Da Third Ear i podcastmegahittet ’I et forhold med’ fortæller historien om den unge alenemor Amanda Kastrup fra Hvidovre og rigmandssønnen Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus, iscenesættes kærlighedsklassikeren ’Casablanca’ som den fortællemæssige ramme. Men med et twist, der slog benene væk under den intetanende lytter:
Casper er i virkeligheden storsvindleren Casper Rieper-Holm. Amanda og Casper ville aldrig have deres ’Paris’, for deres tre måneder lange forhold var funderet på én stor, fed løgn. Og man sad målløs tilbage over, hvordan Amanda så afklaret har kunnet gengive hændelserne to år forinden, som stod hun stadig midt i dem.
Seks år efter episoden genlever Amanda det samme forløb, men nu med skuespilleren Esben Dalgaard som Casper. Resultatet er Nicole N. Horanyis biografaktuelle film ’En fremmed flytter ind’, et metalegende stykke ’dokufiktion’, hvor den vilde historie dramatiseres, samtidig med at instruktøren indimellem bryder ind og stiller spørgsmål til de medvirkende.
Så samtidig med, at filmen er mødet mellem den uskyldige Amanda og den kalkulerede Casper, er filmen et møde mellem fortælleren Amanda og metodeskuespilleren Esben. Og det var et frugtbart møde, fortæller skuespilleren, da vi møder ham på Tivoli Hotel i København, stedet hvor Amanda første gang blev tricket med i seng af den påståede millionærarving Casper (hotellet var jo ejet af farfaren).
»Vi kunne ikke komme i kontakt med Casper. Men jeg havde den ubetinget bedste researchpartner i Amanda, fordi hver eneste gang jeg havde et spørgsmål, så kunne jeg jo bare lytte til hende. Hun er i virkeligheden den sagliggørlige guru i det her. Det er hendes svar, der er lov. Det er hendes erindring, der er den rigtige«, siger Esben Dalgaard , der kalder Casper Rieper-Holm »en fordansket Frank Abagnale Jr. fra ’Catch Me If You Can’«.
»Jeg har jo selv en eller anden idé om, hvordan man skal karakterisere ham og måske også… diagnosticere er så hårdt et ord, men hvordan man skal sætte ham i relief. Om min version er sand? Det ved jeg simpelthen ikke, og det tror jeg ikke, der er nogen, som ved. Hvem fanden er han? Den ene dag det ene, den anden dag det andet«.
Casper skal ikke forherliges
Det er en sjælden udfordring at spille skuespil som den eneste professionelle i en dokumentarfilm, men rollen som Casper havde endnu et niveau af kompleksitet, som gjorde Esben Dalgaards opgave endnu større.
»Det kan hurtigt blive lidt langhåret. Der er tre figurer, vi snakker om: Der er jo skuespilleren, privatpersonen Esben og Casper og de kasketter, han har. Jeg skulle spille Casper, som så også spillede flere roller. En kinesisk æske. Hvis jeg har lavet en eller anden rolle og giver et interview, så er folk aldrig i tvivl om, at nu er jeg Esben. Men her har jeg mødt journalister, som synes, det er lidt underligt at sidde og snakke med mig, fordi det fucker med nogle realitetsbegreber«.
Beretningerne om Casper Rieper-Holm og radioserier som Third Ear/Politikens ’Kvinden med den tunge kuffert’ og Radio 24syvs ’Man kan aldrig vide’ fascinerer mange i disse år, ligesom den pikareske slyngelromanen gjorde for 500 år siden. De skruppelløse lurendrejere og deres udflugter pirrer i en konform hverdag, selvom vi godt ved, der er tale om højst kriminelle gerninger.
»Det, der tændte mig, var, at det ikke var hans historie. Man skal være påpasselig med, hvor meget talerør man vil give nogle af samfundets mest kriminelle som Brian Sandberg, Jønke osv. Det er jeg ikke specielt interesseret i at være protektor for. Jeg føler, at vi er sluppet afsted med at fortælle en historie fra Amandas synsvinkel, som hverken forherliger Casper eller helteglorificerer ham, ligesom vi heller ikke træder på ham eller gør ham til et møgsvin, vi alle sammen hader«.
32 kilo på, 25 af
Googler man ’Casper Rieper-Holm’, bombarderes man af sager om identitetsforfalskning. Han har forført et utal af personer med sine svindelnumre, men den charmerende kamæleonfigur er vel også netop skuespillerens essens?
»Jeg leger med roller, jeg tager masker på, jeg bilder dig ind i en eller anden film, at jeg er morder og i en anden film, at jeg er charmeklud. Forskellen er, at mit er et professionelt fag – hans er som privatperson. Men han er også en drengerøv og en spilopmager, og det ligger også i mit dna.
Jeg har da hundrede gange sammen med mine venner stået på en eller anden bar og sagt, at jeg var trommeslageren i Michael Learns to Rock. Nogle gange er det lykkedes at få et billigt hvad-man-nu-har-fået-ud-af-det på sådan en baggrund«, griner Esben Dalgaard.
Han er casual klædt med røde sneaks og et vildvoksende skæg i anledning af en mulig casting til en udenlandsk vikingeserie. Selvom han med egne ord ofte castes som ’semisympatisk bilsælgerfar fra Jylland’, har vi at gøre med en skuespiller, der tog 32 kilo på som soldat i Ole Bornedals ’1864’ og derefter tabte sig 25 til ’Bankerot’. En skuespiller, som fik et bornholmsk publikum til at tro, at Mogens Glistrup var stået op fra de døde, med sin Reumert-vindende præstation i ’Ned med Skatten, op med Humøret’.
