg ville dog stadig skulle overveje det på det kraftigste, for det ville være det pinligste i verden, hvis man mødte op til optagelserne hos en af sine helte og ikke vidste, hvordan man skulle spille rollen. Man vælger ikke helt i blinde«, forsikrer han.
Ud af tusmørket
‘Cosmopolis’ blev skuespillerens ilddåb i arthouse-genren efter en række forglemmelige indiefilm som ‘Bel Ami’ og ‘Remember Me’, og det romantiske drama ‘Water for Elephants’. Og selv om ‘Cosmopolis’ floppede ved billetlugerne, nød Pattinson ros for sin hovedrollepræstation som en desillusioneret forretningsmogul.
Det var et markant stilskift i skuespillerens karriere selvsamme år, som den sidste ‘Twilight’-film fik premiere. Her duellerede Pattinson dog fortsat med sit ‘Twilight’-alter egos teen-tække og romancen med Kristen Stewart, der gjorde det svært for mangen en ung twi-hard at skelne Bella og Edward fra K-Stew og R-Patz – kælenavnet Pattinson i øvrigt inderligt afskyr.
Et par år forinden så dokumentaren ‘Robsessed’ sågar dagens lys og havde tilskyndet medier og menigmand til med slet skjult skadefryd at købe den kulørte presses billede af karakteren Edward Cullen og manden Robert Pattinson som én uadskillelig enhed af perlemorhud og knivskarpe kindben. Skønt de fire ‘Twilight’-film indtjente svimlende 3,3 milliarder kroner på verdensplan, stod seriens kunstneriske mangler i skærende kontrast til de langt mere vellykkede ‘Harry Potter’ og ‘The Hunger Games’-film, og allerede under indspilningerne af ‘Twilight: New Moon’ mærkede Pattinson løkken strammes.
Han afslørede til Vanity Fair i 2009, at det føltes »underligt at repræsentere noget, man ikke bryder sig om«. Helt ulig medspilleren Taylor Lautner, der som Pattinsons diametrale modsætning både på film og i virkeligheden badede sig i ‘Twilight’-hypen som en glad babysæl på en varm sten, mens Pattinson læste Moliére på settet og klimprede på sin guitar på hotelværelset.
I 2010 tog skuespilleren tilløb til at redde lidt af sin kunstneriske ære og potentielt ‘Twilight’-franchisens eftermæle, da han i et interview med MTV udtrykte et ambitiøst ønske om at få Gus Van Sant som instruktør på ‘Twilight: Breaking Dawn’. Med velkendt nervøs gestik, et nærmest undskyldende smil og en ludende holdning forklarede Pattinson, at Van Sant ville være ideel til at tackle ‘Twilight’s mere tungsindige ungdomstemaer, ligesom artfilminstruktøren gjorde det i både ‘Elephant’ og ‘Good Will Hunting’. Pattinson blev øjeblikkeligt latterliggjort som en prætentiøs wannabe-kunstner i adskillige filmmedier, men udtalelsen førte ikke desto mindre til, at Van Sant faktisk fattede interesse for projektet og kom på shortlisten over mulige instruktører sammen med Sofia Coppola og manden, som i sidste ende fik jobbet, Bill Condon.
Allervigtigst afslørede udtalelsen dog, at Pattinson befandt sig i et helt andet luftlag end ‘Twilight’-filmenes kernepublikum, og trods tilbud om uspecificerede superhelteroller har han siden seriens afslutning takket nej til alt, der ikke taler til hans Jean-Luc Godard-elskende filmnatur.
»Underligt nok ser jeg flest Hollywood-film derhjemme, men det er ikke dem, jeg har lyst til selv at arbejde på. De lander heller ikke længere på mit bord. Min energi er nok lidt underlig. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv i mainstream-film«, fortæller Pattinson, der ifølge ham selv netop har siddet og stortudet til gammelmandskomedien ‘Last Vegas’, og hvis yndlingsfilm sidste år var ‘The Lego Movie’.
