Arbejder Lars von Trier på ‘Riget 3’? Det hævder Lillebror

Arbejder Lars von Trier på ‘Riget 3’? Det hævder Lillebror
Lars von Trier optrådte selv i slutningen af alle afsnit 'Riget'. (Foto: Henrik Dithmer)

Lars von Trier har joket med, at han er »den mand, der har lavet flest trilogier på to film«.

Ét af de ufuldendte værker er Triers fantastiske serie ‘Riget’, der kørte i to sæsoner på DR i henholdsvis 1994 og 1997. Planen var at lave en tredje sæson, men da flere af hovedrolleindehaverne døde – Ernst Hugo Järegård og Morten Rotne Leffers i 1998 og Kirsten Rolffe to år efter – blev det aldrig til noget.

I rollen som den forvoksede vanskabte baby Lillebror kunne man se den tyske Trier-favorit Udo Kier, og det er ham, der nu giver anledning til, at håbet om en sæson 3 spirer igen.

»Vi laver ‘Riget 3’, næste år tror jeg, og selvfølgelig gør jeg det, fordi Lars gør det, og fordi jeg var med i de første sæsoner«, får han indskudt i en helt anden sammenhæng i et karriereinterview med sitet Geekwithanafro.com, som Skærm har spottet.

Det kommer mildest talt som en overraskelse. Ingen havde regnet med, at Trier ville vende tilbage til ‘Riget’, og vi tør heller ikke fastslå, at det er sandt, før det kommer fra hestens egen mund. Men måske har David Lynchs tilbagevenden til inspirationskilden ‘Twin Peaks’ fået ham på andre tanker?

Trier færdiggør for tiden sin kommende seriemorderfilm ‘The House That Jack Built’, som faktisk først var planlagt som en tv-serie, hvilket instruktøren dog droppede, efter sigende fordi han følte, at alle andre lavede tv-serier nu. Den kontroversielle danske filmskaber er desuden i vælten i disse dage, fordi Björk har anklaget ham for sexchikane, hvilket han selv har afvist.

‘Riget’ står som en milepæl i dansk tv-serie med sin uforlignelige blanding af hospitalssoap, gys og komedie. Serien gjorde Trier til et navn, der var kendt i den brede offentlighed. Vi har tidligere fortalt den store historie om ‘Riget’ ved hjælp af dem, som medvirkede, her.

Læs også: ‘Riget’ 20 år efter – fortalt af hovedpersonerne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af