Skuespil er mere end en reproduktion
Med sit intense blik – han ænser næsten ikke fladskærmen med CNN en halv meter fra os – sin for tiden trinde figur og skægget ligner Esben Dalgaard i dag mere en blåøjet Orson Welles. Ligesom den legendariske instruktør og skuespiller er han drevet af at prøve sig af i så mange forskellige roller som muligt. Og af at køre den til grænsen, hver gang.
»Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men jeg synes virkelig, at der er en tendens til, at danske skuespillere bliver meget brugt som den type, vi er som udgangspunkt. Når du ser Jeff Bridges, har du en skuespiller, som er i stand til at portrættere et virkeligt menneske, som er meget anderledes end ham selv«.
På spørgsmålet om han sværger til en bestemt skuespillermetode, svarer han lidt ironisk og med tyk amerikansk accent, at han jo har gået på det berømte method acting-akademi Lee Strassberg Theatre i New York. Herhjemme blev han udklækket fra samme årgang på skuespillerskolen som Pilou Asbæk, og de deler samme passionerede opfattelse af faget, hvor hvert et lille greb såsom et skæg eller en grimasse kan gøre forskellen.
»Når jeg ser Mikkel Boe Følsgaard spille Gamle Hansen (i ’Den bedste mand’, red.), så ser jeg en spiller, der fucking leverer med fuld skrue. Mikkel er jo ikke, som han er i filmen. Det er pisse fedt. Stemmen, fysikken… Han portrætterer noget, der er så langt fra ham selv. Det handler om hele tiden at prøve at lave en karakter frem for bare at lave en reproduktion og egentlig bare være Esben, der nu hedder Thomas«.
»Han havde kørt den langt«
Men clashede Esben Dalgaards grænsesøgende skuespil aldrig med Amanda Kastrup, der ikke har samme erfaring, men til gengæld kontrollerer historien?
»Der var kæmpe muligheder for at improvisere. Hvordan kan skuespilleren, der leger Casper, manipulere Amanda, som leger sig selv? Casper er både modig og fræk i sit spil. Man bliver jo nødt til at satse nogle gange, og når jeg gik til Amanda, så havde jeg et kæmpe bagkatalog af viden om ham som person fra timelange interviews med Amanda og fra instruktøren om, hvor skal denne scene gå hen. Der lå en kæmpe frihed i at prøve hele tiden at sige, ’hvor langt kan jeg gå her uden at bryde erindringen’«.
Filmens manuskript blev udformet af Nicole Horanyi og Krister Moltzen fra Third Ear i fællesskab og bestod primært af scener og replikker til en slags scenegennemgang. Som punkter, skuespillerne skulle forsøge at rykke hen til – under vidt forskellige forudsætninger.
»Amanda fik aldrig manus og har aldrig fået en replik. Tit kunne vi starte med at lave en scene, uden at Amanda fik af vide, hvad vi skulle. For at holde det så frisk som muligt, var Amanda tit fuldstændigt blank, når vi skulle starte.
Hvis jeg nu havde stukket hende en lussing, så ville hun sige stop med det samme, for det ville han aldrig have gjort. Jeg var sgu nogle gange virkelig overrasket over – uden at det skal lyde selvsmart – at vi kunne formå at drive den så langt og så stadigvæk være inden for den acceptable erindringssfære, som hun havde af situationen for seks år siden. Det var ret vildt! Det må så også have betydet, at han havde kørt den langt. Han skabte åbenbart en meget bred palet for, hvad man kunne tillade sig«.
10 dages chok – så grin
Instruktøren og fotograf Henrik Ipsen havde afprøvet spillet mellem Amanda og Esben i en række prøver, såkaldte dummies. Amandas spil opstod gennem erindring. Det havde den konsekvens, at de ikke kunne skyde samme scene fra forskellige vinkler eller reproducere den mere end to-tre gange som på en fiktionsfilm, da det så ville blive for stift. Det havde sine faldgruber.
»Jeg fik en blodsprængning i øjet, som var super uhensigtsmæssigt i forhold til, at vi skulle prøve for Amandas skyld at optage kronologisk, så hun hele tiden kunne følge med i, hvor hun var henne i rejsen’. Det gjorde, at produktionen var ved at knække, for så pludselig skulle hun noget andet. De havde fire dage, hvor jeg ikke var der, og da jeg kom tilbage, kunne jeg mærke, der var en anden stemning. Der havde de været inde omkring timerne og dagene efter, hun fik chokket. Amanda syntes ikke, det var sjovt at skulle gå ned ad den memory lane«.
Amanda havde brug for nogle øer, hvor det bare var hende og Esben. Et sted, hvor hun kunne sige, ’hey, snap out of it’. Amanda rejste sig igen, og med Esben Dalgaard som hendes støtte står ’En fremmed flytter ind’ som testamente på en længere bearbejdningsproces efter mødet med Casper Rieper-Holm.
»Den her kvinde kunne lige så godt have lagt sig ned og være blevet indlagt og resten af hendes liv være ødelagt. Jeg siger ikke, at alle kan gøre det, hun har gjort, men man kan blive inspireret af denne alternative måde at håndtere det på. Hun har selv sagt, at efter han går ud af døren, og hun opdager, det er svindel, så har hun ti dage, hvor hun er i en form for choktilstand.
Og da hun efter de ti dage pludselig vågner op, kommer hun til at grine. Filmen tilbyder visionen om et lys på det mørkeste sted, og det kan jeg godt lide«.
Læs også: Historien om storsvindleren Casper Rieper-Holm bliver til film – tjek teaseren