Efter en selvvalgt pause i 2013 var skuespilleren sidste år klar til henholdsvis at chokere twi-hards og bejle til sine tidligere kritikere med ‘Maps to the Stars’ og den australske dommedagswestern ‘The Rover’. Begge film fik premiere på Cannes-festivalen, og filmmediet Variety omfavnede Pattinsons præstation i ‘The Rover’ med ordene: »Det er en karrieredefinerende præstation, hvor den tidligere ‘Twilight’-stjerne afslører hidtil usete sensitive dybder«.
I ‘The Rover’ spiller Pattinson den kronisk snavsede sydstatssinke Rey, som ad vildveje ender på et bizart roadtrip med selvtægtshævneren Eric, spillet af Guy Pearce. Selveste Quentin Tarantino kaldte ‘The Rover’ for den bedste post-apokalyptiske film siden ‘Mad Max’, og Pattinson elskede hvert sekund af optagelserne i den australske ødemark. »Jeg tror aldrig, jeg har set en skuespiller så lykkelig, som når Rob kom gående ned ad vejen helt for sig selv. Han hoppede nærmest«, fortalte filmens instruktør, David Michôd, til Los Angeles Times efter optagelserne.
‘The Rover’ gav ikke blot Pattinson mulighed for at flygte fra L.A.’s paparazzier, han gennemgik også en beskidt fysisk transformation milevidt fra Edward Cullens discokugleglans. I en dobbelttydig scene synger Pattinsons tilbagestående Rey sågar med på Keri Hilson-hittet ‘Pretty Girl Rock’ med linjen »don’t hate me ‘cause I’m beautiful«. Hvilken sød meta-ironi!
»David (Michôd, red.) mailede mig sangen, og jeg troede, den var ny. Det var ikke gået op for mig, at den var blevet set 500 millioner gange på Youtube, men den var perfekt«, fortæller Pattinson uden selv at komme nærmere ind på tekstens signalværdi.
Hvordan reagerer dine fans på dine nye roller?
»Det er jeg selv nysgerrig efter at se, for det er ret abstrakte film. Især ‘The Rover’. Jeg håber, at de synes om den«, siger Pattinson med en halv løgn. Tidligere har skuespilleren fortalt, at han bestemt ikke regner med, at ‘Twilight’-segmentet følger med ham ud på overdrevet, og at han med vilje gør alt, hvad han kan, for at forvirre dem med sine valg af skæve roller.
»Jeg har det bedst med at spille akavet. Jeg har haft mange roller, hvor jeg var i ro hele tiden, og jeg er faktisk lidt akavet rent fysisk. Det er meget befriende ikke at være alt for koordineret«, griner han.
Latterlige reklamejobs
Robert Pattinson bor i dag i L.A. (han elsker vejret), men er født og opvokset i London-forstaden Barnes, hvor hans mor arbejdede på et modelbureau, og hans far solgte klassiske biler. Pattinson har to storesøstre, hvoraf den ene er sanger, og i lang tid troede lillebror ligeledes, at han skulle gå musikvejen. Et smut forbi modelbranchen blev det også til, men den unge Pattinsons fugleungefysik kastede kun et par tøjreklamer og uheldige casting-oplevelser af sig.
»Jeg skulle tit til castings i ret snuskede bydele, hvor man så storsnudet ud i sin pink t-shirt. Engang blev jeg overfaldet, men formåede at overbevise fyrene om, at jeg arbejdede for et pladeselskab, så de begyndte at lave freestyle-rap for mig. Jeg endte med at give dem mit telefonnummer. Jeg var 17 år gammel, og jeg fatter ikke, at jeg slap ud af det«, fortæller Pattinson. I dag er fugleungen ansigt for Dior.
»Dior er et fantastisk brand. Det er kun positivt at blive associeret med dem, og det passer godt ind i mine karriereplaner. Det er det mest latterlige job i verden, men jeg er glad for alle, som arbejder der. Og desuden havde jeg lyst til at arbejde med instruktøren på reklamefilmene, Romain Gavras«, siger Pattinson.
Han fortæller, at skuespillet startede som en mindre hobby, da han som teenager tilmeldte sig Barnes’ lokalteater hovedsageligt for at møde piger.
