Hadet mod Jared Leto er gået over gevind

KOMMENTAR. »Er efteråret officielt blevet den sæson, hvor Hollywood annoncerer en ny Jared Leto-rolle, der kollektivt pisser alle på Twitter af?«

Sådan lød en af mange forargede kommentarer på selvsamme Twitter i sidste uge, da det blev offentliggjort, at Leto skal spille den nyligt afdøde Hugh Hefner i en biografisk film om Playboy-grundlæggeren instrueret af Brett Ratner (’Hercules’, ’Rush Hour’).

»Hvorfor bliver de ved med at caste Jared Leto i alt muligt? Kunne de ikke få Ryan Gosling?«, hvæsede en anden bruger, mens en tredje malerisk beskrev, hvordan kombinationen Leto/Hefner fik vedkommendes øjne til at rulle hele vejen ud af hovedet.

Backlashet mod Leto var markant. Og ikke blot fordi Hefner knapt havde stillet sutskoene, før en film om ham fik grønt lys. Jared Leto, Oscar-vinder og forsanger i 30 Seconds to Mars synes simpelthen at være gået hen og blevet persona non grata: En arrogant method actor, der har drevet gøglerierne for vidt og nu står alene i manegen, efter publikum er gået hjem.

Intenst engagement

Det er en besynderlig status for en skuespiller, der så sent som i 2013 blev hyldet vidt og bredt for sit ætsende portræt af en hiv-smittet transvestit i ’Dallas Buyers Club’. Og som tidligere har imponeret kritikere og biografgængere i så forskellige film som ’Requiem for a Dream’, ’Fight Club’ og ’Lord of War’.

Og selvom en række af Letos mindre film ikke altid har reflekteret standarden af skuespillerens intense engagement, har manden selv leveret upåklageligt – som i ’Chapter 27’ (om manden der skød John Lennon) og det ellers glimrende, glemte 90’er-ensemble-drama ’Black & White’ over for Robert Downey Jr.

Leto var cool førhen: En besynderligt tidløs og privat musik- og Hollywood-stjerne med en forkærlighed for skæve eksistenser. Måske nok lidt vel selvhøjtidelig i interviews, men en interessant fyr, hvis excentriciteter man gerne så igennem fingre med, så længe der kom ’Dallas Buyers Club’-guld ud i den anden ende.

Skuespillerens begyndende fall from grace kan spores ret præcist til efteråret 2015 (efterår, igen). For to år siden blev den nu 45-årige (tro det hvem der kan) Leto castet som Jokeren i ’Suicide Squad’, og store dele af Twitter reagerede prompte med harme. Troede omkomlingen, at han bare sådan uden videre kunne gå i Heath Ledgers højt estimerede fodspor som klovneprinsen over dem alle?

Det lugtede noget nært blasfemisk, mente ikke så få (som tilsyneladende ikke kunne huske de vrede reaktioner på Ledgers casting i sin tid), mens andre forsøgte at mane til besindighed. Leto var trods alt en Oscar-vindende kamæleon, så mon ikke han også ville finde en måde at gøre Jokeren til sin egen unikke skikkelse?

En billig, popkulturel gimmick

Unik blev superskurken i alle tilfælde, men både skuespilleren og ’Suicide Squad’ fik som bekendt med kniven ved filmens premiere af størstedelen af anmelderne, der mente, at Letos skingre Joker var mere hysterisk pimp end ikonisk Bat-nemesis. Fansene var delte, men uanset hvad hjalp det ikke Letos popularitet, da han omkring samme tidspunkt reducerede sin Joker til en billig, popkulturel gimmick i Skrillex og Rick Ross’ musikvideo til ‘Purple Lamborghini’.

Jokeren i en Rick Ross-video? Bad call.

Et skidt rollevalg i en alsidig karriere burde ikke alene kunne knægte et Hollywood-navn, men i Letos tilfælde blev Jokeren det fejltrin, der satte sig dybe, utilgivelige spor i den offentlige Twitter-bevidsthed og fik mange biografgængere til at associere skuespilleren med decideret dårlig smag og akut storhedsvanvid. Internetvandrehistorierne om Letos ekstreme opførsel på ’Suicide Squad’-settet involverende fyldte kondomer og døde rotter blev eksempelvis hurtigt temmelig trætte.

Som salig Laurence Oliver engang sagde til Dustin Hoffman, da denne var ved at miste forstanden over dedikeret method acting i 1970’erne: »Why don’t you just try acting?«

Diskrepansen mellem Letos rablende opførsel in character (flere af de mere farverige historier blev senere afkræftet som pr-sladder) og ’Suicide Squads’ ringe modtagelse farvede skuespillerens ry som troværdig kunstner og tegnede i stedet et billede af en prætentiøs klovn, der ikke kunne finde ud af at smide masken eller vurdere sin egen performance.

I denne måned er Leto så aktuel i en mindre rolle i en af årets største film, ’Blade Runner 2049’. Skuespilleren har gjort bemærkelsesværdigt lidt væsen af sig under optagelserne – vi går ud fra, at han hverken har sendt roadkill eller afklippede tånegle til Harrison Ford undervejs – og har også optrådt afdæmpet, nærmest fromt dopet under sine presserunder i medierne.

Alligevel lever Leto-hadet endnu. Det vidner Hefner-gate om, og med flere mulige DC-film med Joker-rollen i støbeskeen får skuespilleren formentlig svært ved at løbe fra den dårlige word-of-mouth i nærmeste fremtid.

Men det er bunduretfærdigt.

Må ikke lave en Johnny Depp

Leto opfører sig besynderligt Og ja, hans Jesus-a-la-Urban-Outfitters-look er mere highstreet end high spirit. Men han er langt fra ene oddball i Hollywoods kolbøttefabrik af eventyrlige, arrogante, tåbelige og geniale excentrikere med svulstige egoer og new age-lommefilosofi på fad.

Herregud, Daniel Day-Lewis skrev sms’er til sin medspiller Sally Fields som Abraham Lincoln under optagelserne til Spielbergs storfilm ’Lincoln’. Og Forest Whitaker forblev efter sigende i sin rolle som Idi Amin 24/7 og spiste intet andet end moste bananer og bønner i de seks måneder, han optog ’The Last King of Scotland’.

Leto har gang på gang vist sig i stand til at forsvinde ind i sine roller både fysisk og psykisk i en grad, der langt transcenderer hans enerverende cirkuskunstner i ’Suicide Squad’. Og skuespilleren ville gøre sig selv en tjeneste, hvis han hurtigst muligt vendte DC-universets neonlys og fede checks ryggen og i stedet koncentrerede sig om den slags roller, der gjorde ham kendt – og bredt anerkendt – i første omgang. Dem, vi sent glemmer som Harry Goldfarb i ’Requiem for a Dream’ og Rayon i ’Dallas Buyers Club’.

Manden har brug for en akut kunstnerisk detox, inden hans karriere skøjter ned af samme sjæleforladte glidebane som Johnny Depp, der siden debuten i ’Pirates’-franchisen har reduceret sig selv til en ulidelig kommerciel parodi på sit tidligere stortalent.

Det er nok tvivlsomt om Letos saltvandsindsprøjtning kan leveres af netop Brett Ratners biografiske drama om Hugh Hefner, hvis enorme berømmelse uomtvisteligt vil lægge et tungt forventningspres på skuespillerens skuldre. Men man skal aldrig sige aldrig. Jeg tror i hvert fald stadig på Jared Leto. Og det håber jeg bestemt også, at han selv gør.

Læs også: Jared Leto ved heller ikke, hvad der sker med hans Joker