’Downrange’: Snigskyttethriller rammer helt forbi

2 6
’Downrange’: Snigskyttethriller rammer helt forbi
Stephanie Pearson i 'Downrange'.

CPH PIX: Den japanske genreinstruktør Ryûhei Kitamuras nyeste film er dum. Rigtigt dum.

Og sådan skal det på sin vis også være, når man vælger at isolere seks fremmede, unge mennesker på en øde landevej, mens en nådesløs snigskytte afliver dem én for én. Det store problem er, at man aldrig bliver klar over, om filmen ved, præcis hvor dum den er.

Ganske symptomatisk for genren kan jeg fem minutter efter at have set filmen ikke huske et eneste navn på de seks karakterer, der kører tværs over USA i en form for samkørselsordning, men hvis bil pludselig punkterer. Mens gruppens machodude – lad os bare kalde ham det, for han har ingen anden funktion – skifter dæk, hives selfiesticksne frem, og her opstår det første problem for gruppen: Der er ingen telefondækning.

Det viser sig at få større konsekvenser end vedligeholdelsen af deres image på de sociale medier. For da machodude finder en patron i baghjulet og derefter får blæst halvdelen af sin hjerne ud, er gruppen i deep shit – uden mulighed for at ringe efter hjælp.

Og eftersom snigskytten har brugt en listig lyddæmper, så tager det naturligvis et par minutter, inden gruppens selfiegirl lægger to og to sammen og når frem til, at machodude er blevet skudt. Til hendes forsvar skal det siges, at hans korpus tilsyneladende har en overnaturlig evne til at forblive oprejst post-mortem.

Men sløv reaktionstid er guf for den mystiske snigskytte, der ufortrødent brager videre. Inden selfiegirl når at se sig om, har hun selv fået pløkket sit øje ud, og her viser ’Downrange’ ansatser til at blive interessant. Filmen tager tilløb til at afsløre sig som en rendyrket thrillerkomedie i bedste b-filmånd med en serie lange reaktionsskud af de tilbageværende, forfærdede stakler, som unægtelig ser komiske ud.

Desværre ryger den komiske nerve, når karaktererne herefter trøster hinanden i gumpetung dialog. Humoren damper af, mens filmen går tilbage til at være en dramatisk thriller, der ganske vist stadig er grinagtigt dårlig.

For som thriller har filmen ingen pondus. En gruppe fremmede mennesker isoleret på en location kan afstedkomme mange gode ting, som i ’Sidste nat på station 13’ eller ’Identity’, men ’Downrange’ falder igennem med sin dræbende monotoni.

Gruppen sidder nærmest hele tiden i dækning, mens de prøver at udtænke en genial plan. Det taler sit tydelige sprog, at gruppens bedste indfald er at flytte på den punkterede bil i et spinkelt håb om, at der måske er telefonsignal længere nede af vejen. Prisen for den dårligste ide går dog til coolgirl, som risikerer liv og lemmer for at hente en flaske vand, som hendes sårede kammerat derefter tager og hælder ud over ansigtet.

Det mest pirrende spørgsmål er, om man skal grine eller græde. Og det må siges at være en cliffhanger, for jeg er stadig splittet.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Spillefilm. Instruktion: Ryûhei Kitamura. Medvirkende: Kelly Connaire, Stephanie Pearson, Rod Hernandez, Anthony Kirlew. Spilletid: 90 min.. Premiere: Kan ses på CPH PIX 2., 6. og 9. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af