»Jeg var fuldkommen vild med film som teenager, og allerede inden jeg begyndte at spille skuespil, så jeg film lavet af en lille håndfuld instruktører. Det drejer sig om måske ti mennesker«, forklarer skuespilleren, som dog aldrig havde regnet med, at han selv ville få mulighed for at arbejde med favoritinstruktører som Werner Herzog og David Cronenberg.
Allerede i 2004 blev Pattinson imidlertid tilbudt en lille rolle som Reese Witherspoons søn i ‘Vanity Fair’ –seks år senere spillede han hendes elsker i ‘Water for Elephants’ – og skønt alle hans scener endte på klippegulvet, var kimen til en ny karrierevej lagt. Som et plaster på såret tilbød castingagenten Pattinson rollen som gulddrengen Cedric Diggory i ‘Harry Potter og flammernes pokal’. Diggory åbnede døren til en ‘Twilight’-audtion, et voila: Et styks komplet uforberedt superstjerne blev født til en fanfare af tusind pigehvin.
Der er gået to år siden den sidste ‘Twilight’. Hvad har du lært af at medvirke i de film?
»Det føles helt ærligt, som om det er længere tid siden. Jeg bliver mere og mere selvsikker både privat og professionelt, jo ældre jeg bliver, og jo flere film jeg laver. Min tilgang til hver af ‘Twilight’-filmene var som til en individuel film. Jeg følte, at jeg udviklede mig langsomt og endelig bestod min eksamen«, svarer Pattinson diplomatisk.
Hvordan ser du på din fremtidige karriere?
»Jeg har altid tænkt på mig selv, for jeg tror, at det er det eneste rigtige at gøre. Man kan ikke tilfredsstille andre eller forudse, hvad publikum vil synes om, eller hvad kritikerne vil sige. Man skal følge sine instinkter og lave det, som man anser for at være spændende og ambitiøst. Og så vil folk forhåbentlig værdsætte det. Jeg er gladest for at arbejde med folk, der først og fremmest brænder for deres film. Det var en særlig oplevelse at lave ‘Queen of the Desert’ med Werner Herzog – noget jeg havde ønsket mig, siden jeg var 16. Selv om jeg kun arbejdede ti dage på filmen, var det kæmpestort for mig«.
‘Queen of the Desert’ byder på endnu en birolle for skuespilleren, denne gang over for Nicole Kidman. Pattinson er ikke afvisende over for kommende hovedroller, men »hvis jeg skal spille en hovedrolle, skal det gerne være noget, som på en måde vil smitte af på mit normale liv. Noget som vil gøre mig til et bedre menneske bagefter«.
Twigs-effekten
Skuespilleren har i skrivende stund adskillige filmprojekter linet op, heriblandt westernfilmen ‘Brimstone’ med de tidligere kolleger Guy Pearce og Mia Wasikowska, eventyrfilmen ‘The Lost City of Z’ med Sienna Miller og Charlie Hunnam, samt ‘Life’, hvori Pattinson spiller fotografen Dennis Stock, som i 50’erne blev kendt for sine portrætter af James Dean.
Pattinson lever sin renæssance ud til det yderste. Han skriver små teaterstykker i de sene nattetimer og drømmer om de skrå brædder på off-Broadway. Selv tøjstilen og håret er iøjefaldende mere edgy end i ‘Twilight’-årene, måske som et resultat af parløbet med stilikonet FKA Twigs. Da parret dukkede op sammen sidste efterår, var de lige ved at lægge internettet ned, og de vittige hjerner bag Buzzfeed postede tips til, hvordan fans med robsession kunne bearbejde chokket: »Lyt til FKA Twigs for at vise Rob din støtte. Bliv besat af hende og køb billetter til hendes turné«. Imens begræd stædige Twitter-twi-hards, at K-Stew/R-Patz-æraen endegyldigt er forbi.
Om det er Twigs, der har pustet nyt liv i Pattinsons spilleglæde vides ikke, men skuespilleren har også fået nyt blod på musiktanden.
»Jeg har planer om at lave et album, men det er ikke så nemt«, fortæller han. »Jeg vil gøre det, inden jeg er 30, for jeg synes, at det bliver en smule pinligt, efter man er fyldt 30«.
Scenen er din, Rob.
Læs også: Robert Pattinson er helt fantastisk som bankrøver i ‘Good Time’ – se traileren